Kosmopolit: Svensk ytringsfrihed

Den svenske tabloidavis Aftonbladet er blevet centrum for en ophedet debat om forholdet mellem Israel og Sverige, som har sat spørgsmålet om ytringsfrihed på dagsordenen.

Det har fået nogle til at drage paralleller mellem den aktuelle situation, som blev udløst af en kommentar af Donald Boström, der uden dokumentation påstod, at israelske soldater har stjålet organer fra dræbte palæstinensere og videresolgt dem, og Muhammed-krisen i 2006. Forskellene er imidlertid større end lighederne, men først et par ord om prioriteterne i ytringsfrihedsdebatten.

Groft sagt er der tre niveauer: Vigtigst er selve retten til at ytre sig. Hvis journalister og aviser udsættes for vold, trusler og intimidering for at lukke munden på dem, så er det sekundært, hvad der bliver sagt, så længe det sker inden for lovens rammer. Det er derfor vigtigt at forsvare Geert Wilders i Holland, når han bliver truet på livet, selv om hans ytringer af nogle opfattes som stupide, og det er derfor, at mange svenske redaktører inklusive Aftonbladet svigtede under Muhammed-krisen. De afviste, at det handlede om ytringsfrihed, selv om der blev fremsat trusler, redaktører blev arresteret, aviser lukket og tegnere måtte gå under jorden.

Det næste niveau er de juridiske grænser for ytringsfriheden. Hvilke ytringer skal loven beskytte? Skal blasfemiparagraffen afskaffes eller skærpes? Skal det være strafbart at fremsætte racistiske udtalelser og benægte Holocaust? Er retten til at bære burka omfattet af ytringsfriheden eller ej? Den debat er vigtig, fordi den handler om, hvordan vi lever sammen i en globaliseret verden.

Endelig på det tredje og laveste niveau findes de redaktionelle beslutninger. Var det rigtigt eller forkert af JP at offentliggøre Muhammed-tegninger, skulle Aftonbladets kulturredaktør have afvist artiklen som en absurd konspirationsteori eller forlangt dokumentation og kilder. Hvilke krav bør man stille til det, der publiceres, når det gælder fairness og fakta?

Den israelske regering har naturligvis dummet sig ved at lægge politisk pres på den svenske regering og kræve først en undskyldning og dernæst en fordømmelse af den famøse artikel. Sådan opfører en regering i et åbent og demokratisk samfund sig ikke, selv om det til forskel fra Muhammed-krisen ikke har været ledsaget af krav om at gribe ind over for Aftonbladet eller få vedtaget love, der kriminaliserer den slags ytringer. Det skete i Danmark, hvor lokale imamer forsøgte at opildne den muslimske verden mod Danmark. Der blev fortalt løgnehistorier om Danmark i den arabiske presse, mens det jødiske samfund i Sverige har kritiseret den israelske regering, bidraget til at informere den israelske offentlighed om forholdene i Sverige og støttet den svenske regerings håndtering af sagen.

I den muslimske verden blev redaktører, der genoptrykte JP's tegninger, retsforfulgt, mens israelske aviser, der har stillet sig på den svenske regerings side, ikke er blevet udsat for intimidering. Israel er et åbent samfund med syv mio. indbyggere. Den muslimske verden er domineret af lukkede samfund, præget af en trusselkultur og tæller omkring én mia. mennesker. Danske ambassader blev sat i brand og udsat for terrorangreb, og danske statsborgere frygtede for deres sikkerhed, mens svenske interesser ikke er truet i samme omfang. JP's Muhammed-tegninger blev bragt som led i en debat om en omsiggribende selvcensur i Europa, som bekræftes af daglige eksempler, mens Aftonbladets artikel er en historie med vilde påstande uden dokumentation, som burde have sat gang i en debat om journalistisk kvalitet og etik, men det forhindrede den israelske regering.

Groft sagt er der tre niveauer. Vigtigst er selve retten til at ytre sig.