Arkitektur mod ghettoisering?

Store ændringer i de udsatte boligområder sker kun, hvis de sociale og økonomiske tiltag kobles med arkitektoniske strategier, skriver Rikke Krogh

I den danske debat og forskning om udsatte boligområder og ghettoisering, finder man grundige analyser af sociale og økonomiske forhold i områderne, mens arkitekturen og det fysiske miljø har fået meget lidt opmærksomhed. Det skyldes, at det er en udbredt holdning i Danmark, at boligerne i de udsatte boligområder er af høj kvalitet med lyse, rummelige og veludrustede lejligheder. Oprindeligt var de nu så udskældte boligområder i Vollsmose og Gellerupparken meget eftertragtede og blev anset som blandt de bedste på markedet. Af den årsag konkluderes ofte i den danske debat, at der ikke er noget galt med det byggede miljø, men udelukkende det sociale miljø.

På den baggrund igangsatte Akademisk Arkitektforening sidste år et projekt i samarbejde med Realdania, Velfærdsministeriet og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Projektets formål var at undersøge, om og hvordan man gennem arkitektur og byplanlægning kan modvirke ghettoisering og vende udviklingen i de udsatte boligområder. 3/11 udkommer bogen ”Arkitektur der forandrer - fra ghetto til velfungerende bydel”, hvor projektets resultater offentliggøres.

Men er det naivt at tro, at arkitekturen og byplanlægningen kan afhjælpe tunge samfundsmæssige problemer? Man får jo ikke et arbejde eller holder op med at drikke, fordi man bor smukt. Det er et relevant spørgsmål, og da projektet begyndte sidste år, skrev JP en leder, hvor avisen netop stillede dette spørgsmål. Bekymringen var, at »den nærmest jublende optimisme og tro på, at anderledes byplanlægning og arkitektur kan ændre eksempelvis Gellerup inden for en overskuelig tidshorisont forekommer ildevarslende verdensfjern«.

Efter godt et års undersøgelse kan vi konstatere, at der selvfølgelig ikke er tale om enkle årsagssammenhænge mellem de udsatte boligområders fysiske miljø og områdernes sociale og økonomiske problemer. Men det er ikke det samme som at sige, at der ingen sammenhænge er. I regeringens ghettostrategi fra 2004 hedder det: »Ghettoisering indebærer udvikling af områder, der er fysisk, socialt, kulturelt og økonomisk afsondrede fra det øvrige samfund«. Det er områder »hvor der er mange sociale problemer, og hvor der stort set ikke er nogen kontakt til det omkringliggende samfund«. De udsatte boligområders udfordring består altså af socioøkonomiske problemer, som forandringer af det fysiske miljø ikke umiddelbart ændrer på. Men udfordringen består også i, at problemerne koncentreres og isoleres i bestemte boligområder, og her kan det fysiske miljø spille en væsentlig rolle. I flere europæiske lande og i USA ses arkitekturen og byplanlægningen som væsentlige barrierer for at udvikle udsatte boligområder, og det fysiske miljø spiller en central rolle i kampen for at vende udviklingen. Gennem fysiske strategier søger man at mindske koncentrationen og isolationen af sociale problemer og skabe kvarterer med blandede indkomstgrupper.

Et af de steder, hvor man har haft succes med denne strategi er Chicago. Chicago har haft den tvivlsomme ære at huse to af USA's mest berygtede ghettoer, Robert Taylor Homes i Chicagos South side - som nu er blevet kendt som det sted, Barack Obamas sociale engagement begyndte - og Cabrini Green i det nordlige Chicago. Robert Taylor Homes var verdens største område med socialt boligbyggeri, og Cabrini Green var i lange perioder USA's mest farlige område. Begge områder er nu forsvundet. Bygningerne er revet ned, og en traditionel før-moderne byplan er i gang med at blive realiseret. Områderne inddeles i karreer adskilt af veje og gader. Der bygges en-families huse i et traditionelt design, der mimer Chicagos traditionelle brownstone houses i de omkringliggende før-moderne bykvarterer. Og vigtigst af alt: Den amerikanske middelklasse er i gang med at flytte ind. Set i lyset af, at Chicago i over 100 år har været blandt de fem mest segregerede byer i USA, er det en bemærkelsesværdig udvikling. James Isaacs fra Chicago Housing Authorities har en forklaring på, hvordan den tidligere arkitektur og byplan var med til at koncentrere fattigdom og kriminalitet i områderne, og hvordan det nye fysiske miljø modvirker denne koncentration.

