Kampen skal frem i lyset

Sommeren har budt på masser af eksempler på stjerner og politikere, der helst vil agere uden om pressen og diktere, hvad der må spørges om. Det er et stigende demokratisk problem, skriver Olav Skaaning Andersen.

»I stedet for at snakke med medierne bruger jeg nu tid på at tale til folk direkte. Det er ikke en boykot, men på den her måde eliminerer du mellemmanden . . .”

Det er ærlig snak, når Lance Armstrong begrunder sin udbredte brug af kommunikationsværktøjet Twitter. Sådan cirka otte gange dagligt. Den syvdobbelte Tour-vinder og genfødte cykelrytter ønsker at kommunikere direkte med sine fans - mere end 1,6 million følger marsmanden fra Texas på Twitter - og giver sin mening om Contador, de franske dopingmyndigheder og den slemme presse. Råt for usødet. Uden indblanding eller kritiske spørgsmål.

Så langt, så godt. Det har bare den problematiske følgevirkning, at Armstrong er mindre tilgængelig end tidligere. Jo, jeg hørte godt at TV 2's kommentatorer under Tour de France ærbødigt og uafladeligt snakkede om Armstrongs nye åbenhed, men fakta er at manden for første gang nogensinde ikke holdt officielle pressemøder under dette års løb og pålidelige efterretninger fra Frankrig går på, at åbenheden kun gælder nøje udvalgte medier samt korte interview-seancer før og efter etapen. Samt envejskommunikationen på Twitter.

Det er slut med, at Armstrong på pressemøder bliver konfronteret med engelske Sunday Times eller andre medier, der har stillet alvorlige spørgsmålstegn ved amerikanerens forhold til doping og sandheden gennem årene.

Armstrongs holdning er en tendens i tiden, der er blevet bestyrket og forstærket denne sommer. Flere steder. Cykelhold i Tour de France har egne produktionsselskaber, der serverer indslag til fans via hjemmesider, Youtube og Twitter. De har ikke i samme grad som før brug for den eksponering, som den journalistiske omtale giver og dermed strammes styringen konstant. Adgangen for uafhængigt at rapportere og interviewe er under hårdt og konstant pres. Respekt for dem, der stadig prøver at lave regulær journalistik i Tour de Twitter.

Andre steder i underholdningsbranchen trækkes grænserne også hårdt op. Da journalister tillod sig at kritisere det danske fodboldlandsholds præstationer efter en VM-kvalifikationskamp, nægtede hele holdet efterfølgende at udtale sig til pressen. DBU greb ikke ind, men har derimod efterfølgende reageret ved kraftigt at indskrænke adgangen til spillerne. I store udenlandske fodboldklubber skal der betales for interviews eller man skal investere i megadyre rettigheder til kampene for at få adgang til spillerne. Da Britney Spears gæstede København skulle fotograferne skrive under på, at de kun måtte bringe billeder som Britneys folk godkendte.

Heldigvis sagde de danske fotografer nej til at arbejde på de vilkår, men der findes begivenheder og personer, man i et demokratisk samfund ikke bare kan ignorere.

Sommeren har givet et par eksempler, der understreger problemets omfang i dansk politik.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen eller socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt ønskede at stille op til interviews og tale om ”vanskelige” sager i juli. Thorning ville ikke lade sig interviewe af TV Avisen og TV 2 Nyhederne om kritikken af hendes politiske ordfører, men havde i løbet af sommeren både tid og lyst til f. eks at lade Politiken komme hjem i privaten for at lave billede og artikel om, hvordan det er - for hendes mand - at være gift med en socialdemokratisk leder. Oplagt foto-opportunity med både fru Thorning og mr. Kinnock i køkkenet på Østerbro.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har gennem længere tid været mere end uvillig til at stille op til spørgsmål om sin rolle i sagen om den påståede overbetaling til privathospitaler. Midt i juli havde Politiken en omfattende kritisk udredning af sagen, hvor de gerne ville have haft Løkkes kommentarer.

Det kunne dog ikke lade sig gøre, statsministeren var på ferie, skrev avisen. Dog ikke mere på ferie end at han samtidig godt kunne finde tid til at bruge et par timer på at stille op i TV 2's Tour-studie i Odense til en løs snak om cykelsport og hans efterfølgende cykeltur til Paris.

Det er ikke noget nyt, at politikere gerne selv vil sætte dagsordenen og helst optræde i sammenhænge, hvor tonen er rar, atmosfæren venlig og fotomulighederne fremragende.

Både Thorning og Løkke - og deres spindoktorer - synes at forfølge den gammelkendte mediestrategi. Man skal undgå for meget direkte clinch med pressen på dårlige sager, stille op til bløde historier og skabe sin egen dagsorden - og helst kommunikere direkte med folk uden den irriterende mellemmand.

Enhver politiker vil forsøge at få sit budskab så klart frem som muligt, og det er også mediernes opgave at sørge for at det sker i ordentlige og saglige rammer. Men jo mere de sociale medier og den direkte kommunikation med borgerne griber om sig - og erstatter det kritiske interview - jo vigtigere bliver det for den uafhængige presse at have adgangen til at kunne stille spørgsmål.

Den indædte kamp om dagsordenen skyldes antallet af medier. I et mere og mere fragmenteret mediebillede er det vanskeligt at beholde en agenda mere end et par timer - eller en dag eller to, hvis det går højt.

Alle synes de andre sætter dagsordenen. Politikerne mener, medierne bestemmer. Erhvervslivet synes det er politikerne, der favoriseres, og journalisterne synes spindoktorerne har alt for stor magt.

Kampen mellem magt og medier har altid eksisteret, men bliver intensiveret i en tid, hvor sociale medier, mediekrise og kamp mellem regering og opposition for alvor sætter ind.

Fordelene ved net-tv, Twitter og Facebook er åbenbare. Det har begivenheder i Moldova, Iran og andre steder i den store verden demonstreret og danske politikeres direkte kontakt til vælgerne via sociale medier er en glimrende ekstra demokratisk dimension i spillet mellem borger, politiker og stat.

Men hvis det samtidig betyder, at magthaverne - politikere, regering, virksomheder, interesseorganisationer, etc. - ikke stiller op til kritiske spørgsmål, og at spindoktorer og kommunikationschefer i langt højere grad agerer dørmænd overfor medierne, er tendensen et demokratisk problem.

Det er en daglig kampplads - og tingene spidser til. I tilfældet Thorning og Løkke sagde medierne heldigvis fra og protesterede mod, at det ikke var muligt at stille de spørgsmål, som journalisterne ønskede.

Lykkes det at begrænse interviewadgangen, så politikerne kun vil svare på udvalgte spørgsmål, er vi tilbage ved partipresse og regulært mikrofonholderi. Vi står tilbage med iscenesatte optrin, som folk lynhurtigt gennemskuer. De vil opdage, at der er tale om koreograferede seancer og miste interessen for det politiske liv.

Der må sættes en klods i døren, så spinforsøgene på at undgå kritiske spørgsmål dels kommer frem i lyset, dels kraftigt modarbejdes.

Folk må svare, hvad de vil eller ”»ingen kommentarer«, men muligheden for at stille spørgsmål skal forsvares.

Det er netop den adgang til magthavere og hovedrolleindehavere, der er en af hjørnestenene i et demokratisk samfund. Og det er afgørende, at man som seer, lytter og læser har vished for at der principielt kan spørges om alt.

Det journalistikkens - eller mellemmanden, som Lance Armstrong kalder det - vigtigste funktion. Samme Armstrong, der er godt forberedt til den politiske karriere der efter sigende venter i hjemstaten Texas . . .