Stikpillen: Møde med Gud på Pejsegården

God søndag, og velkommen til ”Stikpillen”. Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter. Mine kilder er fanatiske sektmedlemmer, og mine historier priser menneskefjendske regimer. Disse kvaliteter var lige ved at gøre mig til uddeler af en ”dialogpris”, men opgaven gik til: Aarhus Universitet.

Dagens Stikpille er et eksklusivt interview med selveste Gud, den Almægtige. Af hensyn til sikkerheden ønskede Gud selv at vælge stedet for interviewet. Jeg var helt sikker på, at det ville blive et helligt sted som Jerusalem, Peterskirken eller i værste tilfælde Mekka. Gud valgte Pejsegården i Brædstrup.

Jeg sad klar med min notesblok og trommede nervøst med min kuglepen. Den dæmpede belysning gjorde det svært for mig at se mine notater. På klokkeslættet gik døren til Pejsegården op, og ind kom Gud. Han var hverken kvinde, sort eller arabisktalende.

»Lad der blive lys«, sagde han, og straks blev lyset kraftigere.

»Ved du, hvilken klovn der har skrevet denne SMS?«, spurgte han og viste mig teksten, som var en harmdirrende klage over Danmark og den ”frygtelige” måde, man behandlede muslimerne på.

»Det er Hamid El Mousti, en socialdemokratisk politiker med anden etnisk baggrund.«

»Du mener med anden etisk baggrund. Hvad i Himlens navn laver sådan en klaphat i dansk politik? Selvfølgelig skal man diskutere de horrible problemer med vold og misbrug, der findes i de muslimske miljøer. Men man må ved gud ikke smadre debatten ved at være så amatøragtig som Langballe«, råbte han og bestilte tre whiskyer og en dagens ret: stegt flæsk med persillesovs.

»Øh, Gud. Hvad føler du, når...« prøvede jeg at spørge, da han igen afbrød mig.

»Stop. Jeg sagde ja til interviewet, fordi jeg holder Jyllands-Posten og derfor vil bruge dig som budbringer. Jeg har et par nye ideer til, hvordan man kan bekæmpe den islamiske ekspansion.«

Jeg kunne ikke tro på det, jeg hørte. Gud var imod islamisk ekspansion.

»Mig? Jamen, ifølge Muhammed selv, så er det ham, der er profeternes segl, som skulle videregive dit sidste og mest perfekte budskab til menneskeheden,« sagde jeg.

»Er du fuld, eller er du begyndt at spise af den samme madpakke som Karen Ellemann? Mit mest perfekte bud givet til en analfabet fra ørkenen? Tror du jeg er total idiot? Mit mest perfekte bud var ABBA, og dem gav jeg til svenskerne. Hvis ikke jeg var gået hen og blevet miljøbevidst nu på mine gamle dage, så havde jeg nedkaldt et par tørker og fire-fem flodbølger over dig. Jeg har aldrig nogensinde skrevet noget så primitivt som det, de påstår er Guds ord. Men nu må du godt tage imod diktat direkte fra mig«, sagde han.

Med en dirrende hånd gik jeg i gang med at skrive.

»Møjn. Hør godt efter.

1: Mennesket skal ikke kaste sig i støvet med r... i vejret og tilbede mig. Det er ynkeligt og aldeles ulækkert.

2: Jeg skabte kærligheden, poesien, vinen, lidenskaben, humoren og vigtigst af alt: den frie tanke. Djævlen skabte censuren, tørklædet og hadet og pakkede det hele ind i det triste gavepapir, som han kaldte for religionen, - og så underskrev han det med mit navn.

3: Hvis ikke I forkælede stornydere af friheden meget snart tager jer sammen, fokuserer og sparker fundamentalisterne ad helvede til, så kan ikke engang jeg hjælpe jer mere.«

Med disse ord forlod Gud Pejsegården. Hermed er hans budskab videregivet til menneskeheden.