Underkastelse

Det handler ikke om ytringsfrihed. Det handler om underkastelse.

Teknisk set er der, så vidt jeg kan se, ikke sket nogen indrømmelse over for ytringsfriheden. Chefredaktør Tøger Seidenfaden har indgået en aftale med en muslimsk advokat, Yamani.

Seidenfaden har været i London og mødt advokaten, der også er turist i London. To herrer i habit trykker hænder. De smiler begge to. De ser kultiverede ud. På vestlig manér, jakke og bukser, slips, i hvert fald for advokatens vedkommende, så vidt jeg husker billedet.

Hvorfor London? Vi kender ikke grunden. Muslimen er bosiddende i en eller anden mellemøstlig hovedstad, Beirut eller Amman. Han kunne lige så let være taget til København for at trykke hånd med chefredaktøren.

Måske havde Yamani tvingende forretninger i den britiske by. Seidenfaden sikkert ikke. Men København ville for muslimen være en indrømmelse over for redaktøren, en gestus af imødekommelse, en anerkendelse af den danske avis' suverænitet.

Et symbol for begge

London er på mange måder et andet symbol. For begge de to herrer. Men et symbol for noget forskelligt. For dem begge og deres bagland, nogle hundrede millioner europæere, 1,5 mia. muslimer.

For europæeren er det demokratiets vugge i nyere tid, sejren over nazismen, Vestens åndeligt-politiske europæiske hovedstad, ”Here is London”. For muslimen den tidligere kolonimagt, undertrykkeren og islams brohoved med moskeer og sharia-områder i Europa, af nogle med rette betegnet Londonistan.

For begge er det som at komme hjem. For danskeren altså som en baby til vuggen, for muslimen som en soldat til kampens frontier.

Babyen udtrykker forliget med buzz-ordet dialog mellem islam og Vesten.

Den ynkeligste erklæring

Han optrykker en erklæring, hvori han centralt erklærer »Politiken har aldrig haft til hensigt at genoptrykke karikaturtegningen som udtryk for redaktionelle holdninger eller værdier, men udelukkende som led i avisens nyhedsdækning.«

Som enhver kan se, er det den ynkeligste erklæring, man kan tænke sig. Chefredaktøren for et af de ledende dagblade i et demokratisk land erklærer, at nyhedsdækning er noget mekanisk, som er uafhængigt af holdninger og værdier.

Her gik vi og troede, at nyhedsdækning var noget andet. Vi troede, at nyheder var afhængige af en vurdering af verden, af hvad der er værd at bringe som nyhed, noget der afspejlede netop grundlæggende ”holdninger og værdier”.

Frasiger sig værdier

Sådan ikke for chefredaktøren.

Det er en afgørende afsværgelse. Men den bliver forståelig, når man ser på, at den er afgivet til en repræsentant for en kultur, der betragter vores værdier som uanvendelige og værdiløse.

Netop de værdier frasiger redaktøren sig høfligt.

Til gengæld indfører han noget, man kunne sige var en ny del af offentlighedens ytringsfrihed. Erklæringen slutter med at udtrykke: »Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke karikaturtegningen.«

Det er nu en del af offentlighedens ret at gribe ind i og reagere på en redaktionel beslutning. Ikke bare på en artikel. Men på den moral, der ligger bag artiklens offentliggørelse.

Seidenfaden er en meget dygtig og elegant bruger af sproget, en demagogisk orator. Han ved, hvad han siger. Han anerkender den krænkelse, der er en følge af en ”beslutning” og ikke engang af at ”genoptrykke”.

Fra Yamani har vi vist ingen erklæring. Ingen anerkendelse af en avis' ret til at trykke, hvad fanden - og ikke Allah - den vil.

Det er rent islamistisk. Ren underkastelse.