Derfor er jeg ikke feminist

I disse dage pågår en diskussion omkring såkaldt borgerlig feminisme. Radioprogrammet Agenda på P1 har blandt andet interviewet en række ”kernesunde millionøser” og kønspolitiske debattører, der gerne vil trække feminismen ind i blå stue.

En slags ”feminisme plus sushi og røde negle”.

Men borgerlig feminisme er både en misforståelse og en selvmodsigelse.

Kvindekampen var berettiget i starten af 1900-tallet. Dengang kæmpede både mænd og kvinder for kvinders lige rettigheder. Men den anden bølge af feminisme med udspring i ungdomsoprøret lod sig ikke nøje med lige rettigheder. 1970'er-feminismen indførte den i dag dominerende præmis om, at ligestilling betyder lige fordeling.

Kvinder opfattes i denne optik som et nyt kønsproletariat, der undertrykkes af et maskulint, kapitalistisk patriarkat. Kønsforskelle betragtes overvejende som en social konstruktion, der bør nedbrydes til fordel for et kønsneutralt Utopia, hvor mænd og kvinder er lige repræsenterede i alle livets aspekter.

Påfaldende tavshed

Derfor anses kvinder som ofre, så længe kvinder og mænd opfører sig forskelligt.

At kvinder i dag er en særligt undertrykt samfundsklasse er dog langt fra åbenlyst. Lønkommissionen har netop udgivet en rapport, der dokumenterer, at der ikke reelt findes lønforskelle mellem mænd og kvinder i samme faggruppe. Hvis feministerne virkelig ønsker at hjælpe undertrykte samfundsgrupper, er de til gengæld påfaldende tavse omkring mænds overrepræsentation i fængslerne, blandt de hjemløse og i selvmordsstatistikken.

Direktørsocialisme

Kvindeforkæmperne har indtaget en position, man kunne kalde ”feministisk direktørsocialisme”. De kæmper for højtuddannede karrierekvinders vilkår, men bekymrer sig ikke meget om kønsforskelle på bunden af samfundet. I virkeligheden er det vel en slags elitær ”kvindemafia”, der ønsker særbehandling af sine egne.

Kvinder og mænd er i dag lige for loven. Hvis feministerne i Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne får held til at indføre kønskvoter i erhvervstoppen, ofrer de ligestillingen i ligestillingens navn.

1970'er-feminismens underlige ønske om at kollektivisere det enkelte menneskes lykke burde uden tøven kastes på historiens mødding. Men er der grund til at erstatte den med en ny borgerlig feminisme, der kæmper for at beskytte den juridiske lighed imod krav om tvang og særbehandling?

Umiddelbart er synspunktet sympatisk. Der findes også lande i verden, hvor kvinders rettigheder langt fra er en selvfølge. I Nigeria, Sudan og Iran stener man kvinder til døde, hvis de dyrker sex uden for ægteskabet. Kønsadskillelse, social kontrol og tvangsægteskaber finder desværre også sted i nogle fundamentalistiske indvandrermiljøer i Danmark.

Uanset køn

Alligevel tager jeg afstand fra forsøget på at omforme feminismen i en borgerlig ånd. Frihedsrettighederne gælder uanset køn.

Det er ikke en særlig kvindesag at kæmpe for menneskerettigheder i ulande eller imod undertrykkende særvilkår i Vesten. Som borgerlig bør udgangspunktet være det enkelte menneske - uanset om vedkommende er kvinde, mand, rødhåret eller venstrehåndet. Rettigheder følger individer - ikke grupper, klasser eller køn.

Dette strider på alle måder imod feminismens kollektivistiske værdigrundlag, der betragter kvinder som en undertrykt kønsklasse.

Derfor er det i bedste fald noget vrøvl og i værste fald meningsforstyrrende eller formålsstridigt at kalde sig borgerlig feminist.

Lad venstrefløjen beholde feminismen, vulgærmarxismen og alt det andet socialistiske vraggods fra ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne.