Offentliggjort 09.02.10 kl. 03:00
Jeg har altid haft svært ved at skjule min forargelse, når jeg hører, at forældre tager deres børn ud af skolen uden for de ordinære skoleferier for at tage dem med på ferie.
Det er både illoyalt og hensynsløst over for de andre børn i klassen, for det kan ikke undgås, at det går ud over de andre børn, når de ferierende elever kommer tilbage og skal opdateres på undervisningen.
Det giver både uro og forsinkelser i undervisningen.
Man bliver som oftest mødt med det argument, at forældrene kan spare penge på feriebudgettet ved at rejse på ferie uden for de egentlige feriesæsoner.
Men tænk, hvis alle forældre havde den holdning til deres børns skolegang. Så ville det danske undervisningssystem simpelt hen bryde sammen. Skolen er børnenes arbejde, og det arbejde skal passes.
Der er i forvejen rigeligt med ferieperioder, hvor familierne kan tage af sted.
Det kan ikke være rigtigt, at disse børn og deres ikke-ferierende kammerater skal miste undervisning for at tilgodese magelige, nærige og egoistiske forældre.
Nu har jeg så til min ekstreme forargelse konstateret, at landets statsminister har taget sine skolesøgende børn ud af skolen for at tage dem med på vinterferie uden for skolernes egen vinterferie.
Her er bunden altså nået.
Det er simpelt hen for dårligt, at Lars Løkke Rasmussen som landets førstemand i den grad går foran og viser et dårligt eksempel.
Han burde da netop vise ansvarsbevidsthed, ikke mindst efter at han netop har afholdt et ugelangt arrangement med henblik på at styrke den danske folkeskole. Det initiativ er nu da totalt punkteret.
Ligeledes kan ingen danske politikere længere tillade sig at blive forargede over, at vore muslimske landsmænd tager deres børn ud af skolen uden for de ordinære ferier for at sende dem på ophold i fjerntliggende lande.
Statsministeren har jo nu legitimeret uskikken.
Statsministeren har simpelt hen i den grad vist mangel på rettidig omhu og omtanke.
Annonce:









