Offentliggjort 09.02.10 kl. 03:00
Nu kommer de alle sammen løbende og beklager, at de tog fejl.
Min gamle, forhen tænksomme ven Søren Pind bedyrer, at han ikke tænkte sig om, da han sagde, at det var horribelt, når man på Holbergskolen forbød fædrene at deltage i et møde med mødrene. Et katastrofalt brud på dansk kultur, hvor vi aldrig har kendt til at sætte skel mellem fædre og mødre, mænd og kvinder, sagde han. Et foruroligende knæfald for islam, når en dansk skole lukker fædrene ude fra et mødremøde, sagde Søren Pind.
Nu er Søren Pind og Villy Søvndal og alle de, der reagerede på Holbergskolens udelukkelse af fædrene, ude med endeløse beklagelser af deres fordømmelse. De siger, at de ikke vidste ordentlig besked.
Villy Søvndal siger, at han skal lære at kommunikere bedre. Søren Pind siger, at vreden løb af med ham.
Våde, ynkelige undskyldninger over en bank af dem, der reagerede på mødremødets udelukkelse af fædrene. For jeg spørger: Hvornår har vi i Danmark haft den slags mødremøder? Hvornår har fædrene tidligere været udelukket?
Svaret er jo: Aldrig. Det er noget ganske nyt. Det er uset og uhørt. Og dermed er mødremødet et katastrofalt brud med dansk kultur og et foruroligende knæfald for islams adskillelse af mænd og kvinder.
Holbergskolens ledelse er forklarende og beroligende. Der er slet ikke noget usædvanligt i det, siger ledelsen. Vi vil bare gerne i kontakt med børnenes mødre, og derfor beder vi mødrene komme alene.
Men hvorfor må fædrene ikke komme med? Hvornår har vi tidligere oplevet, at fædrene skulle udelukkes, fordi skolen vil tale med mødrene?
Nej, dette er uhørt og aldrig tidligere oplevet i Danmark, og dermed står det klart, at vi også i dette stykke er ved at bøje os for en kultur, der foragter Danmark og danskerne.
Stå fast, Søren Pind. Lad dig ikke knække, Villy Søvndal, fordi dit bagland ikke tør erkende virkeligheden, men søger at tilsløre den.
Mødremøder er et udansk eller anti-dansk projekt, og naturligvis er det Holbergskolens pligt at sige til mødrene: Kom herhen og lad os tale med jer, og tag jeres mænd med, så også de kan ytre sig.
Ingen udelukkes - i Danmark. Ingen mor skal forhindres i at tale med sin skole om sit barns skolegang, fordi der også er fædre med - i Danmark. Ingen skal i dette land bøje sig for islams sondring mellem rene og urene, mellem kvinder og mænd.
Bevar mig vel, kunne vi have oplevet den slags på den københavnske kommuneskole, hvor jeg gik 1945-50?
Har der nogen sinde tidligere været afholdt mødremøder?
Jeg spørger d'herrer Pind og Søvndal.
Annonce:



















