Nødvendigt sikkerhedsnet

Det er altid let at have firkantede meninger om noget, som man ikke kender til. Det er tydeligvis tilfældet for Mikael Jalving, der i al sin uvidenhed langer voldsomt ud efter kunstnerne i en klumme her i avisen 28/5 med en række beskyldninger, som alle peger i retning af, at han mener, at kunstnere er en flok dovne nasserøve, der bare vil forsørges af resten af samfundet.

Jalvings mærkværdige og karikerede billede af livet som kunstner kan næsten ikke være længere fra virkeligheden. Det er tydeligt, at han ikke er belastet af kendskab til, hvordan livet former sig for f.eks. en skuespiller.

Tingenes sammenhæng

Lad mig derfor endelig oplyse Jalving om tingenes sammenhæng, så han fremover kan udtale sig på oplyst grundlag. Det er trods alt det mest værdige for ham.

De medlemmer, jeg repræsenterer - godt 2.000 skuespillere, sangere og dansere - er lige så hårdtarbejdende som alle andre i dette samfund. Og med hensyn til skæve arbejdstider overgår de de fleste. De bevæger sig på et arbejdsmarked, som stort set er uden de faste job, som de fleste andre tager for givet. De går i løbet af året fra den ene korte ansættelse til den anden, fra fire måneder på et teater til en uge på en film, nogle dage på tv, dage med dubbing og indlæsning, og så et teaterjob igen. Sådan ER det arbejdsmarked bygget op, og det er deres hverdag.

Nødvendigt sikkerhedsnet

Men jobbene passer ikke altid fuldstændig sammen som et puslespil. Der kan mangle en brik her og der i løbet af året. Og i de perioder er dagpengesystemet det nødvendige sikkerhedsnet. Langt de fleste forsøger at fylde hullerne ud med andre job, men det er bare ikke altid muligt. For hvem vil ansætte en skuespiller i tre uger eller halvanden måned, inden hun eller han igen skal stå på teatret.

Samfundet har indrettet et kunstnerisk arbejdsmarked, som udelukkende baserer sig på korte freelance-ansættelser, og så må man efter min mening også tage ansvar for de mennesker, der skal arbejde på det, når der er huller i job-puslespillet.

Ikke specielt forkælede

Til sidst vil jeg lige tilføje en enkelt ting. Mikael Jalving tror tilsyneladende, at der er tale om en flok møgforkælede mennesker. Vi taler om en gruppe, som i gennemsnit tjener under 300.000 kr. om året, har voldsomt skiftende arbejdstider, konstant jobmæssig usikkerhed på grund af de korte ansættelser og elendige pensionsordninger i forhold til de fleste andre. Det synes jeg umiddelbart ikke er specielt forkælet.