Tavshed om gode nyheder

Hvor må de nu hamre hovederne ind i hinandens af glæde. Hvem?

Jamen alle dem, som efter besættelse af Brorsons Kirke på Nørrebro i København følte sig sønderrevet af smerte og bekymring for de 70 afviste, illegale irakiske asylansøgeres skæbner. I medierne slyngede de om sig med hårde ord, der lød forbandelser over den borgerlige regerings blodige og kyniske udlændingepolitik, fordi udvisningerne ville føre de 70 irakere lige hjem til henrettelser, fængslinger og tortur. Men da den hjemlige ophidselses tåger var forduftet, viste det sig, at rædselsfantasierne var tomme. Kirkebesættelsens drama og de hårde gadekampe imod politiet havde været overflødige. For nu har irakerne været hjemme længe, og der sker dem ingenting. Alt har vendt sig til det bedste.

Det undrer bare lidt, at ingen af de omsorgsfulde, forargede og bekymrede humanister offentligt har udtrykt vild jubel over den gode nyhed.

Bønder er ingen trussel

Irakernes tilværelse fortsætter som før udrejsen fra Irak og løber videre i en sædvanlig hverdag, ikke baglæns, men forlæns. For i en hvilken som helst regerings øjne kommer farlige kræfter fra militæret, politiet, politiske kredse, hemmelige agenter, geniale videnskabsmænd, rigmænd osv. ikke fra tilfældige ”bønder” på skakbrættet, som er den samfundsgruppe, som de udviste irakere tilhører.

Fra Sverige gik der også under kirkebesættelsen i 2009 dagligt fyldte rutefly til Irak med irakiske ”flygtninge”, der skulle hjem på besøg. Fra København var der to flyafgange til Irak om ugen.

Hvor mange irakere blev hjemsendt i 2009? Tallene slingrer som en fuld mand, men af 282 afviste irakere er i hvert fald 47 blevet hjemsendt efter aftale med den irakiske regering. 95 skulle være gået under jorden herhjemme. Nå, de er vel for længst over alle bjerge med nye identiteter.

Manglende tortur

Det må da være utænkeligt, at de gode nyheder om manglende henrettelser og tortur af de hjemsendte ikke bekommer folk vel hos: Kirkeasyl, de autonome, Den Danske Helsinki-komité, FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre eller hos sekretær Hanne Mathisen fra UNHCR's pressekontor i Stockholm, damen hvis negative udtalelser i dagbladet Politiken blev til intet mindre end FN's fordømmelser.

Hvorfor er der så mærkeligt stille i Thøger Seidenfadens Irak-centret og på Politikens redaktionsgange? Søger du på Politikens hjemmeside under irakiske asylansøgere, dukker der 474 artikler op med vrede bekymringer. Hvorfor sidder de også tavse i Landsforeningen af Danske Flygtningevenner, bz'erne, Komiteen Flygtninge under Jorden, de venstreorienterede fagforeninger og tilsvarende politiske partier eller hos Amnesty Internationales underskriftsindsamlere? Hvor er lettelsens rus hos de tusindvis af folk, der gik i protestdemon stration gennem det indre København?

Hvorfor tier de præster, der skrev under på protester. Eller de 300 malere og musikere, der i fortvivlelse over hjemsendelserne donerede malerier eller lavede støttekoncert på Rådhuspladsen i København?

Fortsættes...