Krisens videre forløb

Danmark er godt rustet til at klare krisen, men vi kan ikke alene sætte gang i verdensøkonomien. Det, vi kan og skal, er at øge arbejdsindsatsen uden at få mere i løn og/eller gå ned i løn., skriver dagens kronikør.

Den krise verden gennemlever i disse år er andet og mere end en finanskrise. Det er en strukturel krise, der har udviklet sig på baggrund af betydelige politiske og teknologiske fremskridt. Nok de mest markante fremskridt mod øget vækst og velstand nogensinde. Det er forhold der har forandret verden fundamentalt til det bedre, men i en periode har gjort verdensøkonomien ustyrlig. Det tager tid at få styr på tingene, men vi er godt på vej. Det er ikke 1930'ernes krise om igen.

Fra 1990 til 1999 voksede verdensøkonomien med næsten 3 pct. i årligt gennemsnit. Fra 1999 til 2004 var væksten omkring 4 pct. og fra 2004 til og med 2007 omkring 5 pct., helt usædvanligt.

Succesen stod på i så lang tid, at mange troede at aktiekurser og ejendomspriser kunne fortsætte med at stige i årevis. Så sent som i efteråret 2008 vurderede IMF, Den internationale Valutafond, således, at væksten i verdensøkonomien 2008 ville blive på 3,9 pct. og 3,0 pct. i 2009. Mange prognosemagere har måttet revidere deres prognoser, undertegnede er ingen undtagelse. I juni 2008 kunne vi dog, før det gik galt med aktiekurserne, melde ud at det var tid at forlade aktiemarkedet. Vore amerikanske analyser, hvor vi månedligt interviewer 1.000 husstande om deres privatforbrug, viste nemlig, at privatforbruget i USA ville styrtdykke i de kommende måneder.

Der er paralleller mellem de to store kriser i 1930'erne og 1970'erne, og det vi oplever nu, men der er afgørende forskelle. De væsentligste forandringer i forhold til tidligere er følgende:

?Kinas åbning mod resten af verden efter 1978

?Sovjetunionens sammenbrud i 1991

?Globaliseringen

?Containertrafikken

?Udbredelsen af mobiltelefoner og internet

Den kinesiske leder Deng Xiaoping, der overtog magten efter Mao, satte fokus på økonomisk udvikling og lukkede op for udenlandske investeringer. Over en milliard kinesere blev til rådighed for den øvrige verden som arbejdskraft og forbrugere. Kina blev et marked for maskiner, andre produktionsmidler, forbrugsvarer og serviceydelser fra den øvrige del af verden. For Danmark, som havde haft gode forbindelser også til Maos Kina, betød den kinesiske åbning en betydelig stigning i danske skibes fragt til og fra Kina. A. P. Møller-Mærsks store flåde af containerskibe opstod i kølvandet på Kinas åbning.

Den anden væsentlige politiske ændring er Sovjetunionens sammenbrud. Kaprustningen standsede og verden blev mere fredelig. For Danmark betød det, at de østeuropæiske lande og Rusland blev åbnet for øget varehandel og investeringer. Sammen betød de to kommunistiske regimers åbning mod verden, at omkring 1,7 milliarder mennesker blev en del af det globale marked som producenter og forbrugere.

Der kunne globalt trækkes på billig arbejdskraft i Kina og på veluddannede hoveder i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. I Rusland kom der varer i butikkerne, g russerne øgede deres reelle arbejdsindsat i en hastigt voksende privat sektor. I Kina blev landbrugsproduktionen mere end fordoblet, g 400 millioner kinesere bragt ud af fattigdom. Begge lande præsterede høje vækstrater og var sammen med lande som Indien og Brasilien med til at få verdensøkonomien til at vokse.

Globaliseringen og containertrafikken kombineret med lave energipriser gav øget arbejdsdeling. Mobiltelefoner og internet bidrog til øget kommunikation, vidensdeling, konkurrence, produktivitet og bedre udnyttelse af ressourcerne. Penge, varer og viden flytter nu hurtigere og billigere fra den ene verdensdel til den anden. Tilsammen gav disse forhold de historisk høje vækstrater i verdensøkonomien. Væksten er omsat i øget social velfærd og forbrug. Bedre uddannelse, mere sundhed, flere biler, rejser, hvidevarer, tøj og mere mad. Bagsiden af medaljen er et øget energiforbrug, der gav rekordhøje energipriser og øget forurening.

