Islamforskning

Regeringen burde nedsætte en kommission, der skulle se lidt på, hvad ”islam-forskning” er for noget, hvorfor der bliver mere af den, og hvilke politiske holdninger islamforskerne har.

Vi hører undertiden om, at der tales for meget om islam. Det kan være sandt, men jo mere vi taler, des flere islamforskere ansættes på universiteterne, og når de først er ansat, vil der blive talt og skrevet endnu mere om islam. De skal jo producere mindst tre artikler om året om islam plus en bog hvert andet år. Der foregår derfor en stor statslig finansieret islamproduktion.

A. S. Madsen var vist den første danske muslim. Han var præstesøn, og hans far havde været aktiv i arabermissionen. Jo, vi har haft missionærer i Aden og Bahrain. Ude missionshusene blev der ofte holdt foredrag om muslimer, skønt de endnu hed muhammedanere. Alle disse damer i ydremissionskredse var amatørislamforskere.

Madsen oversatte Koranen for første gang i 1956. Hans søster var gift med den højkirkelige præst Børge Riisgaard, så der er nok blevet diskuteret, når de var sammen. Madsen var vel også en slags islamforsker. Kontakten med den arabiske verden voksede. Vi havde tropper i Gaza. Der blev lavet en film, ”Soldaterkammerater på vagt”, 1960. Billedet af egypterne i den var ikke helt uden fordomme, men vi havde nu da fået et slags billede af araberne.

Der har naturligvis længe været ansat forskere med speciale i den arabiske verden. Arabister kaldet. Der var f.eks. S. K. Sørensen med bogen ”Araberne” fra 1888. En tankevækkende passage lyder: ”Den Adskillelse, som Kristendommen forsøgte at indføre i Modsætning til Hedenskabets Sammenblanding af Kirke og Stat, er der ikke Spor af” - i Koranen eller islam. Men Sørensen generaliserede nok, for nu fortæller danske teologer os, at også kristendommen sammenblander religion og politik.

Jeg har ofte haft fornøjelse af Henny Harald Hansens lille bog, ”Islam” fra 1964. Hun skrev om vanskelighederne ved afskaffelse af sløret. Mullaherne i Iran modarbejder ethvert forsøg på ændringer af kvindens dragt, skrev hun.

Den er underligt nok ikke nævnt i Jørgen Bæk Simonsens ”Hvad er islam” fra 2006. På det tidspunkt var islamforskningen ved at blive en hel industri. Bogen er helt ukritisk. Den skriver om Koranen på en måde, der ville være utænkelig inden for teologien. Simonsen siger om Koranen, hvad en mormon ville sige om Mormons bog. F.eks. får vi at vide, at Koranen blev åbenbaret på arabisk. Vel gjorde den da ej. Den blev ikke åbenbaret, ligeså lidt som Simonsens bog er åbenbaret på dansk. Dernæst gør Simonsen det arabiske sprog næsten uoversætteligt. Det er det heller ikke.

Koranen er forfattet af en lang række mennesker og sat sammen af mange slags tekster. Meget er skrevet af efter Det gamle Testamente. Hvorfor mon ikke denne islamforsker har leveret en historisk-kritisk læsning af Koranen? Han har en yderst banal ide om, at islam hele tiden nyfortolkes, og at den derfor på en måde slet ikke findes. Den er kun en ”ramme”. Og rammen forbliver åbenbart den samme.

Han afslutter: det er muslimerne, der må definere islam. Hvad skal islamforskeren så gøre - ”følge med”. Nej da. Han skal afsløre. Videnskab er at gå imod. Men det tør islamforskerne ikke, for så bliver de ikke professorer. Jo, lad os få noget forskning i islamforskningen.