Kassetænkning

Jeg har stor medfølelse for vores soldater, som kommer hjem med bortsprængte arme og/eller ben. I JP 7/3 læser vi om, at mange soldater føler sig svigtet af deres kommuner i forhold til at få bevilget hjælpemidler.

Det omtales, at nogle kommuner end ikke har begyndt sagsbehandlingen fem uger efter en soldats udskrivelse.

Hvordan er det, vi behandler vores medborgere, som sætter livet på spil? Hvordan kan kommunerne forsvare, at de i den grad sidder på pengene?

Og her gælder det nemlig ikke bare vores soldater, der udsættes for denne behandling.

Hvad med dem, som bliver amputeret efter en trafikulykke, efter en canceroperation eller anden årsag, hvor det har været nødvendigt at amputere? Disse mennesker har brug for mindst lige så megen opmærksomhed som vores soldater.

Der findes talrige eksempler på, at ansøgninger afvises med begrundelsen, at de hjælpemidler, den handicappede har, er gode nok. Hvem har kompetence til at bedømme det? Er det behandleren, som har fuld indsigt og skriver ansøgningen, eller et regelsæt, som er sat op?

Efter kommunalreformen 1. januar 2007 blev alle ansøgninger til hjælpemidler kanaliseret over i kommunerne fra de nedlagte amter og til medarbejdere, som ofte ikke havde erfaring i at vurdere ansøgninger.

Krejlermentalitet

Der er lavet et regelsæt, som kan tolkes frit af hver enkelt kommune, og mange gange bliver der stillet et kriterium, der hedder: ”Billigst og bedst”. Hvad er det dog for en krejlermentalitet?

Vi taler om levende og ofte unge mennesker, som i mange år skal leve med deres handicap.

Det er her, kassetænkningen kommer ind.

Sparer kommunen på pengene til hjælpemidler her og nu, skal samfundet betale for den handicappede i mange år fremover, og det koster mange flere penge for samfundet - ikke at forglemme, at mennesker kan komme til at fungere optimalt igen med de rette hjælpemidler, få et arbejde, tjene en løn og dermed betale skat, ”betale”, pengene kommer delvist tilbage til fælleskassen.

Så langt rækker tankerne ikke hos de kommuner, som alene tænker på den enkelte kasse.

I JP 7/3 og i Radioavisen udtaler KL's formand, Erik Fabrin, at »samfundet bør have stor respekt for soldaternes indsats«. Heri har han helt ret, men han glemmer fuldstændigt den store flok af andre borgere, som har tjent samfundet, og som ved ulykkelige omstændigheder er blevet handicappede. Skal de ikke have respekt?

Erik Fabrin siger også: »Men i kommunerne skal vi også imødekomme deres behov inden for lovgivningens rammer. Og hvis rammerne ikke er vide nok, må vi rejse en politisk debat om, hvordan vi bedst hjælper soldaterne«. Igen glemmer Erik Fabrin vores andre borgere, der også kommer ud for ulykker og får behov for de rette hjælpemidler.