Nytænkning efterlyses

Hvor mange tænker mon over, at deres fagforening lige nu er ved at sikre, at de udsættes for større arbejdspres, mere stress og på længere sigt mindre velfærd og måske en katastrofal samfundsøkonomisk nedtur?

Engang var den danske model for overenskomstskabelse unik og fuldt ud berettiget for at skabe gode løn- og arbejdsvilkår. Men nu er modellen ved at underminere vores samfund. Det skyldes, at det danske lønniveau og gode ansættelsesvilkår i stigende grad lægger pres på Danmarks konkurrenceevne. Den finansielle krise skyldtes grådighed.

Det er den samme grådighed, der under hver overenskomstforhandling vil have flere goder, uanset om der er behov, og som undergraver vores velfærd på langt sigt. Stress fremhæves som et kæmpe sundhedsproblem, og danskerne er i forvejen det folk i Europa, der som helhed arbejder mest. Men hver gang vi kræver højere løn, mere fritid og større afkast af vores pensionsopsparing, rammer vi i virkeligheden os selv i nakken. For den eneste måde, virksomhederne kan reagere på, er ved at lægge større pres på produktiviteten eller outsource arbejdspladser, hvis ikke deres konkurrencedygtighed skal forringes endnu mere.

Fif og tricks

»Fif og tricks til, hvordan du scorer kassen ved forårets lønforhandling.«

Sådan skriver min fagforening, djøf, i en nylig udgivet pjece som optakt til de årlige lønforhandlinger. Der er ingen grund til at holde sig tilbage, trods den finansielle krise.

Ét af problemerne er, at fagforeningernes legitimitet og selvforståelse ligger i at skaffe højere løn og bedre arbejdsvilkår for medlemmerne. Men jeg er bange for, at vi på længere sigt kommer til at betale en høj pris for de forbedringer, vi stadig bliver ved med at kræve. Derfor er det nødvendigt, at der sættes en ny dagsorden for de faglige organisationer. Og derfor er det nødvendigt at skabe et nyt overenskomstsystem, der ikke forudsætter, at der pr. automatik skal opfindes nye krav hvert andet eller hvert fjerde år.

Det er nødvendigt, at grådighed afløses af besindelse og ansvarlighed. Måske skal den nye dagsorden være at stille krav til, hvordan vi forbedrer vilkårene for de mennesker i verden, der ville være glade for bare at have råd til at købe det daglige brød.

Eller i det mindste hvordan vi bevarer arbejdspladser i Danmark, der også kan bestrides af borgere, der aldrig vil kunne opnå kompetencer til at blive videnmedarbejdere eller blive en del af ”den kreative elite”.