For meget ”nice to have”

Da jeg er lettere platfodet, kan jeg fra min kommune én gang om året få tildelt ca. 800 kr. til nye skoindlæg. Hvis jeg tager på en uges sommerophold på en højskole, får højskolen automatisk tilført et tilskud på ca. 1.500 kr. Som pensionist kan jeg endvidere gå gratis i svømmehal og få et bus- og S-togskort til reduceret pris. Osv.

I radioen hører jeg, at der gives digitalkameraer til skolebørn, at skolelærere skal på kursus i anvendelsen af Facebook, at man som patient kan få bevilget motion og (snart) kultur på recept. For hvem vil ikke være ”god”? Især når andre skal betale.

På bibliotekerne kan man således ikke alene låne bøger ”gratis”, men også film. Unge mennesker, der har drukket for meget, eller har taget stoffer, kan ”gratis” blive udpumpet på skadestuen. Overvægtige mennesker kan uden beregning blive fedtsuget. Og sådan kan man blive ved.

Dette er naturligvis behageligt for dem, der får det bevilget. Men er det ikke bare noget ”nice to have”, ikke noget ”need to have”, som amerikanerne siger det?

Hver nyfødt dansker repræsenterer en nettoudgift for samfundet: Velfærdsydelserne vil overstige, hvad den enkelte kan bidrage med til samfundet gennem et helt liv. Finansministeren har da også måttet sige, at der er trange tider forude.

Alle bliver ramt

Vi vil alle i fremtiden komme til at mærke ”besparelser” (som ofte er synonymt med ikke-indfriede forventninger). Og ”alle”, det vil sige både børn og voksne, arbejdsføre og arbejdsløse, pensionister, fattige og rige, unge og gamle. Der er simpelthen ikke rige nok til, at en forøget skatteprogression kan finansiere underskuddet.

Måske kan man undtage de syge; men ellers vil ingen blive forbigået.

Står det virkelig så slemt til? Jo, vi kan faktisk være på vej mod græske tilstande. Men hvad vi kan gøre for at undgå dette, er imidlertid ikke så kompliceret eller belastende endda.

Vi kan f.eks. gå tilbage til en 40 timers arbejdsuge uden lønkompensation (var det virkelig så slemt, dengang vi arbejdede 40 timer om ugen?) Vi kunne også reducere verdens højeste SU. Dette ville samtidigt nedbringe verdens højeste gennemsnitsalder for akademiske kandidater.

Det ville yderligere være nyttigt at udfase den vanvittige efterlønsordning, evt. kombineret med en nemmere adgang til førtidspension, hvis man er over 60 år. Efterlønnen er det markant dyreste eksempel, vi har, på noget ”nice to have”.

Fjern reformpædagogikken

Men mest nyttigst vil det dog være, om man kunne fjerne resterne af reformpædagogikken i skolen. Det var trods alt dem (os!), der gik i den ”sorte” skole, som opbyggede velfærdsstaten. I dag er Danmark - i såvel EU- som OECD-sammenhænge - nær bunden, hvad angår produktivitet og igangsættermentalitet. Det er altså, hvad de, der været udsat for reformpædagogikken, kan præstere.

Der er altså ingen grund til at fortvivle; alt, hvad der kræves, er politisk mod. Man kunne måske formulere det på følgende, lidt forenklede måde: Vi skal have en minimalstat for de stærke og en maksimalstat for de svage. Der er simpelthen ikke råd til alle disse ”nice to have”-ydelser til os alle. Vi må koncentrere os om ”need to have”-ydelser til dem, der har et virkeligt behov.

Og så må vi arbejde lidt mere for de samme penge. Så enkelt er det.

Vi har i Vesten levet over evne. Nu kommer regningen.