Retfærdighed for jøder

Jøder, der blev fordrevet fra arabiske lande, er også ofre i den arabisk-israelske konflikt.

I slutningen af februar vedtog det israelske parlament, Knesset, med stort flertal lovforslaget om erstatning til jøder fra arabiske lande som led i fredsprocessen. Formålet med den nye lov er at sikre rettighederne for disse jøder, der blev tvunget til at efterlade ejendom og værdier i arabiske lande; hovedparten af dem ejede intet ved ankomsten til Israel.

Loven, som har den israelske regerings opbakning, følger efter en resolution, der blev vedtaget den 1. april 2008 i Repræsentanternes Hus i USA, og betegner en fornuftig udvikling, som fortjener bred støtte. For første gang siden oprettelsen af Israel anerkendes rettigheder for jøder fra arabiske lande juridisk i Israel. Hidindtil har israelske regeringer valgt at lukke øjnene for emnet, selv om spørgsmålet om de arabiske flygtninge og deres rettigheder har haft en central placering i den offentlige debat i Israel og resten af verden under betegnelsen ”retten til at vende tilbage”.

Nu er tiden kommet til at rette op på den situation.

To menneskelige tragedier

Da staten Israel blev oprettet, indtraf to menneskelige tragedier: Den ene var, at jødiske samfund, der havde boet i arabiske lande i tusindvis af år, blev rykket op med rode; den anden var Nakba, som overgik arabiske palæstinensere på grund af Israels selvstændighedskrig i 1948, der førte til, at tusindvis blev flygtninge i de arabiske lande.

Selv om de almenmenneskelige og fysiske konsekvenser af den katastrofe, som jøderne blev udsat for, var større end konsekvenserne af Nakba (856.000 jøder blev fordrevet fra deres hjem og mistede alt, hvad de ejede og havde, mens antallet af palæstinensere ifølge FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, ligger under 650.000), har den intet navn og er ikke genstand for nævneværdig opmærksomhed i offentligheden eller pressen.

Udsat for chikane

Årsagen er, at jøderne fra arabiske lande og deres trængsler i midlertidige teltlejre blev usynlige, da de havde bosat sig i Israel. Omvendt har de arabiske lande omhyggeligt holdt flygtningenes elendighed og lidelse gående og tillader ikke, at de bliver rehabiliteret eller opnår statsborgerskab ud fra ideologien om, at rehabilitering af flygtningene vil hjælpe Israel.

Det uhyrlige, der overgik jøder fra arabiske lande, giver ingen mening i modsætning til Nakba. Jøderne i de pågældende lande bekæmpede ikke disse lande, således som palæstinenserne bekæmpede Israel.

Jøderne var syndebukke i kampen mellem de arabiske stater. Modsat påstanden om, at det var oprettelsen af Israel, der tilføjede jøderne smerte, er sandheden, at jøder i arabiske lande var udsat for chikane før oprettelsen af staten Israel. Det kom til udtryk på områder som økonomi, uddannelse og det offentlige liv.

Jøderne var også udsat for forfærdelige pogromer. Under en sådan pogrom (kendt under betegnelsen Farhud), der fandt sted i Irak i 1941 under den jødiske fest shavuot, blev 135 dræbt og hundredvis såret. I Libyen blev 133 mænd, kvinder og børn myrdet og 400 såret i november 1947. I Aden i Yemen blev 100 dræbt og snesevis såret i samme måned.

Efter oprettelsen af Israel blev mange jøder i Egypten brat fordrevet.

Disse og andre pogromer, som reelt fandt sted i hver eneste arabiske stat, førte i sidste instans til massedrabet på jøder. Jøderne flygtede fra deres jord og ejendele og de besiddelser, som deres ældgamle jødiske samfund havde: skoler, synagoger, hospitaler, profetgrave og meget mere.

De arabiske myndigheder lagde beslag på al ejendom og brugte den til egne formål.

Det er uvist, hvorfor Israel ikke satte katastrofen, der overgik de arabiske jøder, på sin internationale og nationale pr-dagsorden. Hvorom alting er, banedes dermed vej for, at arabiske og anti-zionistiske propagandister kunne fremstille palæstinenserne som de eneste, der blev ramt under den arabiskisraelske konflikt.

Fortsættes...