Pinligt, Per Ramsdal

Er der én, der har gjort en dårlig figur i sagen om irakerne i Brorsons Kirke, er det kirkens præst, Per Ramsdal. Han, der tydeligvis bærer hovedansvaret for aktionen, har igen og igen ført den holdning til torvs, at man som kristen nødvendigvis må gå ind for asyl, åbne grænser og lovbrud.

Af samme grund har kirken som bekendt sommeren over været forvandlet til politisk pressionslokale, indtil altså torsdag nat, da stedet blev ryddet.

Torsdag morgen havde den søvndrukne præst pludselig travlt med at tørre ansvaret for hele historien af på andre: »Hvem skal rydde op, og hvem skal erstatte de ødelagte ting i kirken«, spurgte Ramsdal indigneret. Jeg har et bud: Det skal du og dit menighedsråd. Det er jer, der har forvandlet bederummet til en politisk røverkule, jer, der ikke har overholdt lovens ord om, at menighedsrådet har pligt til at sikre respekten for kirkerummets særlige karakter. Nu ligger I og jeres stakkels kirke, som I har redt, og så er det bare om at komme i gang med at få ryddet op, både i konkret og overført forstand. I kan jo bede de mange bedsteborgerlige bedstemødre for asyl om at give en lille skærv til reparationerne. De har jo også et ansvar.



Sådan tænker Ramsdal ikke. Det er ikke hans, men politiets skyld, det hele. Det er politiet, der har brudt alle uskrevne regler om, »at kirken er et helligt rum«. Derfor skal kirken protestere, »for,« spørger han, »hvad skal kirken være her for, hvis den ikke skal være det fredhellige rum, den har været hidtil«.

De sidste udtalelser er de værste. Ramsdal kan åbenbart slet ikke komme i tanker om, at kirken kunne være til for andet end politiske fredhellighedsaktioner og tror tilsyneladende, at det er selve rummet og ikke Guds ord, der gør kirken hellig.



I forvejen er præsterne på Nørrebro ikke kendt for deres teologiske niveau. Tværtimod. Men med sine udtalelser slår Ramsdal en ny bundrekord. Man kunne ønske, at udtalelserne skyldes chok og søvndrukkenhed, men de er nok snarere udtryk for en aktuel tendens i folkekirken: rekatolicering.

En generation af desorienterede teologer har forelsket sig i pilgrimsvandringer, rummets hellighed, blafrende lys og andre opmærksomhedsfængende stemningsudtyk fra katolsk tradition.

For nylig gav Fyns biskop, Kresten Drejergaard, hele tendensen en tiltrængt overhaling. Anledningen var den farceagtige strid om knoglerne fra Knud den Hellige i Odense Domkirke, som den katolske kirke så gerne vil have fingre i for at kunne tilbede benstumperne på egne enemærker. Drejergaard har, helt som han skulle, nægtet at udlevere knoglerne. Han vil ikke støtte den katolske dyrkelse af hellige mennesker. Der er nemlig, mindede han offentligheden om, noget, der er helligt for den lutherske kirke, og det er hverken kirkerummet eller døde menneskers fodrodsknogler, men dette: At intet menneske er særligt helligt i Guds øjne. At det er vildfarelse at tro, at nogen, hvad enten de kalder sig Hellig Frans eller Hellig Knud, har særlige fortrin over for Vorherre, som de kan give videre til andre. Det er Kristi fortjeneste, ikke menneskers, der giver frelsen.



Kernen i evangelisk-luthersk kristendom, den formulering som Per Ramsdal burde brodere, ramme ind og hænge op over sin sofa, lyder sådan her: »Mennesket kan ikke retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester og gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen«.

Hvad er det, kirken skal være her for? spurgte Ramsdal.

Svaret er: For at fortælle, forkynde og formidle dette gode budskab.

Det er bare om at gå i gang, kære Per Ramsdal.