Naturkamp i Østerild Plantage

Vindmølletestcentret i Østerild Plantage er en klassisk konflikt mellem naturbeskyttelse og fremskridtet, og sådan har det været i de snart 100 år, hvor naturbeskyttelse har været et anerkendt samfundsmæssigt mål.

Nettoresultatet er, at vi aldrig har haft mindre natur og færre uforstyrrede naturområder end i dag.

Fremskridtets pris har været landvinding, afvanding af søer, udretning af åer, lossepladser, motorveje, højspændingsledninger, storlufthavne, kortbølgesendere, feriecentre, hurtigfærger eller som nu: Et nationalt testcenter for vindmøller. Således har kampen om naturen altid været konkret. Der er blevet givet og taget.

Derfor var det en løfterig ændring af den samfundsmæssige kurs, da den daværende statsminister, venstremanden Anders Fogh Rasmussen, valgte at skåne naturen og lægge Silkeborgmotorvejen i ubekvem nærhed af civilisationen. Den udstukne kurs havde hidtil kun reguleret takten på naturens afvikling.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har peget på områder, hvor det planlagte vindmølletestcenter kan placeres uden at komme i konflikt med naturen. Dem er der rigtigt mange af. Men den spredte bebyggelse i det danske landskab betyder, at de alle vil påvirke nærliggende beboelse. Og støj i vores boliger er en pris, som vi ikke vil betale - så hellere give skoven regningen.

Der, hvor der er stille.

To typer af områder

Vi ved fra en undersøgelse af bebyggelsen i det åbne land, at vi hovedsageligt har to typer af områder, hvor naturbeskyttelseslovgivningen har virket - sådan, at der bl.a. ingen bor: Skovene og de fredede områder. Her er naturen gået i indre eksil i et hærget land. Men hvor disse områder for den naturinteresserede dansker er de kerneområder, hvorfra naturen måske kan erobre lidt af det tabte tilbage, så viser sagen om det nationale testcenter, at stærke kræfter i samfundet fortsat betragter fredskov og fredede områder som en arealreserve. Det er et kæmpe tilbageskridt og et potentielt tab af store samfundsmæssige værdier, hvis vi accepterer, at det er dér, vi skal placere alt det, som vi ikke kan finde plads til andre steder.

I den natur- og miljøpolitiske redegørelse ”Natur og Miljø 2009” fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) kan vi læse to interessante kendsgerninger:

Antallet af besøg i den danske natur er mere end fordoblet siden 1970'erne. Hver fjerde bolig er påvirket af støj over de vejledende grænseværdier. Grænseværdierne for vindmøllestøj ved boliger er lavere end grænseværdierne for trafikstøj, og hvor standardløsningen ved trafikstøj er facadeisolering af boligerne, er standardløsningen for vindmøllerne at placere dem langt væk fra boligerne.

Nedlæg støjbelastede områder

Tænk, hvis vi i stedet lod de to ovennævnte hensyn gå hånd i hånd og nedlagde i forvejen støjbelastede boliger til fordel for vindmøller - og vindmølletestcentre - i allerede støjbelastede områder. Og så til gengæld værnede om de få områder i Danmark, hvor der er stille, og naturen trænger sig på.

Østerild-området er blandt de mest uforstyrrede områder, vi har i Danmark. Derfor skal vi værne om og udbygge naturkvaliteterne netop hér. Håbet er, at de monumentale landskabelige sammenhænge, det vestlige Jyllands eneste par havørne, ynglende natravne, trompeterende traner, brølende kronhjorte - og meget andet sjældent i dansk natur - måske endnu når at overbevise Folketinget om her at vælge naturen frem for fremskridtet.

Forstå nu, at naturen i Danmark er både en kendsgerning, en forpligtelse og en ressource - ikke kun en arealreserve, en følelse og en idé.