Legestuen på Christiansborg

Aldrig har politikerne været så veluddannede. Aldrig har de været så rædselsfulde. »Del jer efter anskuelser,« erklærede Hørup. Men hvilke anskuelser?

Forleden løb jeg ind i en bekendt, en ikke helt ukendt socialdemokrat. »Vi må have en ny regering,« sagde han. Jeg svarede ikke, for hvad skulle jeg sige? Hvor er forskellen? Fra højre til venstre - i den udstrækning denne opdeling overhovedet giver mening - er velfærdssystemet og velfærdsstaten hellig jord. Enhver ændring, ethvert tilløb til selv den mindste reform, og den onde minimalstat truer.



Den manglende dynamik i industrien? DKP-formanden Ole Sohn har svaret: Lad os designe velfærdsprodukter, der kan sælges ude i den store verden, selv sagt sammen med vindmøllerne - fallossymbolerne derude i Guds natur. Nu har vi i årevis drysset møller ud, hvorfor ikke udnytte know how'en i andre lande, så de kan komme til at ligne os? Forlydender vil vide, at Dybbøl Banke om føje år vil fremstå som et kraftcenter for vindmølleindustrien. Desuden skulle stærke kræfter i den nationale velfærdsindustri være indstillet på at erstatte Dybbøl Mølle med et glaspalads, hvor håndplukkede gamle plejes af sundhedsrobotter.

Henning Larsens tegnestue er sikkert allerede i gang med den første skitse. Alt sammen for at præsentere dansk foretagsomhed for tyskerne.



Hvad der er gået tabt i metalindustrien, den kemiske industri og træindustrien, det tjener vi snart ind på vindmøller og velfærd.

»Man skal ikke være så angst for at sige vælgerne sin mening. Tværtimod tror jeg, at det vil vække større tillid i befolkningen, fordi den derved får indtrykket af, at politikeren taler, som hans samvittighed og bedste overbevisning byder ham at tale,« erklærede en finansminister i min barndom.

I et parlamentarisk demokrati skulle en politiker ikke tale, som vinden blæser, men gå i spidsen og fortælle vælgerne, hvad der nødvendigvis måtte gøres. Det sande skulle siges, uanset om det behagede eller ej. Vælgerne skulle have præsenteret meninger og ikke klichéer. Finansministeren hed Thorkil Kristensen.



Som enkelte måske stadig vil huske, var den asketiske Thorkil skrækkeligt naiv. En rigtig politiker vil naturligvis morgen, middag og aften tilpasse sine meninger efter vindretningen i de meningsundersøgelser, som medierne i deres usigelige visdom har ophøjet til nyheder. Gerne hjulpet på vej af det allestedsnærværende kompagni af ”eksperter”. Fra dagens første radioavis og frem til aftenens Deadline på DR2 er de i forudsigelighedens tjeneste.

I 1973 vækkede Glistrup de ”stuerene” politikere, der ikke havde forstået, at eksplosionen i de offentlige udgifter under VKR-regeringen blev opfattet som overgreb. I 1992 demonterede vælgerne Folketingets ja til den forkromede økonomiske union i Europa. I 2001 tog Pia Kjærsgaard de ”stuerene” på sengen. De havde ikke opdaget, at tilstrømningen af udlændinge, fortrinsvis muslimer, skræmte danskerne. Hvis oprøret imod centraliseringen bider sig fast, venter måske en ny overraskelse i 2011.

I det repræsentative demokrati forudsættes de folkevalgte at vise vejen frem. Men hvad nu, hvis de ikke gør det? Vi kan smide dem ud ud ved næste valg, men ud over forskydninger mellem partierne og enkelte nye navne vil alt snart blive som før. En mulighed kunne være flere folkeafstemninger. Det vil dog ikke løse hovedproblemet: De mange politikere, som i ly af partiernes forfald har forvandlet Folketinget til en legestue, tjenstvilligt bistået af repræsentanterne for ”den fjerde statsmagt”. Hvad gør vi?