Med lov skal land bygges

Flygtningenævnet træffer afgørelserne efter loven, og politiet sikrer, at afgørelserne håndhæves. Dermed sørger politiet for, at loven også håndhæves, når det møder modstand. Der er nemlig lighed for loven, og ingen kan ved at søge ind i en kirke unddrage sig lovens opfyldelse.

»Med lov skal land bygges«. Sådan står der over indgangen til Folketingssalen på Christiansborg.

Ordene stammer fra Jyske Lov. Med disse ord institueres retsstaten i Danmark allerede i år 1241 under Valdemar Sejr. Med loven indskrænkes kongemagten. Det fastslås, at kongen skal handle efter loven. Kongen kan ikke udøve magten vilkårligt, som det passer ham, ved f. eks, at give særlig positiv behandling af de grupper, han kan lide og særlig negativ behandling af dem, han ikke kan lide.

For at det skal stå helt klart, tilføjer jyske lov, at loven skal gøres til alle mands, dvs. menneskers gavn. Der skal være lighed for loven.

Princippet om lighed for loven er ikke indskrevet i grundloven i dag, men er underforstået i lovgivningen og direkte udtrykt i en række forvaltningslove og antidiskriminationslove.

Alligevel har det radikale venstre i nyere tid to gange været bannerfører for at undertrykke princippet om lighed for loven ved simpelthen at fremsætte forslag om særlove med de formål at udøve den uretfærdighed, der ligger i at give dem man særligt kan lide, særlige rettigheder, palæstinenserne i kirken, og straffe dem, man ikke kan lide, Tvind dynastiet.



Med Højesterets kassation af tvindloven var der en del folketingsmedlemmer, der blev meget klogere. Også mange politikere, ikke mindst socialdemokrater, der i sin tid stod bag palæstinenserloven, har flere gange senere udtalt, at den konstruktion ikke er en farbar vej.

Det radikale venstre derimod vil ikke acceptere tingene tilstand. Man ønsker udlændingeloven ændret. Og da det ikke kan ske ad parlamentarisk vej, og man åbenbart ikke vil være ved, at man ønsker særregler for dem, man særlig kan lide, forsøger man mere skjult og ad andre kanaler at gennemføre den radikale udlændingepolitik, som vælgerne nu ved tre folketingsvalg har kasseret. Hvad man ikke kan opnå via folkestyrets regler og principper, forsøger man at nå ad anden og mere uregulær vej.

Det radikale venstre har ganske enkelt, når det drejer sig om politikken overfor afviste asylsøgere, forladt folkestyret og retsstaten. Man blæser på det flertal i befolkningen, der har indsat flertallet i Folketinget. Man respekterer ikke vælgernes afgørelse og forsøger derfor at mistænkeliggøre ikke blot politiske modstandere, men også de myndigheder, der træffer afgørelser efter loven.

Sådan fører det mere end hundrede år gamle parti Det radikale venstre politik 2009. Ikke mindst den radikale retsordfører, Morten Østergaard, der har arbejdet sig helt ud ad tangenten, og som i Folketingets integrationsudvalg gang på gang gør fælles sag med enhedslisten, forsøger ikke blot at mistænkeliggøre min embedsførelse, men forsøger også at skabe mistillid til Flygtningenævnets beslutninger.



Topmålet af udemokratisk sindelag og total mangel på forståelse for folkestyre, medborgerskab og magtens fordeling efter grundlovens § 3 udviser Morten Østergaard, da han torsdag morgen få timer efter, at politiet har udført en lovlig forretning i Brorsons Kirke, udtaler, at der er tale om politisk bestillingsarbejde.

”Politisk bestillingsarbejde.” Vi lader den lige stå et øjeblik. Det er værd at minde om, at princippet i jyske lov netop betyder, at der skal være en lov for, at magten kan udøves. Det princip må naturligvis også i en retsstat følges op af princippet om at myndighederne skal sikre, at loven overholdes, og myndighederne om fornødent kan og skal skride ind med magt.

