De skadelige integrationsmyter

De mange integrationsmyter er en alvorlig hindring for det sociale arbejde. Integrationsproblemerne er en tikkende bombe under vores velfærdssamfund. En del af løsningen er at få mere viden på området: Godt socialarbejde hviler på tilstrækkelig information, skriver Nicolai Sennels.

Som psykolog i Københavns Kommune har jeg haft flere end 150 indvandrere, flygtninge og efterkommere med muslimsk baggrund i behandling. Jeg vil her give et billede af integrationsproblemerne, som de ser ud, når man ikke taler om indvandrere, men med dem.

Mens indvandrerkriminalitet, muslimske parallelsamfund og islamisk ekstremisme får stadigt større negativ indflydelse på samfundet, hænger kommunernes indsats på området nemlig fast i en række myter om indvandrerkriminalitet, ekstremisme og den sociale indsats på området.

- Den første myte er, at der ikke er forskel på indvandrere. Men selvfølgelig er der det: Mennesker fra forskellige kulturer har brug for forskellige former for støtte, når de er i problemer. Der er verdner til forskel på, hvad f.eks. en japaner, en somalier og en amerikaner har brug for, hvis de har det svært eller laver problemer. Vi er nødt til at udvise kulturel følsomhed overfor de kulturelle forskelle, vores indvandrere kommer med.

Mine egne terapeutiske erfaringer med unge muslimer er, at de har ekstremt svært ved at forstå traditionel dansk pædagogik og behandling. Danske unge er i langt højere grad opdraget til at "snakke om tingene" og reflektere over, hvordan man har det indeni. Muslimer er derimod vokset op i en kultur med tydelige ydre autoriteter (primært fædre, traditioner og islam), hvor hammeren falder hårdt og første gang, man bryder med familiens forventninger. De er opvokset i faste rammer, og dansk pædagog-snik-snak kommer til kort over for denne målgruppe.

- Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler med muslimske indvandrere er, at den muslimske kultur har en meget høj accept af aggression.

Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den muslimske kultur som et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse. Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med.

Palæstinenseres dramatiske og destruktive måde at vise deres frustration over situationen i Gaza, imamers opfordringer til "hellig vrede", familiehenrettelser (såkaldte æresdrab) og voldelige demonstrationer over Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på.

Det faktum, at muslimske indvandrere og efterkommere begår to til tre gange så meget voldskriminalitet som etniske danskere, er også delvist et udslag af denne faktor. Så jo: Indvandreres kultur er en vigtig medspiller, når det drejer sig om indvandrerkriminalitet.

Fortsættes...