Krisen og den moderne mand

Den infantile mand, eller den barnliggjorte mand - ”drengerøven” - er tidens svøbe. Kronikøren er ikke i tvivl om, at den økonomiske krise skal ses som et voldsomt symptom på den infantile mandlighed - ikke det omvendte!

Der er nu gået så lang tid, at der begynder at danne sig et billede af den økonomiske krise.

Jeg er kønsdebattør, og jeg kan ikke lade være med at se det hele igennem mine kønsbriller. Umiddelbart er det nemlig interessant, at krisen har sit udspring i den finansielle verden, altså i mændenes verden, hvorfra den som en lavine har spredt sig til resten af det private erhvervsliv - og senere til kvindernes verden, den offentlige sektor, hvor vi må forudse dramatiske nedskæringer i de kommende år.

Mine kønsører begyndte at blafre, da en af mine bankrådgivere, da krisen virkelig begyndte at tage fart, i forsigtige vendinger begyndte at snakke om, at der er kommet nogle nye typer inden for bank- og finansverdenen. Hvad er det for nogle, ville jeg selvfølgelig vide, og hun var ikke sen til at sætte etiketter på disse aktører, som hun umiddelbart bedømte til at være mænd under 45 år med følgende karakteristika: Umodne, de gambler og tager store chancer - drengerøve, i almindelighed, og Karl Smart'er i særdeleshed.

Jeg kunne godt følge min bankrådgivers tankegang. Der er tale om en tendens, som jeg selv har set komme i de sidste fem år, hvor jeg i første omgang blev overrasket over, at så mange mænd begyndte at rage håret af og i stedet begyndte at spankulere rundt med skaldede isser. Samtidig med, at man også anede tatoveringer her og der, med mindre de ligefrem udstillede dem.

En variant af dette fænomen er manden, som har jakkesæt på, men som stadig er bærer af denne æstetik, og som arbejder et eller andet sted inden for det private erhvervsliv. Jakkesættet er en klassisk mandlig klædedragt, som altid er blevet forbundet med alvor og ansvarlighed. En blanding af den voksne mand og den faderlige energi, som får de fleste af os til at føle os rimelig trygge, hvis vi møder denne klædedragt i en bank eller et andet sted inden for det private erhvervsliv. Men sådan er det ikke mere.

Jeg må desværre sige, at jeg hos mit eget køn ser et alarmerende fravær af voksenhed, som bl.a. kommer til udtryk via tøjet, hvor foruroligende mange mænd i disse år bærer en klædedragt, som signaler drenge-mand og drenge-far!

Mit bud er, at denne ydre mangel på et voksent mandligt udtryk, også spejler en indre mangel på voksen mandlighed. Resultatet bliver den infantile mand, eller den barnliggjorte mand, ”drengerøven”, som man ser foruroligende mange steder i samfundet i disse år, både i den konkrete virkelighed og i medierne og reklamerne.

Det er f. eks. manden, der stadig som 35-årig hygger sig med at spille gameboy, og som hygger sig med gutterne, mens de spiller de spil, som de gjorde, da de var drenge. Det er mit indtryk, at denne mands kulturelle horisont heller ikke strækker sig ret meget længere end til en gameboy, eller hvad det computerspil nu hedder, han er optaget af.

Det er også manden, der altid er ironisk og sarkastisk og garderer sig med en hurtig replik og det store grin. Ha-ha, har vi det ikke skidesjovt, og det er svært at få ham til at tage noget som helst rigtigt alvorligt. Han hader at kede sig, der skal ske noget hele tiden, livet skal være en leg. Og det der med at være voksen, hold kæft hvor er det røøøvsygt og keeedeligt! Derfor hader han alt, hvad der er voksent. Alt hvad der har med rutiner at gøre. Med forudsigelighed. Med ansvar.

Han ved selvfølgelig godt, at han på et tidspunkt skal have børn og stifte familie og alt det der shit, men det skal bare ikke være nu, vel? Bare tanken giver ham koldsved, og han er i det hele taget ikke for fastholdere med faste fremtidsplaner. Nej, livet skal være et forrygende, vildt og voldsomt adrealinkick, en rigtig drengerøvsoplevelse, som vi kan skrige af grin over senere, mens vi hælder nogle øl i os og pisser banen af og skriger af grin over, hvor vanvittigt vildt det var.

Sådan kunne jeg blive ved med at nævne nogle af de symptomer på den infantile mand, som mange danske kvinder må kende alt til og være dødtrætte af.

