Offentliggjort 09.02.10 kl. 03:00
Undervisningsminister Bertel Haarder har fremsat forslag til ændring af folkeskoleloven, som skal udsætte tidspunktet for, hvornår en kommune skal melde skolelukninger ud til byens borgere.
I dag skal det ske inden 1/12 året før nedlæggelsen, og det foreslås, at denne deadline rykkes til 1/3 samme år, som nedlæggelsen effektueres til august.
Den officielle begrundelse for lovforslaget er, at man ønsker en mindre bureaukratisk og »mere fleksibel bestemmelse omkring folkeskolenedlæggelser for kommunens ansatte«. Kommunalbestyrelserne og de kommunale ledere skal have større frihed til selv at beslutte, hvordan opgaven skal løses. Videre begrundes forslaget konkret med, at man ønsker at modvirke bortsivning af elever fra en folkeskole, som 1/12 er besluttet lukket til den efterfølgende august.
Eller mere præcist: Fra statens side vil man give forvaltningerne friere hænder på bekostning af forældre og elever, som efterhånden er prisgivet det kommunale bureaukrati.
Hidtil har argumentet for, at det netop er 1/12, der er deadline for kommunens udmelding om skolelukninger, været, at forældrene bør have god tid til at vælge den fremtidige skole for deres børn. Men det hensyn ønsker man tilsyneladende ikke længere opretholdt.
Den foreslåede ændring giver kommunerne større frihed og en administrativt forenklet proces, mens forældrenes muligheder for at benytte andet end den lokale distriktsskole bliver stærkt forringet.
Da det frie skolevalg såvel inden for folkeskolen som i de frie grundskoler afhænger af antal ledige pladser, vil forældrene helt indlysende få sværere ved at udnytte det frie skolevalg efter 1/3.
Dertil kommer, at hvis forældrene som alternativ til skolelukningen ønsker at stå sammen om at oprette en ny fri grundskole, skal de kende kommunens planer inden 15/8 året før skolestart. Det er nemlig deadline for anmeldelse af nye friskoleinitiativer.
Og her er vi måske ved sagens kerne og lovforslagets reelle begrundelse. Hvis kommunen først melder skolelukninger ud pr. 1/3, vil det være endnu en markant kæp i hjulet på forældrenes muligheder for at oprette en fri grundskole efter en lukket folkeskole.
Lokalt demokrati er lettere at styre, hvis der kun er ét udfald på en problematik. Det undrer derfor heller ikke, at man i lovbemærkningerne nonchalant vurderer, at lovændringen ikke vil have konsekvenser for borgerne.
Annonce:



















