Akademisk censur

Muhammed-censuren raser videre. Den amerikanske forsker Jytte Klausen har udgivet en bog om krisen, men forlaget turde ikke vise sine læsere, hvad hele sagen drejer sig om. Kronikøren fortæller her om en lignende sag, hvor han selv bøjede sig for frygtens selvcensur.

13. august bragte Morgenavisen Jyllands-Posten nyheden om, at den amerikanske forsker af dansk afstamning Jytte Klausens bog ”The Cartoons that Shook the World” var blevet censureret af det prestigefyldte amerikanske universitetsforlag Yale University Press. Sagen viser, hvor langt vi er kommet med hensyn til (selv)censur indenfor akademia, det sted, der om noget er skabt for at gøre det muligt at tale frit og tænke kritisk.

Men sagen er ikke enestående. Jeg kunne have lyst til at fortælle, hvordan det foregår nede på jorden og også kan overgå mindre ånder. Som professor i faget missionsteologi og økumenisk teologi ved Det teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, beskæftiger jeg mig med forskning og undervisning i religiøs pluralisme og religionsmøde. Spørgsmål, der hører herindunder har, som man kan tænke, fået en renæssance i de seneste år, specielt efter 11. september 2001 og offentliggørelsen af Jyllands-Postens karikaturtegninger 30. september 2005. Efter Muhammed-krisen gjorde jeg det til en vane ved forelæsninger og offentlige præsentationer at vise de oprindelige tegninger. Når jeg gjorde det, og spurgte hvor mange der havde set dem, viste det sig, at det som regel kun var cirka halvdelen, der havde set dem i original. De havde højst set ham med bomben i turbanen. Jeg gjorde det, fordi vi netop på universitetet er forpligtet på at forholde os til virkeligheden og analysere den for om muligt at komme med sande udsagn om den. Inden for den akademiske diskurs bør man derfor ikke acceptere, at man taler om noget, man ikke kender eller ikke må se.



Vi har måske efterhånden glemt det, men Muhammed-krisen kom som et chok for de fleste danskere. Man kunne simpelthen ikke forstå det had og den vrede, de harmløse tegninger udløste, og de voldsomme reaktioner, der fulgte. Billederne forestillede jo ikke Muhammed. Det var jo bare noget, avisen sagde. Hvordan skulle de også kunne det? Muhammed har vi jo ikke nogen autentiske billeder af. Så hvad billederne viste, var de forestillinger som er inden i almindelige danskeres hoveder, når ord som Muhammed eller Østen lyder. Det er med andre ord et typisk tegn på det, vi normalt kalder orientalisme. Begrebet en orientalist var engang en hæderværdig betegnelse for et menneske i Vesten med et stort kendskab til Østens sprog, kunst og kultur; men efter, at den amerikanske intellektuelle af palæstinensisk afstamning Edvard Saids bog om orientalisme er begrebet kommet til at stå for vestens fjendtlige og nedsættende syn på Østen blevet til under indtryk af kolonialisme og imperialisme. Altså var karikaturtegningerne et skoleeksempel på orientalisme. Orientalisme er måske dumt eller uoplyst, men det er ikke en forbrydelse. Efter den dramatiske udvikling, der fulgte med over hundrede dræbte bl.a. i Afrika, blev det så i Vesten og i diverse internationale fora til en sag om ytringsfrihed.

2005-2008 var jeg formand for det nordiske netværk for missionteologi og økumeniske studier (NIME). Det er et netværk, der består af teologer og religionsforskere fra Norden, der beskæftiger sig med religionsmøde og interkulturel dialog. Ved vores årlige konference i Turku/Åbo 2007, hvor vi skulle beskæftige os med mission og postmodernitet, skulle jeg være respondent på et oplæg fra den finske forsker Tuomas Martikainen. I forbindelse med mit indlæg om mission og de religiøse forandringsprocesser i postmoderniteten kom jeg ind på Muhammed-krisen og viste min vane tro de originale tegninger og analyserede dem som udtryk for orientalisme. I denne forsamling, der bestod af de fremmeste nordiske specialister i religionsmøde og mission, spurgte jeg igen min vane tro, hvor mange, der havde set de originale tegninger før og fik et svar, der indikerede, at det var under en tredjedel.