Det var de stigende energipriser, der udløste den økonomiske nedtur i USA. En gallon benzin steg fra en til fire dollar fra 2004 til 2008. I USA har de færreste anden måde at komme på arbejde, bringe børn i skole eller købe ind på, end i egen bil. De stigende oliepriser gjorde derfor et voldsomt indhug i amerikanernes rådighedsbeløb. Det gik ud over købet af alt andet fra biler, møbler, mad, tøj til legetøj. Det gik også ud over betalingen af husleje, renter og afdrag på lån. Det udløste så den meget omtalte subprimelånekrise. Men de spekulative subprimelån var kun et led i en længere kædereaktion. De politiske og teknologiske fremskridt, den økonomiske vækst det gav og de deraf følgende olieprisstigninger spiller hovedrollen i krisen.

Da det amerikanske privatforbrug udgør en femtedel af verdensøkonomien, spredte nedturen sig hurtigt til resten af verden og trak tæppet væk under den drømmeverden, som vi havde levet i nogle år. De varer som amerikanerne ikke købte, skulle så ikke produceres, og når de ikke skulle produceres, skulle de heller ikke sejles. Fragtraterne faldt dramatisk. De nye skibe der var bestilt til at sejle med den ellers forventede fortsat stigende fragt, skulle heller ikke bygges. Og når der ikke skulle bruges stål til nye biler og nye skibe, så skulle den jernmalm og de kul, der ellers skulle være brugt til at producere stål af, hverken brydes eller sejles. Samlet gav det arbejdsløshed og yderligere svigt i forbruget ikke kun i USA, men i hele verden.

Energipriserne, aktiekurser og ejendomspriser faldt globalt. Det revisionen ikke havde opdaget af svindel og humbug i vækstperioden, det klarede recessionen. Svindlerne blev buret inde, vilde spekulanter gik konkurs og lønmodtagere, der havde ladet sig lokke på tynd is, mistede formuer. Ikke rart for dem det ramte, men uundgåeligt og godt for klimaet fordi energiforbruget faldt.

Verdensøkonomien er fortsat i negativt territorium, men vores seneste analyser fra april og maj 2009 viser at nedturen i den amerikanske økonomi er bremset op og på vej mod en vending. Vendingen er slået igennem på aktiekurserne. De lavere energipriser og renter har hjulpet. Pengeudpumpning fra finansministerium og centralbank ligeledes. Afgørende positivt er det også, at USA har fået en ny præsident og regering som størstedelen af amerikanerne og resten af verden har større tillid til end til Georges W. Bush og hans regering.

Man kan notere, at de tidligere nævnte fremskridt ikke, selv om de er truet, er forsvundet på grund af krisen. Der er lagt en højere bund for den økonomiske nedtur. Det er ikke 1930'ernes krise om igen.

De to største trusler mod ny vækst i verdensøkonomien er:

?Øget protektionisme, som bremser den globale arbejdsdeling og

?nye voldsomme stigninger i energipriserne drevet af uroligheder i Mellemøsten og/eller af spekulanter, der udnytter de overdrevne påstande om, at der om få år vil være mangel på fossile brændstoffer.

Danmark er godt rustet til at klare krisen, men vi kan ikke alene sætte gang i verdensøkonomien. Det vi kan og skal er at øge arbejdsindsatsen uden at få mere i løn og/eller gå ned i løn. Vores konkurrenceevne er svækket af store lønstigninger, ikke kun til grådige bankdirektører, men til størstedelen af arbejdsstyrken. Vi styrker ikke konkurrenceevnen ved at pumpe flere penge ud til forbrug eller sende folk på arbejdsfordeling, tværtimod. Det gør kun ondt værre og øger de underskud på de offentlige budgetter, som allerede truer.

Der er kun en vej, flere i arbejde, en øget arbejdsindsats, løntilbageholdenhed, øget produktivitet og produktudvikling. Mange mindre og mellemstore virksomheder søger medarbejdere.

Det er en svær opgave, men alternativet er værre: en gentagelse af det vi oplevede 1980'erne med kartoffelkur og skattereform, der udløste rekordhøj arbejdsløshed og titusinder af tvangsauktioner.

Vi økonomer ved det, politikerne, organisations-, og virksomhedslederne ved det også. Spørgsmålet er, hvem der har mod til at være de ansvarlige, der melder klart ud, og får befolkningen med til at gennemføre det nødvendige.