Troldspejlet: Hvad er Deres yndlingsfilm?

Fred i vor tid, det er credoet. Til den ende er der ikke noget som dialog, det ved vi, kendskab giver venskab, vi må åbne os, ellers stivner vi i fjendebilleder og fobier. Det går de også ind for i præsidentpaladset i Teheran. Derfor havde de inviteret en journalist indenfor, den første nogensinde fra Vesten, og han var fra Danmark. Såmænd TV Avisen. Benovet og begejstret.

Lidt af et scoop. Se så, her kommer han, en munter svend at se til er tv-avisens mand, han hedder Kim. Rødkindet sidder han i den fine stol , det ligner første skoledag i koranskolen, han blusser i kinderne, sveder fidelt, man vil jo nødig dumme sig, når man endelig er kommet ind. Ikke støde an. Mentalt iført tornyster og korte bukser og rektor over for sig, smilende med den særlige blanding af mildhed og strenghed, der kendetegner den sande pædagog.

Sådan taler præsident Ahmadinejad, Holocaust-benægter af Guds nåde, til den undrende offentlighed gennem Kim Bildsøe Lassens mikrofon. Journalistens smil er desperat, ikke ulig det, Anders Fogh Rasmussen iførte sig, da han lod sig interviewe til arabisk tv. Men her var det den små Kim fra Danmark, der stillede spørgsmålene til den mægtige mand:

»Vil De gerne have en atombombe?«

Godt spørgsmål på en småkold dag i Teheran, og hvad svarer tyrannen? Han taler om dialog, hvad ellers? Alle taler om dialog.

»De er et menneske, og jeg er et menneske, og vi har en dialog nu. Vi synes, atombomber er en dårlig ting. Hvad bruger man atombomber til? Til at slå mennesker ihjel. Vi er modstandere af at slå mennesker ihjel.«

Nå da. Nu ville næste spørgsmål logisk være, hvordan den livsfilosofi hænger sammen med den udbredte brug af offentlige hængninger på torvet i Teheran, men det faldt nu ikke vor udsendte medarbejder ind at gå i den retning.

Han gik en anden vej. For til sidst at nå frem til spørgsmålet om mennesket Ahmadinejad.

»Hvad nyder De mest her i livet? Jeg ved, at De er et religiøst menneske, men bortset fra det, hvor finder De Deres energier, Deres inspiration?«

Det var spørgsmålet. Alle kan snakke om atomenergi, det er kun folk på Kim Bildsøe Lassens niveau, der i selskab med store mænd kan spørge ind til de menneskelige energier, og det er en god idé. Lad os få mennesket frem, vi er jo alle mennesker. Hitler var et menneske. Stalin også. Pol Pot var et menneske, og før han blev Pol Pot, var han Saloth Sar, der spillede violin og havde hang til Paul Verlaines digte og Victor Hugos romaner, såre menneskeligt og voksent og følsomt alt sammen.

Og Pol Pot smilede også, han smilede så intenst, at smilet bredte sig til adskillige venstreintellektuelle i den vestlige verden, også i Danmark, de lavede ligefrem plakater med smilet, og dog var det intet mod det smil, der var Kim Bildsøe Lassens, da han satte trumf på den menneskelige del af interviewet med spørgsmålet:

»Hvad er Deres yndlingsfilm?«

Så vist et intimt spørgsmål, påtrængende af natur. Vi kan vel i præsidentens tilfælde udelukke ”Schindlers liste”?

Hvem ved, der kommer masser af smilende tyranner til Danmark i disse dage, og det er godt at vide, at vi har journalister parat til at interviewe dem. Amatørismen er florissant, så hvad bliver det næste? Robert Mugabe på slap line i Aftenshowet hos Puk Elgaard? Sultanen af Brunei i eksistentiel samtale med Mette Walsted Vestergaard?

Sikke en fest, sikke en kogende klimafest på dansk grund, hvad man dog får for licensen i disse dage. Og mens vi skuer ud over forsamlingen af bloddryppende diktatorer, lader vi spørgsmålet hænge lidt i luften:

Hvad er Deres yndlingsfilm?