Minoritets-skilsmisser

Blandt etniske minoriteter er skilsmisse ikke en så forholdsvis enkel sag som blandt etniske danskere. Blandt andet kan den føre til tab af respekt og anseelse i omgangskredsen, hvor den betragtes som brud på gældende ærbarhedskodeks.

Selv om antallet af skilsmisser stiger blandt de etniske minoriteter, er det ikke velset. Mange kvinder med f.eks. pakistansk, afghansk, tyrkisk, kurdisk, iransk og arabisk baggrund er opdraget med en tankegang, som fordømmer skilsmisser - især når det er kvinderne, der tager initiativet. I de fleste tilfælde indeholder opdragelsesidealerne i disse grupper en definition af, hvad der repræsenterer en ærbar og respektfuld kvinde, og hvordan en ærbar kvinde skal forholde sig til ægteskabsinstitutionen.

Ifølge definitionen bør en kvinde være meget overbærende, nærmest selvudslettende, overfor sin familie, ægtemand og hans familie. Ofte betyder det, at hun skal acceptere fysisk og psykisk vold, fordi den almindelige opfattelse er, at manden pga. sin natur har svært ved at styre sit temperament. Derfor er det kvinden, der er forpligtet til at kontrollere sig selv. Jo højere en kvindes tålmodighedstærskel er, desto større er muligheden for, at hun bliver velanset og respekteret.

Den generelle forventning til en kvinde er, at hun ikke skal begære skilsmisse, selv om der er store problemer i ægteskabet, herunder vold. I den mandsdominerede kultur anses en skilsmisse ofte som en svaghed, der placerer kvinden og hendes familie uden for definitionen af ærbarhed. Skilsmissen kan føre til tab af respekt og anseelse i omgangskredsen, hvor det betragtes som brud på gældende ærbarhedskodeks. I forlængelse heraf kan det forårsage social udstødning og isolering. Omgangskredsen kan fordømme kvinden, fordi hun ikke er i stand til at leve op til kravet om, hvordan en kvinde bør opføre sig, når der er problemer i ægteskabet. Når vold og andre undertrykkende handlinger er alment accepteret i ægteskabelig sammenhæng, er ræsonnementet, at der må være noget galt med kvinden, da hun ikke er i stand til at vise overbærenhed over for sin ægtemand.

En stor del af kvinderne har mange problemer med at få deres skilsmissebegæringer anerkendt. De er ofte på flugt fra familierne og lever med konstante sikkerhedsproblemer, og det er ekstremt psykisk belastende for kvinderne og deres børn. Under disse vilkår føler kvinderne, at de har fået deres frihed, men at de ikke kan bruge den i det omfang, de har lyst til.

Kvinden starter som regel først forhandlinger om skilsmissen med sin egen familie og derefter med manden og hans familie. For de fleste er det vigtigt, at de får både dansk og muslimsk skilsmisse. Men i mange tilfælde er manden modstander af at give kvinden muslimsk skilsmisse, specielt fordi han gerne vil beholde to fordele: For det første vil han forsat have ret til at bestemme over kvinden og børnene. For det andet vil han forhindre hende i at blive gift igen. Ifølge sharialoven kan en kvinde kun indgå nikah (muslimsk vielse) på ny, hvis der ikke er tvivl om hendes talaq (muslimsk skilsmisse).

Risikoen for marginalisering rammer også de fraskilte kvinders børn, da de lider under tab af kontakt til familie og venner. Det er et velkendt træk i skilsmissesager blandt etniske minoritetskvinder, at der bliver ført krig mellem familiemedlemmerne og her er børnene et af de vigtigste våben. Forældrenes konfliktperspektiv er fyldt med vrede, frygt, forvirring og modsatrettede interesser. I den situation bliver børnene splittet mellem moderen (og evt. hendes familie) og faderen (og hans familie). De negative påvirkninger fører til psykiske vanskeligheder og kommer tit til at hænge over børnenes tilværelse som en stor, sort sky.

Den psykiske sårbarhed kan forstærkes af rolleforvirringen mellem børn og voksne. Efter skilsmissen kan det være den ældeste datter, der tager ansvaret for at hjælpe moderen og de små søskende. Hun fungerer som tolk og udfører voksenopgaver for moderen, f.eks. ved at deltage i forældremøder i de mindre søskendes skole og hjælpe til med papirerarbejde. I takt med, at en datteren udvikler en afgørenede rolle i familien, forventer hun en mere ligeværdig behandling fra moderens side. Men mødrene har derimod en aldershierarkisk opfattelse, og det betyder, at uanset hvor meget datteren hjælper, kan hun ikke forvente ligeværdighed. Det bevirker den omtalte rolleforvirring og føjer endnu et lag til konflikten.

