Mens Solen sover

Faktisk er den globale opvarmning standset, og en afkøling er så småt begyndt. Ingen klimamodel har forudsagt en afkøling af Jorden, tværtimod. Det betyder, at prognoser for fremtidens klima er utilregnelige, skriver Henrik Svensmark.

Den stjerne, der holder os i live, har gennem det seneste par år været næsten uden solpletter, som er det normale tegn på Solens magnetisk aktivitet.

I sidste uge rapporterede det videnskabelige hold bag Sohosatellitten (Solar and Heliospheric Observatory) at »antallet af solplet-frie dage antyder, at Solens aktivitet er på vej mod det laveste niveau i omkring 100 år«. Alt tyder på, at Solen er på vej i en dvalelignende tilstand, og det åbenlyse spørgsmål er, om det har nogen betydning for os på Jorden.

Spørger man det Internationale Klimapanel IPCC, som repræsenterer den gældende konsensus på klimaområdet, så er svaret et betryggende »ingenting«. Men historien og den seneste forskning tyder på, at det sandsynligvis er helt forkert. Lad os se lidt nærmere på hvorfor.

Solens aktivitet har til alle tider varieret. Omkring år 1000 havde vi en periode med meget høj solaktivitet, som faldt sammen med middelaldervarmen. Det var en periode, hvor frost i maj var et næsten ukendt fænomen og af stor betydning for en god høst. Vikinger bosatte sig i Grønland og udforskede Nordamerikas kyst. I det hele taget var det en opgangstid. For eksempel fordobles Kinas befolkning gennem denne periode. Men efter omkring 1300 faldt solaktiviteten, Jorden begyndte at blive koldere, og det blev begyndelsen på den periode vi nu kalder den Lille Istid. I denne kolde periode forsvandt alle vikingernes bosættelser i Grønland. Svenskerne overraskede Danmark med at gå over isen, og i London frøs Themsen gentagne gange. Men mere alvorligt var de lange perioder med fejlslagen høst, som resulterede i en dårligt ernæret befolkning der på grund af sygdom og sult blev reduceret med omkring 30 pct. i Europa.

Det er vigtigt at fastslå, at den Lille Istid var en global hændelse. Den endte i slutningen af det 19. århundrede og efterfulgtes af en stigende solaktivitet. Gennem de seneste 50 år har solaktiviteten været det højeste siden middelaldervarmen for 1.000 år siden. Og nu ser det ud til at Solen skifter igen og er på vej mod det, som solforskere kalder »et grand minimum« som vi så i den Lille Istid.

Sammenfaldet mellem Solens aktivitet og klimaet gennem tiderne er forsøgt bortforklaret som tilfældigt. Men det viser sig, at næsten ligegyldigt hvilken periode man undersøger, altså ikke kun de sidste 1.000 år, så findes en overensstemmelse. Solens aktivitet har gentagne gange gennem de seneste 10.000 år svinget mellem høj og lav. Faktisk har Solen gennem de seneste 10.000 år befundet sig i en dvaletilstand ca. 17 pct. af tiden med en afkøling af Jorden til følge.

Man kan undres over, at det internationale klimapanel IPCC ikke mener at Solens forandrede aktivitet har nogen betydning for klimaet, men grunden er, at man kun medtager forandringer i Solens udstråling.



Netop udstrålingen ville være den simpleste måde, hvormed Solen kunne ændre på klimaet. Lidt som at skrue op og ned for lysstyrken af en elektrisk pære.

Satellitmålinger af Solens udstråling har vist, at variationerne er for små til at forårsage klimaændringer, men dermed har man lukket øjnene for en anden meget mere effektiv måde, hvorpå Solen er i stand til at påvirke Jordens klima. I 1996 opdagede vi en overraskende påvirkning fra Solen - dens betydning for Jordens skydække. Højenergitiske partikler accelereret af eksploderede stjerner, den kosmiske stråling, hjælper til at danne skyer.

Når Solen er aktiv, skærmer dens magnetfelt bedre mod de kosmiske stråler fra verdensrummet, før de når vores planet, og ved at regulere på Jordens skydække kan Solen skrue op og ned for temperaturen. Med høj solaktivitet fås færre skyer, og jorden bliver varmere. Lav solaktivitet skærmer dårligere mod den kosmiske stråling, og det resulterer i øget skydække, og dermed en afkøling. Da Solens magnetisme har fordoblet sin styrke i løbet af det 20. århundrede, kan denne naturlige mekanisme være ansvarlig for en stor del af den globale opvarmning i denne periode.



