Et menneske er et menneske

Som landsformand for Dansk Handicap Forbund må jeg på det kraftigste tage afstand fra de generaliserende udtalelser, som oberst Lars R. Møller fra Hærens Produktionsdivision 7/3 fremførte i JP.

Ifølge Lars R. Møller fremstilles hjemvendte soldater som en særlig gruppe borgere, der skal forrest i køen til handicapkompenserende ydelser, og samtidig beskriver han alle andre danskere som - og jeg citerer: »gamle fru Jensen eller ham der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet«.

Denne meget nedladende holdning over for mennesker med handicap er uacceptabel.

DHF har stor respekt for de mennesker, der udsendes som soldater, og vil meget gerne være med til at kæmpe for, at de får de bedst mulige forhold, når de kommer hjem med et handicap - for eksempel i form af amputationer.

En bred gruppe

Jeg vil gerne gøre LRM opmærksom på, at forsvaret på ingen måde gavner soldaternes sag ved at reducere andre danske borgere med handicap til ”gamle” eller ”junkrygende” vrag. Vores medlemmer udgør en bred sammensat gruppe mennesker, som ingen skyld har i deres handicap.

Vi har f.eks. unge mennesker, som får en amputation som følge af en skade i trafikken eller kræftsygdomme. Vi har også mange medlemmer, som har fået skader, fordi de har sat livet på spil for andre inden for Danmarks grænser.

Dette er mennesker, som hver dag kæmper en hård kamp for at klare sig selv, blive selvforsørgende og bidrage aktivt til samfundet. Desværre møder denne gruppe mennesker i dag et offentligt system, som ikke er i stand til at imødese deres behov.

Resultatet er, at de ligesom soldaterne kommer til at leve en passiv tilværelse, uden mulighed for at kunne bidrage aktivt til samfundet. Når soldaterne ikke opnår den kompensation, som de har behov for, så oplever vi det som en stor uretfærdighed, fordi der er tale om unge fysisk stærke mennesker, hvis liv bliver drastisk forandret for en højere sags tjeneste.

En fælles interesse

Men vi er nødt til at være opmærksomme på, at de unge soldaters ulykke peger på en generel problemstilling her i Danmark. På trods af, at vi har tiltrådt FN's handicapkonvention, er systemet på nuværende tidspunkt ikke i stand til at yde den kompensation, som er nødvendig for sårede soldater - og alle de andre civile unge mennesker, som har fået tilværelsen flået i småstykker.

I DHF rækker vi hånden frem til forsvaret. Vi mener faktisk, at vi har en fælles interesse - en fælles sag. I stedet for at nedgøre andre og tale om særbehandling, bør vi sammen kæmpe for, at systemet bliver i stand til at løse den opgave, som staten allerede på papiret (via FN's handicapkonvention) har anerkendt, skal løses.

Jeg vil understrege, at et menneske er et menneske, og som eksempel må et ungt menneske med en amputation kunne forvente at blive kompenseret for sit handicap, så man kan bidrage aktivt til samfundet, uanset hvordan amputationen er sket.