Som det er almindelig skik i akademiske forsamlinger, skulle konferencen efterfølgende dokumenteres, hvilket normalt sker i Swedish Missiological Themes, et akademisk tidsskrift udgivet at det svenske Institut for Missionsforskning, der har hjemme på Uppsala Universitet. Konferencens vært blev gæsteredaktør på det nævnte nummer, og hele nummeret helligedes konferencen og dens indlæg. Jeg indleverede også mit bidrag, der som mit indlæg på konferencen indeholdt en gengivelse af de originale tegninger. Redaktøren havde en enkelt forespørgsel desangående, men accepterede at inkludere artiklen med tegningerne. Men dernæst fik jeg en besked om, at redaktionsudvalget (Editorial Board, der udgør tidsskriftets fagfællepanel) havde besluttet, at artiklen var OK, men at tegningerne ikke kunne inkluderes. Der blev henvist til, at tidsskriftet havde abonnenter i f.eks. Nigeria; og man kunne ikke tage ansvaret for, hvad der kunne ske med en kollega eller på et bibliotek, der modtog et nummer af tidsskriftet med de famøse tegninger.

Så der sidder man. Hvad skal man gøre? Der kan ingen tvivl være om, at det er forkasteligt, at man indleder en akademisk analyse og diskussion af nogle billeder, som man ikke kan se. På den anden side vil man nødig være årsag til, at uskyldige udenlandske kolleger bliver udsat for fare, eller at et teologisk bibliotek bliver brændt ned. Desuden følte jeg, at jeg som formand for NIME havde et ansvar for at holde sammen på det skrøbelige netværk.

Resultatet var forudsigeligt, som man ser det i Jytte Klausens tilfælde: Hun accepterer censuren, for hun vil gerne udkomme på et prestigefyldt forlag. Og resultatet for mit vedkommende blev det samme: Jeg bøjede af. Så nu blev artiklen trykt uden de tegninger, der kunne give substans til analysen. Jeg insisterede på, at der i en fodnote blev gjort opmærksom på forholdet, hvilket allernådigst blev tilladt. Så nu står der i note 4 s. 392 (Swedish Missiological Themes vol 95 no 4, 2007), at forfatteren af dokumentationshensyn ønskede at trykke de originale tegninger for at begrunde fortolkningen af tegningerne som udtryk for orientalisme, men at redaktøren og redaktionsudvalget satte sig imod det; endvidere at tegningerne kan ses på nettet med angivelse af en konkret adresse. (Hele det pågældende nummer af tidsskriftet kan faktisk ses på nettet, men altså uden tegningerne http://www.missionsresearch.org/jj/billedearkiv/arkiver/Conferences/1%20NIME%20AGM%202007%20Proceedings%20(SMT%20vol%207,

%202007).pdf)

Det er ikke en historie, jeg er stolt af. Og jeg fortæller den ikke her for at udstyre mig selv med en eller anden martyrglorie. Jeg kunne jo bare have trukket artiklen tilbage. Herregud. Verden lever sikkert godt, selv om min lille teori om den verdenshistoriske udvikling ikke nyder fremme indenfor det akademiske establishment. Men jeg fortæller den, fordi den illustrerer, hvorledes akademisk selvcensur kan finde sted. Nu er historien om Yales censur af Jytte Klausens bog gået verden rundt. Som hendes eksempel viser, rammer censuren ikke blot de famøse tegninger, men alle de illustrationer, som hun angiveligt havde inkluderet af klassiske fremstillinger af Muhammed (Doré og andre) Dermed er man med til at forvrænge billedet af den mangfoldige verdensreligion islam. Der er jo fra historien mange eksempler på, at man har fremstillet Muhammed billedligt. Og der er bestandig strid og diskussion om billeders betydning og brug ikke alene indenfor islam men også i orientalsk kristendom. Her forhindrer en bestemt militant fortolkning af denne billedstrid en kvalificeret og informeret akademisk diskussion om emnet. I forbindelse med forberedelsen af en revision af styrelsesloven for universiteterne blev der fokuseret på spørgsmål vedrørende den akademiske frihed. Der blev blandt andet foretaget en rundspørge, hvor man skulle svare på, om man i sit arbejde havde oplevet forhindringer for den akademiske frihed, så man for eksempel var blevet bedt om at forske i noget bestemt eller afstå fra at udtale sig om bestemte emner.

Men sådan foregår det jo ikke. Der er ikke nogen, der big-brother-agtigt udsteder forbud eller dekreter om, hvordan og i hvad man skal forske. Det sker langt mere subtilt. Det sker via den diskrete men politisk bestemte fordeling af forskningsmidlerne, og det sker ved intern selvpålagt censur i forskningsmiljøerne.

Viggo Mortensen er dr. theol. og professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet. 2003 - 2008 leder af Det danske Pluralismeprojekt, der udforskede den voksende religiøse pluralisme i Danmark.