Dette er også forklaringen på, at de fleste klimaforskere prøver at ignorere denne mulighed. Den griber nemlig ind i forestillingen om, at det 20. århundredes temperaturstigning hovedsagelig skyldes menneskelig udledning af CO2. Hvis Solen nemlig har haft betydning for en anselig del af opvarmningen i det 20 århundrede, så betyder det, at CO2's andel nødvendigvis må være mindre.

Lige siden vores teori blev fremsat i 1996, har den været gennem meget skarp kritik, hvilket er normalt i videnskaben.

Først sagde man, at en sammenhæng mellem skyer og Solens aktivitet ikke kunne være rigtig, fordi ingen fysisk mekanisme var kendt. Men i 2006 efter mange års arbejde lykkedes det os at gennemføre eksperimenter ved DTU Space, hvor vi demonstrerede eksistensen af en fysisk mekanisme. Den kosmiske stråling hjælper med at danne aerosoler, som er kimen til skydannelsen.

Derefter gik kritikken på, at den mekanisme, vi have fundet i laboratoriet, ikke ville kunne overleve i den virkelig atmosfære og derfor var uden praktisk betydning. Men den kritik har vi netop eftertrykkeligt afvist. Det viser sig, at Solen selv laver, hvad vi kan kalde naturlige eksperimenter. Kæmpemæssige soludbrud kan få den kosmiske stråling på Jorden til at dykke pludseligt over nogle få dage. I dagene efter disse udbrud falder skydækket med omkring 4 pct., og indholdet af flydende vand i skyerne (dråber) formindskes med næsten 7 pct. Her er tale om en meget stor effekt. Faktisk så stor, at man populært kan sige, at skyerne på Jorden har deres oprindelse i verdensrummet.

Derfor har vi set på Solens magnetiske aktivitet med voksende bekymring, siden den begyndte at aftage i midten af 1990'erne.

At Solen kunne falde i søvn i et dybt minimum, blev antydet af solforskere på et møde i Kiruna i Sverige for to år siden. Da Nigel Calder og jeg opdaterede vores bog ”The Chilling Stars” skrev vi derfor lidt provokerende »vi anbefaler vores venner at nyde den globale opvarmning, mens den varer«.

Faktisk er den globale opvarmning standset, og en afkøling er så småt begyndt. I sidste uge blev det fremført af Mojib Latif fra universitet i Kiel på FN's World Climate Conference i Geneve, at afkølingen muligvis fortsætter gennem de næste 10 til 20 år.

Hans forklaring var naturlige forandringer i Nordatlantens cirkulation og ikke i Solens aktivitet. Men ligegyldigt hvordan det fortolkes, så trænger de naturlige variationer i klimaet sig mere og mere på.

En konsekvens må være,at Solen selv vil vise sin betydning for klimaet og dermed teste teorierne for den globale opvarmning. Ingen klimamodel har forudsagt en afkøling af Jorden, tværtimod.

Det betyder, at prognoser for fremtidens klima er utilregnelige. En prognose, der siger, at det muligvis er varmere eller koldere om 50 år, er ikke meget bevendt, for videnskaben er heller ikke i stand til at forudsige Solens aktivitet.

Så på mange måder står vi ved en skillevej. Den nærmeste fremtid vil blive overordentlig interessant, og jeg tror, at det er vigtigt at erkende, at naturen er fuldkommen uafhængig af, hvad vi mennesker tror om den. Vil drivhusteorien overleve en betydelig afkøling af Jorden? Ikke i dens nuværende dominerende form. Desværre kan fremtidens klimaudfordringer blive nogle helt andre end drivhusteoriens forudsigelser, og måske bliver det igen populært at forske i Solens betydning for klimaet.

Professor Henrik Svensmark er leder af Center for Sun-Climate Research på DTU Space. Hans bog ”The Chilling Stars” er også udgivet på dansk som ”Klima og Kosmos” (Gads Forlag, DK ISBN 9788712043508)