Rygradstest

Hvad har Politikens knæbøjning for folk, der hader Vesten og alt, hvad vi står for, at gøre med venstrefløjens forsøg på at indføre homo-vielser i Folkekirken?

Mere end man umiddelbart skulle ane.

Politikens kollaps viser til overmål, at avisen mangler den rygrad, der skal til for at forsvare Vesten. Det samme vil man i virkeligheden kunne sige om folketing og folkekirke, hvis de går med til at trylle ægteskabet om til at være kønsneutralt.

For lad os lige slå fast: Debatten om homo-vielser handler ikke om, hvad homoseksualitet er, men om hvad ægteskab er. Og her har sagen været klar i sådan cirka 800 år herhjemme: Ægteskabet er et frivilligt indgået forhold mellem én mand og én kvinde med henblik på at få børn.

Den opfattelse delte vore gæve, gamle vikingeforfædre ikke. Meget tyder på, at de praktiserede flerkoneri og ikke lod ægteskabet blive frivilligt indgået. Først da kirke og kongemagt med Jyske Lov i 1241 lovfæstede den nye ægteskabsopfattelse, blev den gamle sat på porten. Siden da har ægteskab og familie været hovedhjørnestenen i vestlig kultur, selv om de mange års 68-kulturkamp mod ”kernefamilien” har fået mange til at glemme det.

Og så er vi fremme ved venstrefløjens forslag om at gøre ægteskabet kønsneutralt. Det, man i virkeligheden gør, er, at opløse begrebet ægteskabet og skrue tiden tilbage til før 1241. Herefter vil der være frit slag: Hvorfor skal ægteskabet kun bestå af en mand og en mand? Hvorfor ikke tre? Hvorfor skal en mand ikke have lov at have to, tre eller fire koner, når der nu i øvrigt er frit valg på alle hylder? Kun fantasien sætter grænser, men selv en fantasiløs person vil kunne se, hvem der vil kunne bruge begrebsopløsningen til at indføre andre former for ægteskab, som kun Allah i hans himmel kan glæde sig over.

I vores aktuelle situation er det ingen undskyldning at opløse ordet ægteskab indefra.

Venstrefløjens forslag er med andre ord en rygradstest på linje med det absurde krav fra Muhammeds efterfølgere. Folketinget skal derfor gøre, hvad Politiken ikke magtede: Sige høfligt og venligt nej.

Hvad Folkekirken angår, vil det bedste svar være dette: Genindfør det oldgamle vielsesritual fra før 1897. Det vil have en stærkt nedkølende effekt på alle, der drømmer romantiske drømme om bryllupskareter, champagneglas, tyl og høje hatte, og det vil få de homoseksuelle til at prise sig lykkelige over, at de ikke kan indtræde i ægtestanden.

Ritualet flyder nemlig til overflod over med påmindelser om det barske liv, der venter ægtefolkene: Om manden, der i sit ansigts sved skal tjene sit brød, om kvinden, der skal føde sit barn i smerte og om alle de kors, Gud har lagt på ægtestanden. I en sådan grad, at 1800-tallets victorianske præster klagede over teksterne, der talte så meget om børnefødsler og frugtbarhed: Puh ha, alt for naturligt og alt for lidt yndigt.

Men ægteskabet er jo ikke bare yndigt. Det er en vanskelig og tung opgave, brudeparret påtager sig, og de, der ikke gifter sig, slipper i virkeligheden for en del. Det er det, det gamle ritual siger, og det vil kunne få mange til at løbe skrigende væk fra kirkevielsen eller få dem til at overveje, hvad det egentligt foretager sig.

Ikke det værste, der kunne ske i en tid, hvor alle er vilde efter at kunne kalde sig rette ægtefolk, uden rigtigt at gøre sig klart, hvad det indebærer.

Den aktuelle debat viser, at der er akut brug for en dosis antiromantik. Hvis Folkekirken indtager den, vil den sagtens kunne bestå den aktuelle rygradstest.