En gratis omgang

Politikere vil gerne være gode mennesker. Derfor er det en gefundenes fressen, når politikere kan associere sig selv med noget så oplagt som Auschwitz-dagen.

Nazisternes forsøg på at udrydde alle jøder var det entydigt onde. Alle, der tager afstand fra folkedrabet, er derfor entydigt gode. Således også det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan. I sin blog på jp.dk slår hun fast, at »Auschwitz er en skamplet i vores historie, som skal fortælles igen og igen, så vi husker«.

Jeg under enhver politiker en gratis omgang hellighed. Til gengæld får jeg kvalme, når politikere misbruger jødeudryddelsen til at fremme deres egne politiske dagsordener. Akdogans egentlige ærinde var således ikke Auschwitz. I sin blog gik hun i rette med Jesper Langballe, som har kritiseret islams kvindesyn. Hun spørger med en vis ret, om Langballes tone var ”værdig”. Akdogans egen tone er til gengæld aldeles uværdig, når hun associerer Langballe med jødeudryddelser eller udryddelse af anderledes tænkende i det hele taget. Siger hun, at Langballe ønsker at udrydde muslimer? Lad os antage, at hun ikke går så vidt endda. I så fald devaluerer hun til gengæld Auschwitz ved at associere noget så grusomt som jødeudryddelser med dagligdagens politiske trakasserier om muslimer i Danmark.

Man kunne selvfølgelig tilgive Akdogan hendes retorik, idet socialister altid - fuldstændig gratis - har fået lov til at beskylde borgerlige for at ville udrydde andre mennesker. Måske er Akdogan blot blevet grebet af stemningen på fløjen. Akkurat ligesom dengang chefen for Aarhus Teater, Madeleine Røn Juul, fastslog, at liberalismen i sin yderste konsekvens fører til et samfund, hvor staten skiller sig af med socialt svage borgere, så andre kan slippe billigere i skat. Interessant nok er det i kollektivistiske politiske systemer, og ikke i liberale, at staten udrydder mennesker.

Underligt nok dæmoniserer Akdogan en politisk modstander i et indlæg, hvor hun i øvrigt advarer mod dæmonisering. Det klinger hult. Men det er ikke det værste. Akdogan afslutter sit misbrug af Auschwitz-dagen med en opfordring. »I det nye årti skal vi lære at stille masser af spørgsmål,« skriver hun. »Og huske hinanden på, at vi aldrig, aldrig må glemme Auschwitz, Bosnien, Irak, Rwanda . . .«

I Yildiz Akdogans ånd får jeg helt lyst til at stille nogle spørgsmål. Nu hvor hun var i gang med at opremse folkemord, som ikke må glemmes, hvorfor nævnte hun så ikke det tyrkiske folkemord på armenierne i 1915? Må det gerne glemmes? Eller har Akdogan med sin tyrkiske baggrund lært, at den slags snak er armensk propaganda? Det ville have virket stærkere, hvis Akdogan havde anerkendt det armenske folkemord i samme åndedrag som det jødiske. Det ville netop ikke have været en gratis omgang, men udtryk for et vist mod. Og et udtryk for, at hun kunne sætte sig ud over sin mellemøstlige baggrund. Det gør hun ikke. I lyset af hendes udeladelse er det således svært at tage hendes løftede pegefingre alvorligt. Tværtimod kunne man fristes til at kalde hende for en tyrkisk folkedrabs-benægter.

Og hvorfor nævner Akdogan Auschwitz og Irak i sammenhæng med hinanden? Betragter hun den vestlige intervention i Irak som et folkemord? Indrømmet: Krig er altid noget svineri. Men var krigen i Irak et folkemord? Akdogan virker, som om hun har købt en godt brugt mellemøstlig konspirationsteori.

Akdogan var nådesløs i sin fordømmelse af Langballes formulering om, at »der er muslimske fædre, der nøjes med at slå deres døtre ihjel«. Det var en gratis omgang at pande Langballe ned. Men kan man så vise Akdogan nåde i lyset af hendes langt mere idiotiske formuleringer? Sover de, der altid er parate til en gratis omgang forargelse?