Forskning og finanser

Kina gjorde det modsatte af den vestlige verden, da den finansielle krise ramte. I stedet for at stramme långivningen beordrede den kinesiske regering øgede udlån, som kunne hjælpe virksomhederne.

Det virkede, og den voksende kinesiske tro på, at Kinas system er det vestlige overlegent, ser vi nu i fuld udfoldelse.

Men en anden forklaring på, at Kina og en række andre asiatiske lande har deres egen løsning på global recession, hører vi ikke så meget om. Medens der næsten overalt i den vestlige verden skæres i budgetterne til uddannelse, poster ikke mindst Kina milliarder ind i den uddannelse, som allerede er en del af forklaringen på den økonomiske fremgang, og som i de kommende årtier vil styrke Kina yderligere.

Der var kun ringe opmærksomhed på de politiske og økonomiske lederes topmøde i Davos om det sideløbende verdens-universitets forum, som klargjorde, at et af de væsentligste elementer i Kinas stimulering af økonomien ligger i styrkelsen af højere uddannelse.

Kina har i de seneste årtier præsteret verdens stærkeste vækst i forskning og er godt på vej til at overhale USA.

På ranglisten over verdens bedste universiteter skal man ganske vist ned til en 49. plads, før man finder Tsinghua Universitet, men det er trods alt et par pladser foran Københavns Universitet, der er nummer 51, Aarhus Universitet som nummer 63 og milevidt foran Danmarks Tekniske Universitet (159), Syddansk Universitet (300) og Aalborg Universitet (501).

Men mere bemærkelsesværdigt er den hast, hvormed kinesiske universiteter bevæger sig ind på ranglisterne, medens vi herhjemme fyrer og skærer ned på universiteterne samtidig med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen drømmer om et dansk universitet på top-10 listen.

Er det ikke forunderligt, at man netop på det tidspunkt, da miljøteknologi burde have topprioritet, skærer i de naturvidenskabelige uddannelser? For ikke mindst på miljø- og energiområdet har universiteterne en nøglerolle, og netop på disse områder har Kina markeret, at det vil være verdens førende.

Videnskabsminister Helge Sander lancerede i 2003 sin handlingsplan for forskningen under mantraet ”Fra forskning til faktura.” Den skulle lægge op til praktisk anvendelse af forskningen, og der skulle være balance mellem indtægter og udgifter på universiteternes respektive institutter.

Men samtidig fulgte med den nye universitetslov et topstyret kontrolbureaukrati og en detailstyring, som beslaglægger unødige ressourcer, fordi forskerne i stigende grad tvinges til at bruge tid på ansøgninger til private og offentlige fonde for selv at finde midlerne til deres løn.

Det er ikke længere en kvalitetsvurdering, men en økonomisk vurdering, der ligger til grund for forskningen, og den accelererende debat om universiteterne rejser helt naturligt det spørgsmål, om topstyringen af universiteterne har spillet fallit.

På verdens førende universitet Harvard er der fire-fem gange så mange penge til rådighed pr. forsker som på Københavns Universitet, skrev rektor Ralf Hemmingsen i en kronik for en god måned siden, og det understreger problemstillingen. Hvis man vil have forskning i verdensklasse, må man også have finansiering i verdensklasse.

Medens vi drømmer videre om universiteter i verdensklasse, løber andre nationer fra os. Kina er et indlysende eksempel. Også her erkender man, at forskning skal komme erhvervslivet til gode, for forskningens kommercielle potentiale skal naturligvis udnyttes.

Men uden tilstrækkelige investeringer og den fornødne forskningsfrihed ender det ikke med top-10, men som utopi.