Overfladisk arbejde

Der er ikke meget godt at sige om PET-kommissionens rapport. Der graves ikke dybt nok, og oplagt kildemateriale er bevidst eller ubevidst fravalgt.

Lad os begynde med at fremhæve det positive, der er kommet ud af de alt for mange mio. kr. og de alt for mange år, Den Kgl. Kommission (KK) har siddet - herunder siddet unødigt tungt - på store mængder af arkivalier og på den måde effektivt forhindret andre forskere i at arbejde med materialet: PET-kommissionens beretning er en læselig tekst, nogle afsnit dog mere læselige end andre. Den juridiske sprogbrug tynger sine steder fremstillingen unødigt; og der er pludselige spring fra alvorstung (selv)højtidelighed (”udfindelse”, ”ibrugtages” osv.) til frejdigt fremsatte påstande om, at noget ”naturligvis” forholder sig sådan og sådan.

Beretningen er et stort skridt fremad i retning af offentlig omtale af begivenheder og personer under Den Kolde Krig på grundlag af materiale i PET's, Justitsministeriets og andre statslige arkiver. I betragtning af det hysteri, min avisartikel fremkaldte for kun godt to år siden, er det godt at se, at man nu må nævne navne også på højtstående politikere; at man nu i detaljer må beskrive PET's såkaldte ”indhentningsmetoder” (f.eks. telefon- og rumaflytning) uden at få ørerne i maskinen; og at det ligeledes er lovligt at beskrive PET's samarbejde med fremmede tjenester - også når disse tjenester gennemførte efterretningsoperationer på dansk territorium.

Men skal man virkelig skrive ”den udenlandske tjeneste” eller lignende, når det er klart, også fra for længst udgivne værker, at det kun kan være den britiske tjeneste MI5? Det virker komisk. Der er mange hidtil for offentligheden ukendte oplysninger om den hemmelige tjeneste (PET) og de partier, organisationer og personer, tjenesten overvågede og registrerede. Men beretningen lider også af store mangler. KK har skullet undersøge, om PET holdt sig inden for lovens rammer. KK skulle også se på de politisk-ideologiske miljøer, der var i PET's søgelys. PET's arkiv er derfor naturligvis centralt, fordi det afspejler (noget af) PET's virksomhed. Ligeledes Justitsministeriets arkiv, da PET sorterede under og havde tætte forbindelser til ministeriet. Ligeledes er det klart, at materiale om partier som DKP, SF og VS er af central betydning.

Men KK har undladt at benytte mange andre væsentlige arkiver og kilder. Sovjetunionen var Danmarks hovedmodstander under Den Kolde Krig, og DKP blev finansieret, instrueret og opmuntret af Sovjetunionen, mere præcis af SUKP. De gamle sovjetiske arkiver har været tilgængelige i forskellig grad for KK, men den har end ikke forsøgt at få adgang til dette righoldige og enestående materiale. KK har heller ikke forsøgt at udnytte det store sovjetiske materiale, som er tilgængeligt på internettet og andetsteds.

Min første tanke var, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt. KK har haft grænseløse ressourcer til rådighed, men har tilsyneladende ikke rørt en finger for at komme i nærheden af det sovjetiske materiale. Tilsyneladende har KK end ikke følt det som et problem.



I fortegnelsen over trykte kilder/fremstillinger findes heller ikke et eneste værk på russisk eller udgivet i Sovjetunionen eller Rusland. Igen kan man kun ryste på hovedet: Hvordan har det været muligt fuldkommen at ignorere alle de mange relevante russisksprogede værker? F. eks. har den ledende KGBist Viktor Grusjko, som omtales adskillige gange i beretningen, skrevet nogle ganske interessante erindringer. Sovjetiske tidsskrifter og aviser har også meget af interesse. Til gengæld optræder der i litteraturlisten til bind 13 om KGB's kontakt- og agentnet i Danmark en fransksproget titel på en bog om den Spanske Borgerkrig i 1930'rne. Det virker mere end søgt. Der er også en spansksproget titel om den Spanske Borgerkrig, nærmere betegnet Francos hemmelige tjenester 1936-1949. Forklaringen på, at den nævnes, synes at være, at forfatteren til bind 13 er den ene af de to forfattere til bogen. Der optræder også en Daniele Ganser med en bog om ”Natos hemmelige hære” og Nato-inspireret terror i Europa. KK ved ikke, at denne Ganser ikke er en seriøs forsker, men en person, der er besat af sammensværgelsesteorier. Af samme grund er han blevet udelukket fra at bidrage til Wikipedia. Han mener, at Cuba-krisen i 1962 var en amerikansk sammensværgelse, og at september 2001-angrebet på USA ikke var organiseret af Al Qaida, men af - ja gæt selv. Hans hovedkilde til ”Natos hemmelige hær i Danmark” er artikler fra dagbladet Information. Han har til overflod blåstemplet et kendt KGB-falsum (FM30-31B).

