Offentliggjort 24.07.10 kl. 03:01
Sagen er så lille, at den er latterlig. Men dens gang gennem medierne er så sigende for dansk presse og politik, at den fortjener sin egen klumme.
Pressemedarbejder i DF Helene MacCormac sender onsdag morgen en intern mail ud til hele pressekorpset. Det er den slags dumheder, man kun begår én gang.
Straks ruller overskrifterne på netaviserne: DF'er lover homoseksuelle tæsk, hun lufter fordomme mod homoseksuelle, hun ”opfordrer til vold mod homoseksuelle”. Milde himmel, tænker avislæseren, herunder mig selv: Har de en pressemedarbejder ansat, der opfordrer til vold og hader homoseksuelle? Afskyeligt! Men fem timer senere, da jeg har fået læst det med småt, går det op for mig, at pressemedarbejderen ikke opfordrer til vold og ikke lufter fordomme mod homoseksualitet. Døm selv, når du hører den virkelige historie: To medlemmer af DF's folketingsgruppe Liselotte Blixt og Pia Adelsteen inviteres til at deltage i dette års bøsseparade, Copenhagen Pride, og takker ja. Jeg kender ikke deres motiv for at gå med. Men det kunne jo være, at de ligesom os andre er bekymrede over den nye form for chikane, som homoseksuelle udsættes for fra visse islamiske gruppers side og derefter ønsker at engagere sig aktivt.
Så bryder helvede løs i det organiserede homo-miljø: Det må de ikke! Der oprettes en facebookgruppe med et navn, der ikke ligefrem emmer af tolerance: ”Imod DF's deltagelse i Copenhagen Gay Parade”.
I facebookgruppen sakser man så manipulerende, man formår, alle udtalelser fra DF'ere gennem tiden, der kan udlægges, som om DF hader homoseksuelle, fordi partiet er modstander af homovielser. Det, der især får gruppens 400 medlemmer i affekt, er følgende citat af Pia Kjærsgaard: »Landsforeningen for bøsser og lesbiske er en meget militant organisation.« Altså: Kritiserer man den politik, landsforeningen står for, er man homofob. Sådan tænker en god del af facebookgruppens medlemmer tydeligvis. Hadet til DF driver simpelthen ned over siderne. En enkelt, Jakob Hasle Nielsen, tager prisen. Han kalder DF for en sygdom og »som al anden sygdom breder den sig, hvis man ikke skærer dybt«.
Forestil dig, kære læser, at en heteroseksuel, ældre mand havde udtalt dette om et hvilket som helst andet parti. Medierne ville have tordnet derudad og statsadvokaten allerede have stævnet ham for overtrædelse af §266b. Men der er som bekendt forskel på folk. Den gode Hasle Nielsen får sikkert kun ros, ikke ris for sin hate speech.
Det er denne ret ubehagelige hate speech, DF's pressemedarbejder reagerer på. Hun er med egne ord irriteret på dem, der har chikaneret Pia Adelsteen og Liselotte Blixt, der nu overvejer at trække sig fra paraden for at undgå ubehageligheder.
Og så skriver hun i sin mail: »Jeg tror heller ikke, at det er en god ide, hvis vi i stilhed trækker os fra paraden. Melder vi fra, skal det have mediernes bevågenhed, og de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tæsk«.
Kan man læse - hvad store dele af dansk presse tydeligvis ikke formår - er det ret tydeligt, at der menes verbale, ikke fysiske tæsk. Og den slags må alle, der deltager i den offentlige debat finde sig i at få, især når man så gavmildt som facebookgruppen deler øretæver ud til andre.
Det er, kære læser, hele sagen, den store skandale. Nej, det er ingen skandale og for pressemedarbejdernes vedkommende en meget lille sag. Alligevel vil den ganske givet de næste ti år bruges som bevis for, at DF er homofob og ikke et hak bedre end imamerne, der ønsker homoseksuelle hængt.
Har vi den offentlighed, vi fortjener?
Annonce:



