Til sikring af borgernes retssikkerhed er magten netop delt i den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt. Det betyder, at Folketinget, hvis magt er legitimeret gennem hemmelige og direkte Folketingsvalg, vedtager lovene og indsætter de myndigheder, der skal udøve lovene. Udlændingeloven giver efter dansk tradition mulighed for, at myndighederne kan tage en lang række individuelle hensyn, og disse hensyn bliver varetaget gennem den helt konkrete sagsbehandling, hvor alle mulige elementer og oplysninger medtages i Flygtningenævnets beslutninger. Derudover kan de afviste søge om humanitær opholdstilladelse.



Flygtningenævnet træffer altså afgørelserne efter loven, og politiet sikrer, at Flygtningenævnets afgørelser håndhæves. Dermed sørger politiet for, at loven også håndhæves, når det møder modstand. Der er nemlig lighed for loven, og ingen kan ved at søge ind i en kirke unddrage sig lovens opfyldelse.

For Morten Østergaard er politiets arbejde politisk bestillingsarbejde. Dermed afslører Morten Østergaard, at han ikke har respekt for den demokratiske opbygning i Danmark, men selv vil bestemme både som lovgiver og håndhæver af loven.

Det er interessant at se på, hvad konsekvensen ville være, hvis Morten Østergaard havde magt, som han havde agt. Politiet måtte altså ikke udføre sit lovlige arbejde.

Alternativet ville være, at magten blev overladt til de 300 voldelige personer, der har organiseret sig professionelt og er i besiddelse af så effektivt et kommunikationssystem, at de kunne være på pletten ved Brorsons Kirke før politiet fik fuldendt sit arbejde. Politiet forsøgte at give sig tid til at forhandle med irakerne før det uniformerede korps blev sat ind. Men de voldelige kræfter ville ikke finde sig i, at asylsøgerne forlod kirken i ro og fred. De ville volden. Derfor skete der skade på kirken.

Det er det, samfund Morten Østergaard åbenbart ønsker sig, når han kalder politiets lovlige effektuering af flygtningenævnets lovlige afgørelser for politisk bestillingsarbejde.



Det er jo netop den politiske opbakning og at der administreres efter lovene, der er kendemærket for en retsstat og ikke, at det er alle mulige andre magter, der handler efter deres egne love. Ved at mistænkeliggøre politiets helt lovlige arbejde er den radikale retsordfører sammen med enhedslisten med til at svække politiets autoritet og hele folkestyrets ide om, at der skal handles efter loven, og at loven skal håndhæves.

Det er en dødsensfarlig vej Det radikale venstre nu går, når man for at hævde egne politiske synspunkter, som gennem tre folketingsvalg ikke har fået opbakning, nu er parat til at svække det fine kompetencesystem, der er opbygget i Danmark i respekt for grundlovens bestemmelse om magtfordeling. Faktisk er det opbyggede system netop opbygget for at beskytte de borgere, der retter sige efter loven og myndighedernes beslutning og gennemtvinge afgørelserne overfor dem, der ikke vil respektere beslutningerne.

Det har været anført, at hjertet skal være med i beslutningsprocessen, underforstået, at hvis man er politisk uenig, så er det fordi, man er et ondt menneske, der ikke har hjertet med.

Men hvad er det egentlig for et samfund, man ville få, hvis få personer, der mener, at være mere gode og næstekærlige end andre, skulle træffe afgørelse. Ja, så ville de afviste asylsøgere, der år efter år forsørges af den danske stat og alligevel nægter at rette sig efter myndighedernes påbud, få en langt bedre behandling end de millioner og atter millioner flygtninge i verden. Ja, de afviste, der sidder loven overhøring og sætter sig til modværge mod politiet, ville få en bedre behandling end dem, der pænt rejser hjem igen, når de får besked på det.



Det er denne uretfærdighed, der er så oprørende. De, der taler om hjerte er hjerteløse overfor de lovlydige, der rejser hjem. De tænker ikke på verdens nødstedte, de tænker alene på om fornødent ved vold at gennemtvinge deres egne meninger. Derved har hjertet undergravet enhver form for lov og orden.

Hvor lov og orden ikke hersker, der hersker vilkårligheden, gadens parlament og dermed den stærkeres ret. Det er den udvikling Det radikale venstres retsordfører nu er bannerfører for.