Nogle fraskilte kvinder forsøger at overbevise omgivelserne om, at de er ærbare ved at blive stærkt religiøse. Kvinderne tror, at denne handling medvirker til at genvinde deres anseelse i omgangskredsen. Man kan være tilbøjelig til at tro, at familien egentlig ville finde støtte og fællesskab blandt trosfællerne, men det er vanskeligt, da det religiøse samfund tildeler fraskilte kvinder en ringe status og plads. De og deres døtre betaler således en høj pris ved at underlægge sig ortodokse religiøse ritualer og normer, der begrænser kvindernes sociale frihed og samfundsdeltagelse.

Også relationen mellem mor og søn kan kompliceres efter skilsmissen. Årsagen er, at drengen simpelthen får lov til at erstatte sin fars rolle og bliver betragtet som familiens overhoved, selv om han måske er meget yngre end pigerne. I den sammenhæng bliver aldershierarkiet erstattet af kønshierarkiet. I og med at det sker, får mødrene svært ved at styre drengebørnene, da de afgiver forældreautoriteten og dermed indtager en underordnet, relativ magtesløs position.

I det danske samfund udløser en skilsmisseproces ikke nødvendigvis hjælp fra det offentlige, og ofte er kommunen ikke klar over, hvad den etniske minoritetsfamilie gennemgår, medmindre der kommer en underretning om børnene fra skolen eller børnehaven. I nogle tilfælde har en kommunal medarbejder kontakt til kvinden, hvis hun f.eks. er på overførselsindkomst. Selv om medarbejderen i beskæftigelsesforvaltningen bliver bekendt med familiens vanskeligheder, er det ikke altid, forvaltningerne taler sammen. Derfor kan det hænde, at børne- og familieforvaltningen bliver inddraget alt for sent i processen. Selv hvis børne- og familieforvaltningen er inde i sagen, er det ikke sikkert, at familien bliver hjulpet. Grunden kan være, at der er brug for så massive foranstaltninger, at sagen bliver uoverskuelig, og at der ikke findes kvalificerede medarbejdere, som har indsigt og kompetence til at hjælpe familien på en ordentlig måde.

De utilsigtede svagheder, jeg har observeret i den kommunale praksis, spiller sammen med en manglende skilsmissekultur i etniske minoritetsfamilier. Her er åben fjendtlighed og nedsmeltning af kommunikationen sædvanlige kendetegn, når parterne går fra hinanden. Den form for skilsmisse finder selvfølgelig også sted i danske familier, men her er der imidlertid udviklet nogle kulturelle idealer, hvor fokus i de fleste tilfælde er på børnenes beskyttelse og trivsel.

Situationen er væsensforskellig i de fleste etniske minoritetsfamilier og kan demonstreres med en af skilsmissens konsekvenser: Det er vanskeligt for fraskilte kvinder at blive gift igen. Udover at der er få etniske minoritetsmænd, der vil gifte sig med en fraskilt kvinde, som har børn i forvejen, har kvindens familie svært ved at acceptere eller give hende tilladelse til at blive gift igen. Den manglende skilsmissekultur betyder i mange tilfælde, at børnene lider overlast, fordi de ikke beskyttes mod den fjendtlighed, som moderens ny partner og hans familie lægger for dagen.

Hvis jeg sammenholder de tre elementer:

1) kvindernes lave placering på den økonomiske og uddannelsesmæssige rangstige;

2) svagheder i den kommunale praksis; og

3) den manglende skilsmissekultur i etniske minoritetsfamilier, fremkommer et billede af højspændte skilsmisseforløb, hvor de implicerede kvinder indgår i en tredobbelt marginalisering.

Den tredobbelte marginalisering begrundes altså med sammenflettede forhold, hvor kvindernes begrænsede muligheder for et aktivt arbejdsliv pga. manglende sprogkundskaber og uddannelse svækker deres kulturelle og økonomiske handlekraft efter skilsmissen. Derudover er det offentlige hjælpeapparat ikke gearet til at håndtere så kulturelt ukendte, subtile skilsmisseprocesser, hvilket utilsigtet afsondrer kvinden og lader hende alene om at klare sig igennem. Endelig har vi at gøre med en særdeles destruktiv skilsmissekultur i etniske minoritetsfamilier, hvor man forsøger at straffe den ”skyldige”, det er altid kvinden, med udstødelse.