Jeg - en ambassadebesætter

Det er 20 år siden, at den danske ambassade i DDR blev besat af en gruppe østtyskere. Gruppens leder fortæller her om besættelsen og den magtanvendelse, afslutningen blev præget af, og som står i skærende kontrast til den officielle danske redegørelse.

I denne måned er det 20 år siden, at 18 østtyskere besatte den danske ambassade i Østberlin. Det skete om formiddagen den 9. september 1988. Tidligt om morgenen var de 18 østtyskere - 7 mænd, 6 kvinder og 5 børn - kørt fra byen Ilmenau i det sydlige Thüringen med retning mod Østberlin for at henvende sig på den danske ambassade. Det var mennesker, der efter mange års total umyndiggørelse - efter politisk forfølgelse og alvorlig, mærkbar undertrykkelse - var fuldstændigt nedbrudte psykisk og delvist også fysisk.

Familierne havde efter talrige afslag på deres lovligt indgivne ansøgninger ventet op mod fem år på en udrejsetilladelse. Nogle af dem havde i længere tid været underlagt strengt berufsverbot og haft identitetsbeviser af typen PM 12(overflødigt og bør slettes), som Stasi principielt kun udstedte til kriminelle og politisk aktive modstandere. Ambassadeflygtningene påberåbte sig Helsinki-slutakten fra 1975, der sikrer, at enhver borger frit kan vælge bopæl.

Tidspunktet for ambassadebesættelsen var bevidst valgt, fordi den konservative danske statsminister Poul Schlüter skulle komme på officielt statsbesøg tre dage senere. DDR-borgerne regnede med, at den officielle danske repræsentant, som det var sædvane, først skulle orienteres om den politiske situation - og om eventuelle episoder. Kendskab til besættelsen af den danske ambassade ville have kunnet give mødet med partichef Erich Honecker en anden nuance og i det mindste et ekstra samtaleemne. Som udgangspunkt var antagelsen, at situationen - i lighed med andre ambassadebesættelser, som familierne havde kendskab til - ville blive ordnet ad diplomatisk vej. Fredag mellem kl. 11.30 og 11.45, kort før lukketid, gik de i små grupper ind i ambassadebygningen under dække af at være turister. I modsætning til senere presseomtale og »den officielle version«, som det østtyske ministerium for statssikkerhed samordnede med danske topdiplomater og medarbejderne i det østtyske udenrigsministeriums konsulatsafdeling, krævede de ikke direkte udrejse til Vesten. De bad blot om formidling hhv. kontakt til en person eller myndighed, der var relevant for deres udrejseanliggende. Det var den danske ambassadør, der registrerede ambassadebesætternes navne og adresser, ikke indstillet på. Han opfordrede dem i stedet flere gange til »omgående at forlade« ambassaden.

I de tidlige eftermiddagstimer hin 9. september kontaktede flygtningene telefonisk den vesttyske diplomatiske repræsentation, før telefonen i det ca. 25 kvadratmeter store venteværelse, hvor alle ambassadebesætterne opholdt sig, blev afbrudt ved 14-tiden. De havde medbragt en transparent, hvor der stod »In Freiheit wollen wir uns wähnen, und zwar genau so wie die Dänen!« efterfulgt af forkortelsen »Ilmenaus ARW« (for Ausreisewillige, udrejsevillige). Der var ikke fuld enighed om at hænge transparenten op. Man var klar over, at en del af gaden Unter den Linden allerede var blevet afspærret af Stasi, og at kun Stasi-medarbejdere befandt sig på gaden. Det viste et blik ud ad vinduerne i den danske ambassade med al tydelighed.

Ambassaden kontaktede indledningsvis konsulatsafdelingen i det østtyske udenrigsministerium. Ca. ved 12.30-tiden meddelte afdelingen den danske ambassade, at hvis østtyskerne forlod ambassaden straks, ville de ikke blive strafforfulgt. De fik ligeledes forhandlinger med myndighederne i deres hjemby stillet i udsigt.

På grund af årelang erfaring fra kontakt med disse myndigheder måtte tilbuddet afvises. Da klokken havde passeret 14, kom en topembedsmand fra den vesttyske repræsentation for at få besætternes personlige data og råde dem til »omgående« at forlade ambassadebygningen. Kl. 15 tilbød ambassaderåd Henning Becker Hansen, der havde forhandlet med det østtyske udenrigsministerium, at udrejseansøgningerne ville blive behandlet »i de følgende dage«, hvis ambassadebygningen blev rømmet. Senere hed det sig: »Behandling af udrejseansøgningerne med meget gode muligheder.« Der fulgte flere lignende, ganske vist mundtligt fremsatte tilbud; det sidste ved 17-tiden: Ifølge det ville det allerede »mandag den 12. september 1988 først på dagen« blive muligt at få en samtale med »højtstående embedsmænd« i amtsstyret i Suhl, som skulle have med flytninger at gøre.

