Er man velkommen her?

Jeg er dansk gynækolog, finsk gift og bosiddende og må derfor rejse en del. Med rod i dansk badekultur og finsk saunakultur er nøgenhed ikke noget personligt problem for mig.

Det er derimod forventningen om, at jeg må acceptere en hvilken som helst indtrængen på min person under min benyttelse af luftfarten såsom biometriske data i pas, fingeraftryks- og irisskanninger og, takket være transportminister Lars Barfoed, nu også nøgenskanneren, som viser, om jeg bærer til højre eller til venstre, før jeg får lov at flyve.

Mine grænser

Er jeg virkelig den eneste i denne globaliserede verden, hvis grænser tromles ned af alle disse grænseoverskridende tiltag i luftfartssikkerheden?

Som gynækolog lærer man, at patientens nøgenhed i sig selv sjældent udgør et problem. Patienten oplever derimod af- og påklædningen som nedværdigende. Det er ikke rart i sin afmagt at blive betragtet af andre. Den moderne gynækologiske modtagelse omfatter derfor altid et omklædningsværelse eller -aflukke, så af- og påklædning sker beskyttet mod iagttagelse.

I lufthavne forventes jeg allerede nu foran hvem som helst at afklæde mig blandt andet jakke, bælte og somme tider sko. Min kropsbygning er sådan, at afklædningen kan ske, uden at jeg viser mine medpassagerer for meget maveskind eller blikkenslagerbalder. En tredjedel af mine medpassagerer er dog så overvægtige eller gamle, at afklædningen sker med betydeligt mindre værdighed.

Hvordan er vi kommet dertil?

Nøgenskannere imødeser jeg med stor og ikke mindst professionel væmmelse. Hvordan er vi kommet dertil, at jeg må vise min bare ende for at få lov til at flyve hjem og besøge min mor?

Når amerikanerne på det bestemteste insisterer på at kopiere og for evigt lagre billeder af mine fingeraftryk eller af min blå iris, er det en meddelelse til mig om, at mit besøg er uvelkomment, mit samarbejde unødvendigt og mit venskab uønsket.

Personligt vil jeg ved nøgenkropsskannings mulige indførelse i Danmark alvorligt overveje nødvendigheden af og formentligt søge at begrænse mine flyvninger mest muligt. Og når jeg, som er både tilpasset og uddannet, føler stærk trang til at tage aktivt afstand fra dette magt- og teknikmisbrug, så er der formentlig mange andre, som også vælger en anden rejseform eller slet ikke at rejse mere.

Velkommen?

Man føler sig nu ikke rigtig velkommen mere.

Hvis transportminister Lars Barfoed læser med, har jeg en sidste bøn før tæppefaldet for mit søde rejseliv: Hils min mor derhjemme og sig, at ellers har vi det godt.