SF spiller Jeopardy

På Christiansborgs partikontorer er man så småt begyndt at varme op til en kommende valgkamp, der ikke kan komme uden om emnet ”forbud eller ej”. Og det er ikke et sekund for tidligt at tage en grundig diskussion om, hvem der kan tage patent på at være social? Er det den, der ønsker at beskytte ved at tage hele ansvaret? Eller den, der ønsker at beskytte ved at sætte fri?

Information kaldte forleden, i anledningen af partiets landsmøde, SF for Socialistisk Forbudsparti. Og i de seneste uger har man kunnet læse om SF's forbudsholdning til petitesser som parfume, solariebrug, kildevand og andet, som kan løses på lokalt plan - hvis befolkningen synes, der er et problem knyttet til den af SF definerede løsning?

SF har det nemlig med at komme med en løsning, før befolkningen kan se, at der er et problem. Og før den er komme i tanke om, at den har brug for staten til at løse det.

Med SF bliver samfundsdebatten til Jeopardy: De giver svaret. Du skal selv finde spørgsmålet.

Den eneste rigtige opskrift

SF's motivation for alle disse forbud er at hjælpe og støtte befolkningen. Særligt den ”ressourcesvage” del. Det er selvfølgelig prisværdigt at ønske, at andre får det samme gode liv, som man synes, at man selv har. Men er det så, hvad man opnår?

En SF-vælger sagde det til mig i en rødvinsdiskussion i vinter: »Der er dem, der kan finde ud af det. Og så er der dem, der ikke kan finde ud af det. Og dem, der ikke kan finde ud af det, skal man hjælpe.«

Og her ligger hunden begravet. Det er denne ophøjen af sig selv til ”den, der kan finde ud af det”, der er den faktiske præmis for forbudspolitikken. Det er troen på, at der er en rigtig og en forkert måde at leve på, som skaber forbudspolitik.

Når man vil lære andre at leve det rette liv, er man nedladende. Det er især nedladende over for dem, som SF hævder, at det vil gøre noget godt for, de mennesker, der repræsenterer arbejderklassen hvert år, når kalenderen viser 1. maj, og solen skinner.

For hvorfor må Svend ikke få sin fyraftensbajer, uden at vi andre skal have penge i lommen via afgifter? Hvorfor må Johnny ikke ryge en pakke smøger om dagen og få mulighed for at melde sig ud af et sundhedssystem, der måske på langt sigt ikke ville behandle ham som andre patienter, fordi han har valgt at ryge? Og hvorfor må Lene ikke aftale med sin datter, om hun må gå i solarium?

Mennesket er ikke ufejlbarligt. Livet er ikke rent og pænt. Og mennesker har forskellige behov.

Forbud, der har til formål at beskytte dig selv fra dig selv, er ikke sociale, for de kvæler mangfoldighed og humanisme. Men inden for frihedens rammer kan man forme sit liv, sine egne grænser og fælles normer. Staten har ikke patent på at definere det gode liv og fællesskabets normer. Det er forskellen på frihedspolitik og forbudspolitik. Og derfor er forbudspolitik ikke social politik. Der er ikke plads til mennesket. Så social omtanke kræver en stemme på frihed, ikke forbud.