Danskheden som trampolin

Den hjemlige kultur er ikke en spærrebom, vi sætter op omkring Danmark. Det er tværtimod en trampolin, der giver afsæt til at forstå andre kulturer. Det danske er ikke vendt mod andre. Noget af det mest danske er frisindet, er Bertel Haarders budskab til udlandsdanskerne.

Men du, der søgte mod gammel strand

de gamle lig (lige som dem) der mod søen stunded

hver gang du genser det gamle land

skal sande: her blev dit hjerte bundet.



Sådan skrev Johs V. Jensen som afslutning på en tale til dansk-amerikanere på Kalø i 1925. Det lyder dejligt dette med, at hver gang man genser det gamle land, så må man sande, at her blev hjertet bundet. Men så enkelt er det jo ikke. Udlandsdanskeren har to hjemlande, og hjertet er bundet begge steder. Når man er ude, har man ofte en følelse af, at der er noget, der mangler. Jeg husker fra mit år i USA, at fuglesangen var fremmed, der var ingen duftende hyldetræer og ingen lærkesang, intet rugbrød og ingen sild og snaps.

Men alligevel er det ikke altid let at komme hjem, når tingene har udviklet sig på en måde, man måske ikke bryder sig om eller ikke forstår. Man synes, at noget er gået tabt, og er ikke fortrolig med det, der er kommet i stedet. De, der rejser ud, og vi, der er herhjemme: Vi skal forstå hinanden, og vi skal bruge hinanden.

Vi herhjemme skal låne jeres øjne, for I har set ind ad vore vinduer med den kritiske sans, der mangler hos hjemmefødninge, der synes, alle problemer var løst, hvis alle var som vi. Vi har brug for jeres kritik af vores kærlige, man slappe undervisningsvæsen, vores eksorbitante skattetryk, vores forbudsstat - og måske også vores ikke særligt veludviklede evne til at inkludere borgere med fremmed baggrund i vore fællesskaber. Men vi har også brug for, at I er ambassadører for jeres gamle land, og at I forsvarer det, sådan som langt de fleste gør med stolthed.

Her i sommer havde gratisavisen MetroXpress store artikler om, at danskere nu er tilbageholdende med at skilte med, hvor de kommer fra. En kommunikationsekspert fortæller, hvordan han i udlandet oplever, at der sættes spørgsmålstegn ved vore kerneværdier, tolerancen og sikkerheden på gaderne.

Diskussionen om danskerne begynder måske med Muhammed-krisen og bevæger sig så over i, »hvorfor vi er så indesluttede, indadvendte og intolerante«. De studser også over vores retorik over for fremmede og især muslimer, som de betragter som hård og kontant.

De kerneværdier, Danmark tidligere var kendt for, er i hvert fald smuldret, siger han.

Avishistoriens dokumentariske del omhandler udelukkende danskere, der ikke skilter så meget med, at de er danskere, når de er i Tyrkiet. Jeg har spurgt udlandsdanskere og rejsende i andre dele af verden. De har ikke samme indtryk. Jeg er her i sommer blevet citeret korrekt for, at vi alle på en måde er kulturradikale, men de kulturradikales fejl har altid været, at de dyrker det abstrakte menneske og løsriver det fra den folkelige eller nationale sammenhæng. Derfor manglede de modstandskraft over for totalitære ideologier, som dyrkede det abstrakte menneske.

Selv kulturradikalismens fader Georg Brandes måtte tage afstand, da hans tilhængere ikke interesserede sig for det sønderjyske spørgsmål og sønderjydernes kamp for at forblive danske.

Der er jo ingen modstrid mellem at vi på den ene side holder af vort hjemland, hvor vi har rod og føler os hjemme - og samtidig viser respekt for andres behov for at udtrykke samme følelse i forhold til deres hjemlige kultur. Der er ikke noget galt i at opruste kulturelt, at lægge vægt på de fælles kulturelle erfaringer, som er nedfældet i bøger, billeder, musik, sang og kunst. Hvis ikke vi danskere passer på det, hvem skulle så? Det gør os jo ikke mindre åbne over for andre kulturer. Jeg har den fornøjelse på 15. år at administrere den mest frisindede skolelovgivning i verden, som er en direkte følge af Grundtvig og grundtvigianernes kombination af kærlighed til fædrelandet og respekt for andres tilsvarende kærlighed. Den hjemlige kultur er jo ikke en spærrebom, vi sætter op omkring Danmark. Det er tværtimod en trampolin, der giver afsæt til at forstå andre kulturer.