Som Gellerup og Vollsmose i Danmark var også Robert Taylor Homes og Cabrini Green planlagt som små selvstændige byenheder. Funktionsmæssigt var de uafhængige af den omkringliggende by, og det førte ifølge James Isaacs til, at beboerne sjældent forlod området for at tage til andre bydele, og at beboere udenfor området ingen grund havde til at besøge det udsatte boligområde. Hermed modarbejdedes en naturlig cirkulation mellem området og den omkringliggende by, og boligområdet og dets beboere blev isoleret fra resten af byen. I forhold til kriminaliteten i områderne, var områdernes fysiske struktur med til at tiltrække problemer. Boligblokkenes store skala med enorme offentlige udearealer gjorde det vanskeligt for både beboere og myndigheder at overskue områderne og vurdere, hvem der hørte til, og hvem der ikke gjorde. Kriminelle bander, som ikke nødvendigvis boede i området, kunne overtage uderummene, og beboerne, som udearealerne egentlig var tiltænkt, følte sig utrygge og turde ikke bruge dem.

Nu er der bygget enfamilies huse, som skaber ejerskab. Når folk har deres egen indgangsdør og et stakit der tydeligt markerer, hvor deres område begynder, passer de bedre på det, og det bliver ikke invaderet eller udsat for hærværk. Et traditionelt system af gader og veje giver et område identitet og inddeler det i klart definerede områder, som tydeligt signalerer til sine brugere, hvad der er offentligt, og hvad der er privat. Erfaringerne fra Chicago viser, at den før-moderne lokale arkitekturstil i modsætning til den moderne internationale designstil falder i en bred gruppes smag, og derfor kan tiltrække nye beboere fra den mere ressourcestærke middelklasse til områderne.

Omdannelsen af store utrygge udearealer, nedrivning af høje boligblokke og opførelse af nyt tæt-lavt byggeri i differentieret design er initiativer, der går igen i mange europæiske og amerikanske boligområder, som tidligere var betegnet som udsatte, men nu langsomt begynder at tiltrække middelklassen og dermed vender den negative spiral i områderne.

Også i Danmark har vi erfaringer, der tyder på, at en omdannelse af et kvarters fysiske miljø kan tiltrække ressourcestærke beboere til området. Erfaringer fra Byfornyelsen viser, ifølge en SBi-evaluering af de første kvarterløftsprogrammer, at der er en tendens til, at flere såkaldte ressourcestærke personer i den erhvervsaktive alder flytter ind i de byfornyede boliger.

Omdannelsen af de udsatte boligområders fysiske miljø kan altså modvirke en koncentration og isolation af ressourcesvage grupper i bestemte boligområder. Men fysiske strategier kan ikke vende udviklingen i de udsatte boligområder alene. De fysiske strategier skal indgå i en heldhedsorienteret tilgang sammen med sociale og økonomiske indsatser. Eftersom de udsatte boligområders problemer er komplekse og sammensatte, må løsningsmodellen også være det.

Det må analyseres og undersøges, hvad der konkret er galt med det fysiske miljø i de enkelte udsatte boligområder i Danmark. Der findes konkrete undersøgelser af, hvordan bestemte former for kriminalitet opstår og udøves på steder, der ser ud på en helt bestemt måde. Tryghed kan etableres med hjælp af arkitektoniske strategier.

De udsatte boligområder mangler destinationer og attraktionsværdi, som kan trække både besøgende til, og give ressourcestærke beboere lyst til at bosætte sig der. Det kan også ske ved hjælp af arkitektoniske strategier, eksempelvis med ikonografisk arkitektur, arkitektur af høj æstetisk værdi, som er oplevelsesrig og smuk. Det kan ske ved at tænke menneskekroppens skala, sanser og bevægelsesmønster ind i bebyggelserne. Og det kan ske ved at bygge boliger, som danskere med frit boligvalg drømmer om.

Mange steder i Danmark sættes ind med udmærkede sociale og økonomiske strategier i forhold til at ændre på de sociale problemer i de udsatte boligområder. Men de store ændringer sker kun, hvis de sociale og økonomiske tiltag kobles med arkitektoniske strategier.