En meget stor del af Den Kolde Krig i Danmark udspilledes eller blev afspejlet i tidens aviser. Bortset fra nogle få tilfælde har denne kendsgerning ikke fundet vej til beretningens mange tusinde sider, selv om adskillige aviser figurerer i kildefortegnelsen. Hvordan skal man kunne vurdere KGB's og KGB-nære journalisters desinformation, hvis man ikke undersøger, hvad de skrev? Der er jo også en slags verden uden for PET's dokumenter.



Medlem af Europa-Parlamentet Søren Søndergaard har med rette gjort opmærksom på, at der er en besynderlig skævhed i sammensætningen af de personer, der har været indkaldt som vidner for KK. Der er ikke en eneste fra de venstreorienterede miljøer, som PET skulle holde øje med. Hvorfor har man ikke udspurgt Gert Petersen eller Torben Krogh, der ligesom sin partiformand plejede tæt omgang med KGB? Frank Aaen, der spillede en stor rolle som ungkommunistisk leder i 1970'erne og 1980'erne, kunne sikkert have fortalt mange interessante ting. Det samme gælder Pelle Voigt. Og hvad med Arne Herløv Petersen og Jørgen Dragsdahl, som behandles på næsten 200 sider - havde det ikke været værd at indkalde dem? Og Gordijevskij selv? Man kunne blive ved. Og igen savner man blot den mindste overvejelse eller begrundelse for den skæve sammensætning af vidnelisten. Det viser, at KK først og fremmest har været optaget af de juridiske sider af kommissoriet. Men KK var jo også domineret af jurister.

Jeg er også enig med tidligere folketingsmand for VS Preben Wilhjelm. Det er juristeri i svær grad, når et flertal af KK i en såkaldt retlig vurdering vil hævde, at den vidt berømte regeringserklæring af 30. september 1968 ikke har været retligt bindende. Hvis en højtidelig regeringserklæring, som oven i købet er blevet gentaget og understreget den ene gang efter den anden af skiftende regeringer, og som er blevet fremført som det grundlag, PET virkede på - ikke har betydet noget som helst, skrider jo hele retsgrundlaget i landet.

Noget andet er, at PET naturligvis ikke kunne udføre de pligter, som skiftende regeringer pålagde tjenesten, hvis den skulle have holdt sig bogstaveligt til denne regeringserklæring. Men det politiske dobbeltspil med Justitsministeriet som leverandør af bortforklaringer lugter ilde. Det bringer mindelser om H.C. Hansens erklæring mod bedre viden om, at der ikke var kernevåben på dansk territorium. Hvorfor behandler politikere dog en myndig befolkning som børn, der ikke kan tåle at høre sandheden? I det hele taget er det vigtigt at understrege, at selv en kongelig udnævnt kommission jo kun består af mennesker, og at disse konkrete mennesker ikke automatisk forlenes med en særlig form for objektivitet eller indsigt, fordi de skriver under etiketten KK. Det er i den forbindelse værd at erindre om dette: Hvis ikke nogle af offentlighedens vagthunde havde glammet i tide, ville KK have haft et medlem, som havde været på Leninskolen i Moskva for at blive oplært i marxismen-leninismens dialektik- og hvad der var vigtigere: taktik og metoder til at undergrave de demokratiske samfund. Dette medlem af KK skulle med andre ord have været med til at undersøge sig selv og sine kammerater. At ledelsen af Historisk Institut ved Aarhus Universitet i det hele taget kunne finde på at indstille en sådan person, vidner om en mangel på moral for ikke at sige om en skamløshed, der vistnok er uden sidestykke.

KK's beretning er altså et af flere bidrag til belysning af sider af Den Kolde Krig i Danmark - hverken det første eller det sidste. Og beretningen må naturligvis behandles med samme kritiske briller som enhver anden fremstilling af denne epoke. KK's mange ansatte har haft god tid og mulighed for at gennemgå et stort arkivmateriale, og der er som sagt meget nyt især for dem, der ikke selv har haft mulighed for at arbejde i disse arkiver. Men den går ikke dybt nok og standser for ofte på halvvejen.

Fodnote til illustration af den særbehandling, Center for Koldkrigsforskning (CFKF) nyder. For kort tid siden fik CFKF afslag på en anmodning om at få afklassificeret et bestemt dokument fra 1982 af stor betydning for belysning af det anspændte forhold mellem justitsminister Ole Espersen og PET. CFKF måtte altså ikke bruge dokumentet. Men dokumentet er i sin helhed optrykt i beretningens bd. 13, s.99-100 og kan nu læses af alle. Må CFKF nu godt bruge det, eller skal vi spørge én gang til?