Stikpillen: Et brev til Kurt

God søndag og velkommen til ”Stikpillen”. Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter. Mine kilder er altid sindsforstyrrede, og mine historier er indiskutabelt politisk farvede.

Disse kvaliteter var tæt på at gøre mig til en stjerne-journalist på Aftonbladet i Sverige, men jeg blev slået af Donald Boström.

Jeg var på vej til Skanderborg for at dække en ny udstilling med billeder af Kurt Westergaard. På vejen blev jeg stoppet af en ældre herre, som gav mig et brev og sagde, at det er et brev fra en profet til karikaturtegneren. Dagens stikpille er et uddrag af brevet.

»Kære Kurt. Jeg skriver til dig, fordi der er et par ting, jeg gerne vil fortælle dig. Først og fremmest vil jeg takke dig for den fantastiske karikatur. Det var sjovt og klogt. Jeg skraldgrinede, da jeg så det, men de andre, altså både de døde imamer og den halvdøde danske kulturelite, som også befinder sig her i det hinsides, grinede ikke med. De fandt både din tegning og min latter blasfemisk og forsøgte at dræbe mig i mit eget navn, bare fordi jeg grinede af karikaturen. Så nu er også jeg under beskyttelse ... Jeg synes, det er på tide selv at give udtryk for mine følelser. Jeg siger det engang for alle og allah. Mine følelser er hverken krænkede eller sårede. Ved du hvorfor? Fordi jeg har, i modsætning til mine hysteriske og fundamentalistiske tilhængere, formået at følge med i tiden.

Stadigvæk er der mange, der betragter mine profethandlinger for 1400 år siden som perfekte. Ja, der var engang, da jeg troede, at jeg var Guds gave til menneskeheden. Det tror alle araberdrenge i puberteten. Men jeg har udviklet mig... Da jeg døde, kom Gud personligt hen til mig og forklarede mig et par ting, som jeg tilsyneladende havde misforstået. For eksempel at han havde givet mig den vigtige besked om, at mennesket skulle have det skægt. Jeg havde hørt forkert og forstået det som, at mennesket skulle have skæg.

Gud fortalte også, at humor og kritisk tankegang er hans værk, og mangel på det er djævlens værk. Jeg er kommet i harmoni med min egen usikkerhed og forfængelighed. Jeg går til yoga hos Buddha og til terapi hos Freud. Jeg nyder også de oplysende samtaler med Voltaire, Søren Kierkegaard og Gandhi. For ikke at glemme Jesus, der har lært mig at trylle vand om til vin.

Jeg er så ked af, at jeg med sværdet i den ene hånd og endnu et sværd i den anden tvang folk til at underkaste sig mine idéer. Men hvad i himlens navn kunne jeg have gjort dengang i en gudsforladt ørken, hvor man begravede nyfødte piger af den simple grund, at de var piger? Jeg er mange gange blevet sendt ned til menneskeheden, tvunget af Gud, for at rette op på sagerne. Men hver gang kalder mine fanatiske tilhængere mig kætter, og med fråde om munden stener de mig til døde.

De bliver ved med at smugle bomber i min turban. De forherliger et forældet billede af mig, som selv jeg ikke vil kendes ved længere. Det, de burde blive krænkede over, er ikke en karikatur, men de grusomme billeder af folk, der i guds navn skærer halsen over på uskyldige. Kære Kurt. Jeg ville blot snakke med en ven. Tro mig, det er vigtigt at tænke kritisk, for som en af dine landsmænd plejer at sige: Intet er helligt, undtagen kærlighed. Jeg vil på vegne af alle fanatikerne sige undskyld. Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.

Kærlig hilsen, din ven profeten.«