Det danske er ikke vendt mod andre. Noget af det mest danske er frisindet, dvs. den holdning, at hvis vi selv vil være frie, må vi give andre samme frihed. Vi giver langt større beløb per elev til de tyske mindretalsskoler i grænselandet. Samtidig med, at vi også betaler ekstraudgifterne til de danske skoler syd for grænsen. Vi har 20 muslimske friskoler, der får de sædvanlige 80-85 pct. af udgifterne betalt af den danske stat. Dertil kommer alle frikirkerne og de 114 moskeer, der kan fradrage deres bidrag og derved få større statsstøtte per medlem end flertalskirken.

Selv var jeg stolt af at være med til at indvie den store muslimske gravplads i Brøndby. Danmark er et smørhul, også for muslimer. Det kan man let få muslimer til at bekræfte. De kan selvfølgelig fritages for kristendomsundervisning, men næsten ingen benytter sig af det, mindre end én pct. For dem er gudløsheden nemlig langt farligere end den skikkelige evangelisk-lutherske folkekirke. Derfor synger muslimer også gladeligt med ved de store "salmesus"-arrangementer, der er blevet stor succes i nogle af de store bykirker.

Det er igen den samme grundtvigske recept: Flertallet har lov at have kristendommen med i det offentlige rum, men til gengæld er der fuld frihed for dem, der ikke vil være med. Børnene kan fritages, og forældrene kan få samme støtte eller mere til deres gudsdyrkelse. Jævnfør også den gamle tradition med sognebåndsløsning og valgmenigheder. Dér, hvor nogle måske kunne blive bedre, vedrører den enkeltes villighed til at gøre sig ulejlighed med at invitere en udlænding indenfor. Der kommer utroligt mange udlændinge hertil i disse år. Mere end en fordobling siden regeringen tiltrådte. Antallet af udenlandske studerende er vokset fra 12.500 i 2003 til 20.200 i 2008. Og antallet af arbejdstilladelser er vokset fra 6.400 i 2003 til 30.500 i 2008, begge tal inklusiv EU-borgere. Regeringen arbejder aktivt for, at der skal komme endnu flere studerende og arbejdende udlændinge. Når jeg spørger de unge, hvorfor de gerne vil læse i Danmark, så er det hyppigste svar, at de kan lide omgangsformen og undervisningsformen.

I Danmark får man ikke blot kundskaber, man lærer også at bruge dem. Det ry skal vi være stolte af. Vi reklamerer for danske uddannelser i udlandet. Nu eksporterer vi dem også, f.eks. til Kina, hvor det, der tidligere hed Niels Brocks Handelsskole snart underviser flere kinesere i Kina end danskere i Danmark.

Sært nok er der næsten dobbelt så mange udenlandske studerende i Danmark, som der er danske studerende i udlandet. På trods af, at danske studerende kan tage verdens højeste uddannelsesstøtte med sig og nu også penge til at betale for undervisningen, tuition fee, i to år. Og dermed nærmer vi os så integrationsområdet, som jeg jo selv har haft ansvaret for.

Den nye udlændingelovgivning gav visse problemer for udlandsdanskere, som forhåbentlig blev reduceret til et tåleligt niveau. Men vi kan nu konstatere, at 24 års-reglen og tilknytningskravet havde præcis den tilsigtede effekt i indvandrermiljøerne. Langt de fleste unge med udenlandsk baggrund finder i dag selv deres ægtefælle frem for at blive arrangeret ind i et ægteskab i den hensigt at få slægtninge til Danmark. Og alle kan nu få en uddannelse, før de evt. skal familiesammenføres. Det har gjort underværker for elevernes muligheder for at klare sig i skolen og finde job. Det er nu en almindeligt accepteret kendsgerning, at integrationen går langt bedre på alle måder.

Beskæftigelsen af borgere fra fattige tredjelande er drastisk forbedret, selv om der er langt til, at beskæftigelsesgraden er lige så høj som hos danskere.

Man kan så beklage, at nogle blandede parforhold har fået udsat deres familiesammenføring, men der må altså ikke diskrimineres. Også på det punkt overholder vi alle konventioner. Den status, vi kan aflevere her i denne sommer, er bl.a. følgende i tilfældig rækkefølge:

De unge valfarter til Danmark. En dansker blev Natos generalsekretær - så nu bliver også Nato udsat for store reformer!

Han skal bidrage til at samle den frie verden og skabe en dialog med den øvrige verden uden at gå på kompromis med vore demokratiske principper. Grønland har i største harmoni med Danmark fået og fejret sit selvstyre. Alle lande kigger mod Danmark og anerkender regeringens store indsats for at opnå en klimaaftale til december.

Vi har så god en økonomi, at vi kan træde på den økonomiske speeder og derved undgå de værste følger af finanskrisen.

Dagens kronik er skrevet over den tale, som Bertel Haarder holdt søndag på Kronborg for udlandsdanskere.