Fodbold og (multi)kultur

Det tyske landsholds blandede sammensætning afspejler et samfund uden den traditionelle ”sammenhængskraft”, et samfund, der alligevel hænger sammen.

Verdensmesterskaberne i fodbold slutter i dag. Et træk har været markant i forhold til tidligere mesterskaber, nemlig interessen for nationalmandskabernes etniske sammensætning. Det er ikke som tidligere, hvor et landshold kun bestod af unge mænd født og opvokset i fædrelandet.

I dag afspejler sammensætningen den migration, der har været så stærk i de sidste årtier, og består af flere forskellige etniciteter, eller kulturer om man vil. Og det er sådan, at de mest blandede hold også ofte er dem, der har klaret sig bedst, selvom man ikke kan generalisere. Det franske landshold, som er meget sammensat, klarede sig således dårligt. Men de hollandske og tyske kom langt i turneringen, og de er begge godt blandede. 11 af spillerne på det tyske hold har forældre eller bedsteforældre, der er indvandret til Tyskland. Det gælder bl.a. den unge angriber Mesut Özil, som lavede et af turneringens bedste mål mod Ghana og var en strålende playmaker mod englænderne. Özil er født i Tyskland, men kunne have valgt at spille for Tyrkiet, han var dog ikke i tvivl om, at han ville spille videre for Tyskland, efter at han havde været på det tyske ungdomslandshold.

Naturligvis kan man ikke slutte fra et fodboldlandshold til en hel nation, men når man tænker på den tyske historie, kan man alligevel ikke lade være med at lægge noget symbolsk i den vellykkede integration, som er sket på fodboldbanen.

For et par generationer siden ville blandede idrætshold have været utænkelige, ja de ville have været i strid med lovgivningen, der gik ud på at adskille racer og etniciteter. Under OL i Berlin i 1936 blev Hitler stærkt ophidset over, at den sorte amerikanske idrætsmand Jesse Owens hjemtog flere medaljer i atletik, hvor han bl.a. slog de hvide, herunder tyskerne, i 100 meter løbet. Filosofien var jo, at den hvide race var den overlegne i alle henseender, både fysisk og psykisk, og her kom Owen og dementerede dette i praksis.

Det var svært at sluge for den racebesatte stat, der netop ville gøre legee til et bevis på det nye Tysklands overlegenhed, men var nødt til at vise forholdene som de var, og Riefenstahls Olympia-film kunne ikke bortretouchere Owen.

Krydsklippene mellem ham og Hitler er uforglemmelige, uden at det er intenderet. virker det - i hvert fald med den bagklogskab vi har i dag - som en konfrontation mellem en intelligent elegantier og en bøvet klodsmajor.

Interessant nok bevæger nogle sig dog i dag i tankebaner, der kan minde om 1930'ernes. Da Frankrig var blevet slået ud af VM, udlagde den kulturkonservative filsosof Alain Finkelkraut det således som et resultat af multikulturalismens undergravelse af gamle dyder som disciplin og sammenhængskraft. I fransk radio udtalte han: »Dette hold repræsenterer ikke Frankrig, men desværre afspejler det landet med sine klaner og sine etniske skillelinjer. Fodbolden skal være eksemplarisk, men i stedet er det blevet et symptom på alt, hvad der er galt i Frankrig: Elevers manglende respekt for deres lærere, foragt for myndighederne, civil ulydighed«. Og i Jyllands-Posten tog Ralf Pittelkow tråden op: »Væk er holdet. Væk er tanken om at kæmpe på nationens vegne«, skrev han, og fortsatte: »Væk er samfundssindet og solidariteteten med fansene. Tilbage er kliker, klaner, bander og autoriteternes sammenbrud”.

Det skulle være mærkeligt, hvis Frankrig og Tyskland udviste så forskellige resultater af blandede fodboldhold, og den franske fodboldmisère skyldes formentlig mere tilfældige forhold. Men skyldes den tyske succes så ikke også tilfældigheder? Måske, men for Tysklands vedkommende kan man påpege en stærk bestræbelse på at overvinde gamle ”naturgroede” vaneforestillinger og loyalitetsforhold. Tyskland har den særlige baggrund at føre kulturkamp på, som nazismen med dens racisme og ekstreme nationalisme udgør, og derfor har tyskerne måttet forholde sig til moderne fænomener som migration, blandede ægteskaber osv. på en mere direkte måde end de fleste andre.

Det er ikke længere et forræderi at være tysk kvindelig pacifist med et polsk navn og en farvet ægtemand, som det for nylig blev sagt i den tyske debat.

Tyskerne har måttet omdefinere patriotismebegrebet, så det dækker idéer i langt højere grad end samling om autoriteter som konge og fædreland; de har udviklet en forfatningspatriotisme, som filosoffen Jürgen Habermas kalder det. En form for patriotisme, hvis målestok er retsstaten og demokratiet.

Sådan en radikalitet er jo slet ikke nødvendig i et land som Danmark; det skyldes ikke, at der ikke også er kulturkamp i Danmark, men det enkle forhold, at den danske historie er langt mere fredelig, ja nogle vil sige kedeligere end den tyske, og at modsætningerne derfor ikke er så voldsomme. For man skal ikke lade sig narre: Der er stadig megen åben og skjult racisme og foragt for andre kulturer i Tyskland, ikke mindst i Østtyskland, hvor fattigdommen også er størst, men af samme grund trækker de kulturliberale deres synspunkter så meget desto klarere op. Og af samme grund skal andre befolkninger være glade for, at fællesskabsfølelsen på det tyske VM-hold prises højt af den tyske regerings kommissær for migration og integration, Maria Bohmer, og at Angela Merkel kommer til Sydafrika for at overvære holdets sidste kampe.

Tænk hvis det forholdt sig som under olympiaden i 1936, og Tyskland kun kunne prise sine egne ”ariske” idrætsfolk. Bohmer og Merkel kommer ikke kun for at se fodbold, men først og fremmest for at signalere støtte til idéen om det multikulturelle samfund, som er en historisk realitet, men ikke er accepteret af alle.

Det tyske (og andre) landsholds blandede sammensætning afspejler et samfund uden den traditionelle ”sammenhængskraft", et samfund, der alligevel hænger sammen. Det kaldes også af nogle for et højkomplekst samfund, hvor mennesket ikke er fange af de traditionelle fællesskaber, men danner sine egne værdier på grundlag af individuel erfaring og refleksion, men ikke uden hensyn til andre.

Således også med spillerne på det tyske hold: De har brudt den traditionelle spillestil med fast fordelte roller og spiller tilsyneladende planløst og uorganiseret i et jagende tempo med uforudsigelige placeringer, og alligevel er spillet kollektivt og sammenhængende.