Nej, i begyndelsen, da de mødte denne drengemand, var de totalt fascineret og charmeret over hans fanden-i-voldskhed og her-og-nu nærvær og adrealinsøgende adfærd. Hvorfor skal det hele være så kedeligt? Nej, spontanitet og gang i den! Og så kan man jo selv fantasere om, hvordan det er at leve med denne drengemand i en dagligdag, ligesom man kan gøre sig sine tvangstanker om, hvordan han er som drengefar.

Hvis vi overfører disse ting til en mand, der arbejder i det private erhvervsliv og har med økonomi og finanser at gøre, ja, så begynder jeg at få koldsved. Så får vi disse drengerøvs jakkesæt, der gambler, tager store chancer og ser det hele som et slags computerspil, som de er aktører i. For fanden, mand, vi skal have det skægt, og vi skal eddermame tjene nogle penge. Hvilket adrealinkick er det ikke at gamble med aktier og kæmpehandler, hvor det næsten er som at spille Matador, som da vi var børn. Bag det hele de voldsomme maskuline skyggesider, som har stukket sit grimme fjæs frem i de senere år: Griskheden, grådigheden, uansvarligheden og den totale mangel på ydmyghed og respekt for de mennesker, som man repræsenterer.

Jeg tror, at der altid har været en vis procentdel af drengerøve i den finansielle verden, men de har hidtil ikke spillet nogen afgørende rolle. De har mere været at betragte som eksotiske og fascinerende figurer, som man kunne frydegyse over, når de udførte deres vanvittige og hasarderede økonomiske stunts. Men det er mit indtryk, at drengerøvene har taget over og har vippet vægtskålen i deres favør i de senere år.

Resultatet er blevet det materielle amokløb, som vi har oplevet i samfundet i de sidste år, hvor alt har handlet om oppustede priser på huse og lejligheder med dertil hørende absurdhøje friværdier. Samt, som noget helt nyt i middelklassen, dette at helt almindelige mennesker pludselig begynder at spekulere i aktier, fordi de har så mange penge. Det daglige tjek på nettet med svedige hænder: Hvordan står vores aktier? Hold kæft, mand, vi er millionærer! Ja, det har været som om, at drengerøvs- djævelen var flyttet ind i os alle, og pludselig så man hos venner og bekendte en grådighed og griskhed, som man ville have forsvoret. Ligesom alt man kunne snakke om med febrilske og feberagtige øjne var, ja, friværdier og aktier!

Det er mere end foruroligende, at den infantilisering af yngre mænd, som jeg her taler om, også har bredt sig til de mænd mellem 50-65 år, som er drengerøvenes chefer og direktører. Men her kommer den maskuline umodenhed til udtryk på en helt anden måde, nemlig via en stiv og formel ydre mandlighed. Men i deres egen selvforståelse er disse mænd ”masters of the universe”, og der er ingen ende på deres forfængelighed, selvhøjtidelighed og selvhævdelsestrang bag de alvorlige miner og mørke jakkesæt. For dem er drengerøvene blot nogle håndlangere, som de anvender efter forgodtbefindende.

Jeg er ikke i tvivl om, at den økonomiske krise bl.a. skyldes, at disse mandetyper har taget over inden for den finansielle verden. Som jeg har redegjort for her, er der tale om mænd, som ikke er bærere af den voksne mandligheds kendetegn: Det seriøse og alvorlige, det ansvarlige og fornuftige, det gennemtænkte og analyserede, det vederhæftige og troværdige, som er bærer af den ubestikkelighed, som man kan forvente af en voksen beslutningstager.

For mig at se, er det tvingende nødvendigt, at det private erhvervsliv, den finansielle verden, i den analyse der pågår af den økonomiske krise, også tager fat om det ømtålelige og tabubelagte problem, som den infantile mandlighed udgør.

Det er simpelthen uacceptabelt, at en så vigtig del af samfundet er befolket af infantile mænd, drengemænd, der placerer deres umodne mandlighed i tronstolen, hvor de tager beslutninger, som får fatal indflydelse på hele samfundet, hvad den økonomiske krise med al tydelighed viser. Samt manglen på sammenhæng, kontinuitet, integritet, helhed og mening.

Jeg kan ikke føre bevisførelse eller dokumentation for det, jeg her har skrevet. Men jeg er ikke i tvivl om, at den økonomiske krise skal ses som et voldsomt symptom på den infantile mandlighed - ikke det omvendte!