Hen imod kl. 18.30 afleverede østtyskerne en anmodning til den danske dronning, Hendes Majestæt Margrethe II, underskrevet af de 13 voksne. Ambassaderåd Becker Hansen tog imod den. Han tilkendegav tydeligt, at anmodningen kun blev sendt videre, hvis ambassaden »øjeblikkelig« blev rømmet.

Da ingen af ambassadebesætterne havde accepteret forslagene - den kendsgerning, at der ikke viste sig nogen med kendskab til udrejseformaliteter, virkede ikke tillidskabende på ambassadeflygtningene - blev den kendte advokat Wolfgang Vogel fra Østberlin inddraget på anbefaling af den vesttyske repræsentation.

Vogels kompagnon, advokat Klaus Hartmann, modtog to medlemmer af gruppen på kontoret i Reilerstrasse 4 i Berlin-bydelen Lichtenberg. Becker Hansen havde personligt kørt Helmut Urban og Wolfgang Mayer derhen i en diplomatvogn. (Køreturen foregik i for høj fart. Sådan var diplomaten åbenbart blevet tilrådet at køre for at undgå at skulle standse undervejs eller for at undgå, at de to passagerer eventuelt skulle stige ud.)

Samtalen på advokatkontoret gav ikke noget resultat, eftersom advokaten ud over et ultimatum om, at østtyskerne skulle forlade ambassaden senest kl. 23, ikke havde noget nyt at føje til de hidtidige tilbud. I de følgende timer kom det til hektiske forhandlinger mellem Hartmann, ambassaden samt DDR's konsulatsafdeling, hvorunder sidstnævnte ud over en meddelelse om, at »et bedre tilbud ikke var opnåeligt«, opfordrede ambassadøren til at »bruge sin myndighed som herre i huset«.

Mellem kl. 02.30 og 02.45 greb politiet ind. Ca. 100 mand deltog i aktionen. Hen ved 20 af disse civilklædte Stasi-medarbejdere gik ind i selve ambassaden. I folketingsredegørelsen fra 3. november 1988 hedder det: »Kl. tre om natten ankom to civilklædte betjente til ambassaden. Den ene blev lukket ind i receptionen og opfordrede de 18 uberettiget indtrængende til at følge med. Gruppen fulgte uden videre med ham ud til en bus, der holdt i baggården, og kørte væk. Ambassaden har ikke kunnet fastslå, om der var flere personer eller betjente i bussen.«

Under trusler om magtanvendelse (!) forlod besætterne ambassadeområdet. Man kunne se på Stasi-specialstyrkernes ansigtsudtryk, at de var parate til at bruge magt når som helst.

Allerede kl. 14 den 9. september 1988 havde ministeriet for statssikkerhed noteret i sine aktstykker, at »chargé d'affaires anførte, at han var indforstået med, at myndighederne eventuelt brugte magt for at fjerne afpresserne fra ambassaden.«

Gennem tætte rækker af Stasi-folk - opstillet på hvert et trin af hele trappeafsnittet - blev de udkørte ambassadeflygtninge ført til ambassadebygningens baggård, anholdt øjeblikkeligt og kørt til Stasi-fængslet i Magdalenenstrasse i en bil kamufleret som turistbus.

Der var dødstille i den kolde Stasi-bus, indtil først mændene, derefter kvinderne en for en blev skilt fra deres børn med fem minutters mellemrum. Det skete hen imod kl. fem om morgenen. De fem børn græd og skreg, da de med magt blev fravristet deres mødre og anbragt på en institution, der ikke står i nogen telefonbog. Andre pårørende vidste heller ikke, hvor børnene, herunder to piger på henholdsvis fire og fem år, befandt sig.

Der fulgte talrige ydmygende afhøringer ved højtstående Stasi-officerer. Afhøringerne varede i op mod 11 timer. Den 12. oktober 1988 blev sagen behandlet ved retten for lukkede døre. De syv mænd blev idømt to til tre års fængsel. Kvinderne fik betingede domme. På grund af voksende pres fra internationale medier - herunder Jyllands-Posten - blev fængselsdommene forvandlet til betingede domme.

Tænk om den østtyske statssikkerhedstjeneste samt dennes eftergivende retsvæsen havde handlet ligeså et år senere i det varme efterår 1989, da 8.270 østtyske udrejsevillige belejrede den tyske ambassade i Prag! Som østtyskerne i den danske ambassade blev dem i Prag betegnet som »afpressere« af Stasi?