De psykisk sårbare står bagerst i jobkøen

Vi hører konstant fra politikere, at alle, der kan, skal yde mere, så vi kan opretholde vores velfærdssamfund. 43 pct. af ledige med et psykosocialt handicap ønsker ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) faktisk at få et job, men de bliver parkeret bagerst i den kø, der fører til arbejdsmarkedet.

Tallene viser, at erhvervsfrekvensen for mennesker med psykosociale handicap er ca. 31 pct., mens den er godt 47 pct. for personer med fysiske handicap. For arbejdsstyrken som helhed er den ca. 77 pct. Der er således et reelt behov for at gøre en særlig indsats for psykisk sårbare mennesker.

Der er tillige gode samfundsøkonomiske argumenter for at gribe til handling. Psykiske lidelser koster ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø samfundet 55 mia. kr. årligt. Omkostningerne ved psykisk sygdom må derfor være forbundet med et overvældende produktivitetstab.

Loven om kompensation til handicappede i erhverv og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indeholder allerede flere tiltag, hvis formål er at mindske risikoen for, at medarbejdere, som har et fysisk eller psykisk handicap, bliver udstødt.

De to love skal også bidrage til, at udsatte grupper, herunder psykisk sårbare, bliver integreret på arbejdsmarkedet.

Porten er lukket

Men i praksis bliver lovene tilsyneladende ikke anvendt, som de er tiltænkt, og derfor er porten til arbejdspladserne lukket for mange mennesker med en psykisk lidelse.

Lovene er som udgangspunkt sikkert gode nok, men det er tvivlsomt, om jobcentrene anvender de forskellige ordninger i tilstrækkelig grad over for psykisk sårbare.

Konsekvenserne er til at tage og føle på for den op imod halve million danskere, der skønnes at måtte leve med en psykisk lidelse. Enten er de ikke velsete på arbejdspladsen, eller også er de helt udenfor.

Regeringen vil bl.a. gennemføre en reform af førtidspensionen og fleksjobordningen. Det er fint, men det afhænger selvfølgelig af reformen, om den vil gavne de psykisk sårbare. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og social- og integrationsminister Karen Hækkerup kan imidlertid gøre noget her og nu ved at sikre en bedre anvendelse af det store potentiale ved de eksisterende handicapkompenserende ordninger. I dag retter de sig især mod mennesker med fysiske handicap og kommer alt for sjældent mennesker med lettere psykiske handicap til gode. Hvorfor denne ulighed?

Den største udfordring

Der er således nok at tage fat på. Den største udfordring er at indse, at vi ved for lidt om, hvor meget kompensationsordningerne reelt bliver brugt. Vi mangler f.eks. facts om, hvor små eller store beløb kommunerne bruger på de forskellige ordninger. Risikoen er derfor, at de handicapkompenserende tiltag på arbejdsmarkedet hverken afspejler virkeligheden eller afhjælper manglerne.

Det kan ramme os alle at få en psykisk lidelse, og derfor er der al mulig grund til at sikre, at den kommende beskæftigelsesreform bliver baseret på kendsgerninger om, hvordan livet leves på arbejdspladserne. Ellers får reformen ikke den ønskede effekt, og vi vil fortsat se alt for mange psykisk sårbare mennesker parkeret på offentlig forsørgelse.