Offentliggjort23.01.10kl.03:00
Der er mange job at hente ved hurtigst muligt at gå i gang med at energirenovere bygningerne herhjemme.
Kickstarteren kunne være en slags ”husejernes bankpakke”, der reelt motiverer danskere til at investere i deres bolig på en måde, der er til gavn for klimaet, beskæftigelsen og væksten.
Vi ser for os en favorabel låneordning. En ordning, hvor husejerne betaler lånet tilbage i samme takt og tempo, som de sparer penge på energiregningen: 10.000 kr. sparet er lig med 10.000 kr. betalt tilbage.
Men ordningen skal skrues sammen, så klimagevinsten er maksimal, ligesom der skal skeles til, hvor mange arbejdspladser den kan skabe - bl.a. for ufaglærte fra 3F.
Lad os nævne et par eksempler på tiltag, hvor Folketinget sammen med kommunerne kan spille en central rolle, når det handler om at energirenovere, så der kommer positive resultater på de tre vitale områder: Klima, job og vækst.
For det første kan kommunerne få et klart og præcist overblik over familien Danmarks varmefrås ved såkaldt hot mapping. Nogle frontløbere blandt kommunerne er allerede i gang.
Det er muligt at måle alle boliger herhjemme termografisk. For eksempel fra fly eller direkte på stedet.
Det vil afsløre præcist, hvor på facader og tage der slipper mest varme ud. Altså hvor håndværkerne kan gå i gang uden at efterisolere i blinde.
Det er et godt redskab for den enkelte husejer, men vil også skabe overblik for myndighederne, så en energispare-låneordning virkelig kan batte noget. Man kan se på de termografiske fotos, når vinduerne i naboens hus er blå (stort set intet varmetab), mens ens egne er røde (stort spild) - det sikre tegn på, at der kan spares penge.
Kort sagt, det vil være en overskuelig og virkningsfuld måde at sikre det maksimale udbytte af investeringerne på.
Kommunerne bør skabe overblikket og sætte de termografiske målinger i gang - og dermed støbe fundamentet til klimarigtige renoveringspuljer.
I sådan en ”pakke” til husejerne kan også indgå andet end isolerings-tiltag. Det kunne for eksempel være jordvarme, hvor man i haven på den enkelte ejendom skyder særlige rør ned i jorden og dermed får en ny energikilde til sin opvarmning.
Det giver især mening i tyndt befolkede områder, der ikke har udsigt til at få fjernvarme.
Netop i de egne af Danmark er der samtidig hårdt brug for nye job, ikke mindst til ufaglærte.
Så kære folketing og kommuner: Vær med til at sparke den positive udvikling i gang, for eksempel via en energi-låneordning, der kan blive klimaets og husejernes svar på en ”bankpakke”.
Annonce:









