Vindmøller skal være fælleseje

Lokale protester er naturlige, men det er ikke en naturlov, at de skal følges.

Vindmøller er en del af Danmarks fremtidige energiplan. Allerede i 2018 skal 50 pct. af elforbruget ifølge den danske energistrategi komme fra vindmøller. Det er derfor en fælles sag at få placeret og bygget disse møller.

Ifølge opinionsundersøgelser er 96 pct. af danskerne positivt indstillede over for flere møller og for grøn energi fra vindmøller. Det er en særlig dansk sport at sætte møller op. Ikke mindst fordi der er arbejdspladser og penge i projektet.

Men møllerne skal også stå et sted, og det er her, det bliver vanskeligt. På engelsk hedder problemet ”Not in my back Yard” (ikke i min baghave), når møllerne i nogle situationer kommer for tæt på personlige interesser. Således også møllerne i Århus Bugt på Mejl Flak ud for Nordsamsøs vestkyst.

Nogle sommerhusejere og enkelte fastboende er nervøse for, at disse møller kan udgøre en fare for forurening af udsigten fra de fredede Nordby Bakker og Issehoved. Disse mennesker har en ejendom i de fredede arealer, og dermed er de involverede og indignerede skribenter i lokalaviserne i et dilemma, idet de øjensynligt er i færd med at beskytte egne interesser.

Hensyn til almenvellet

Det er et problem, der ofte opstår, men som samfundet nødvendigvis må forholde sig pragmatisk til. Gavner sagen almenvellet? Eller er der andre løsninger, der kan gøre det lige så godt uden at genere de nationalt fredede områder?

Projektet udspringer af en vision om at prøve en samlet kommunal indsats på vindmølleområdet. Kunne man ved fælles kommunal indsats bygge og drive en havvindmøllepark, og dermed medvirke til den CO2-reduktion, som kommunerne skal levere i den fælles nationale indsats for klimaet?

Der er altså tale om kommunalt ejede og drevne vindmølleparker, hvor kommunerne på borgernes vegne ejer vindmøllerne. En spændende tanke, der måske kunne gøre det nemmere for folk at acceptere møller. Nemmere end når de ejes af private investorer som landmænd, developere og fremmede, der ikke kommer fra lokalområdet.

Kommunerne tøver

Men kommunerne har hidtil ikke bidt på ideen, og der er til dato ingen kommuner, der har budt ind i projektet. Det har til gengæld energiselskaberne. De omkringliggende elforsyningsselskaber er engagerede, og de har involveret sig i projektet med forhåndstegning og økonomisk forpligtelse.

Dermed er der interesse for projektet, og projektgruppen arbejder videre med etablering af de forundersøgelser og forarbejder, der skal til for at bringe projektet frem til eventuel realisering.

Her kommer de omtalte sommerhusejere ind i billedet. De skriver artikler og gør deres indflydelse imod møllerne gældende. Det er de i deres gode ret til, men det er alligevel en vanskelig sag at tage parti i.

Samsø Energiakademi er sat i verden for at omlægge fossilt energiforbrug til forbrug via vedvarende bæredygtig energi. Vi må derfor støtte et projekt, der arbejder for den sag. Det er indlysende.

Vi kan heller ikke støtte enkeltpersoner i deres forsøg på at undgå forstyrrelser for deres sommerhuse, der er opført før fredningerne, og som ligger helt unikt i bakkerne.

Behov for endnu en diskussion

Disse folk har en helårsbolig et andet sted i Danmark og dermed et energiforbrug, der er betragteligt. Det gør ikke energiomlægningen nemmere!

Men sagen er, at Energiakademiet oprindelig gik ind for en kommunalt ejet vindmøllepark. Den ville være et demonstrationsprojekt, der gavnede helheden og overordnet set en masse mennesker og dermed samfundet generelt.

Med den manglende kommunale og folkelige opbakning er der behov for at få begreberne diskuteret endnu engang.

Der er ikke god energi i at presse et projekt igennem med energiselskaberne som eneste interessenter. Skal projektet realiseres, skal der gang i det folkelige ejerskab. Skal vi se på dem, skal vi også eje dem.