Forkælet industri?

Vindmølleindustrien råber ”grøn energi”, men vender døve øren til problemerne, som megamøllerne medfører. Støj- og afstandskrav er tilstrækkelige, hedder det.

Det er de ingenlunde, men politikerne vægrer sig for at skærpe reglerne. Sikken også en ballade, der ville blive med såvel Vindmølleindustrien som vindmølleforeningen.

Jan Hylleberg har i Jyllands-Posten udtalt, at diskussionen omkring vindmølletestpladsen i Østerild er forventede krusninger - men antyder overbevisning om, at testcentret realiseres i Østerild. Og hvis man ikke får det, som man vil have det, flytter man hjemmefra. Reaktionen ligner teenagerens, der truer med at pakke kufferten, når man ikke får sin vilje. Vindmøllebranchen stiller voldsomme krav: 20 testpladser, krav om hvor og hvornår pladserne skal stilles til rådighed, krav om klækkelige tilskud pr. kilowattime osv. Godt, at ikke alle brancher fører sig således frem. Tænk, hvis B&O krævede, at alle skulle erhverve sig et B&O-tv i overmorgen? Større ydmyghed ville være sympatisk, men vindmøllebranchen er magtfuld og arrogant nok til ikke at lytte til plagede møllenaboer. Vindmølleaktørerne burde indgå i reel dialog med dem og ikke kun med lodsejerne, der ofte honoreres med 1,5 mio. pr. mølleplads. Der er nemlig masser af penge i vindmøller, men branchen mangler empati med naboerne.