Damp-lokomotivet kører videre

Først og fremmest må alle være opmærksomme på den mulighed, at Dampdiagnosen ikke er et symptom på en udviklingsforstyrrelse hos et barn, men et symptom på en uhensigtsmæssig samfundsudvikling. Ikke en sygdom, men et sociokulturelt problem.

Dette debatindlæg handler om børn. Derfor begynder det, som alle gode børnehistorier, med: »Der var en gang for mange år siden, da forældre til børn med adfærdsforstyrrelser var skræmte ved tanken om, at deres barn fejlede noget psykisk og oven i købet skulle behandles med nervemedicin.«

Historien er meget anderledes i dag. Forældre er mere ivrige for at få deres børn undersøgt hos en psykiater eller psykolog. Lange ventetider og lange ventelister. Endvidere stiller en del forældre selv en diagnose på deres børn og er mest interesseret i at få en recept.

Fagbøger, forældre foreninger, medieverden og internettet har kvalificeret forældrene til at være på forkanten og til at tænke på diagnoser, når de vurderer deres børn. Sideløbende hermed er de professionelle blevet endnu mere fikseret på diagnoser. Resultatet er blevet en slags tyranni, hvor en diagnose er en obligatorisk og nødvendig - og ofte eneste - måde at betragte et barn på; at forstå et barns behov; at træffe vigtige beslutninger; at vælge den rigtige behandling; at finde den rette skoleplacering; at få bevilget de nødvendige ressourcer; at tilfredsstille de voksnes behov.

At stille en diagnose og derefter handle ud fra den er ikke forkert. Men det bliver et problem for det pågældende barn, når diagnosen bliver enevældig. Når den bliver til et stempel, til et id, til en pinkode, til barnets mellemnavn.



Når diagnosen får karakter af en livsdom, som alle må rette sig efter. Når den bliver indforstået hos omgivelserne. Når man ikke længere kan debattere, om diagnosen i høj grad hænger sammen med det moderne samfund - konkurrence, ambitioner, resultater, stress, tidspres og tempo.

Et aktuelt og typisk eksempel er historien om drengene og Damp. Der var en gang for mange år siden, da drenge fik lov at være rigtige drenge.

Både hjemme og ude (daginstitutioner og skoler) herskede der en forståelse og en rummelighed, som tog hensyn til drengenes kønstypiske karakter- og adfærdstræk. De fik i bogstavelig og overført forstand de syv tønder land, de havde brug for.

Historien er meget anderledes i dag. Rammerne og holdningerne både hjemme og ude er blevet mere stramme, rigide, krævende og mindre rummelige. Normalitetsbegrebet er blevet mere snævert. Forældrenes og samfundets ambitionsniveau og forventninger skrues konstant op.

Flere børn, især drenge, kommer til kort. Fremfor at analysere og ændre på de familie- og samfundsmæssige årsager til det stigende antal børn/drenge med uhensigtsmæssig adfærd og uhensigtsmæssige reaktioner, samler forældre og professionelle sig omkring et mantra, en åbenbaring, en diagnose, et akronym som hedder ADHD eller ADD, som oversat fra det engelske betyder forstyrrelse i opmærksomhed med eller uden hyperaktivitet (her med den populære betegnelse Damp).

Antallet af børn, som får stillet denne Damp-diagnose, er mildt sagt eksploderet i de senere år. Ligeledes er antallet af børn med denne diagnose, som er sat i behandling med en potent hjernemedicin (ja, en slags speed eller ferietablet), er også eksploderet (med 40% fra 2007 til 2008!). Denne behandlingsmæssige konsekvens er umiddelbart ganske logisk, eftersom de omtalte diagnoser henviser til, at det pågældende barn lider af en hjernemæssig forstyrrelse, som forhindrer ham i at sidde stille, koncentrere sig, være opmærksom, ikke blive let distraheret. Med andre ord: Problemet skyldes det pågældende barns uheldige hjernemæssige funktion, som formentlig er medfødt.

Sagt på en anden måde: Barnets adfærdsproblemer hjemme og ude har ikke noget at gøre med tidligere eller aktuelle familie- og/eller samfundsmæssige forhold. Det er den hjernemæssige udvikling, der er noget galt med. En afvigende hjernemæssig udvikling kan jo hos nogle børn blive til lammelse, spasticitet, epilepsi, sansedefekter m.m. Men vel at mærke også til dårlig koncentration, uro, hyperaktivitet m.m. Altså Damp. I alle tilfælde vil den type diagnose kræve en mere eller mindre direkte udredning af hjernefunktionen. Men åbenbart er det ikke strengt nødvendigt i alle tilfælde, hvor der er rejst mistanke om Damp.



Denne diagnose bliver i mange tilfælde stillet kun på baggrund af en række adfærdsbeskrivelser.

Der er oven i købet udarbejdet spørge- og screeningsskemaer, som forældrene, pædagogerne, lærerne og andre, som er tilknyttet til barnet, nemt kan udfylde. Med udgangspunkt i dem kan de professionelle foretage yderligere undersøgelser og stille den endelige diagnose ved først og fremmest at observere barnet, dog uden at have foretaget objektive og videnskabelige hjernemæssige undersøgelser. Der er sågar udarbejdet en vejledning med hensyn til udredning af børn under mistanke om Damp, som er ret omfattende, men som mangler henvisning til objektive parametre og til gengæld peger på en række observationsmuligheder og informationsindsamlinger.

Det hele er systematiseret (man er fristet til at siger industrialiseret). Dampklinikker og -specialister er etableret rundt omkring. Dampklasser er fulgt med. Forældreforeninger. Medicinindustrien er naturligvis med på noderne og udvikler konstant nye midler til behandling af Damp. Dampdiagnosen på voksne er det nyeste. Man er fristet til at føle, at der er flere tegn på, at der er gået penge i det.



Et obligatorisk spørgsmål trænger sig på: hvorfor så mange børn med ADD eller ADHD eller Damp? Hvad skyldes denne kedelige udvikling? Det skyldes ikke flere børn med afvigende hjernemæssige udvikling, men det hænger sammen med, at flere børn bliver opdraget til uopmærksomhed, og at flere børn stimuleres til uro.

Det er ikke, fordi flere børn udvikler defekt hjernestruktur, men fordi flere børn tilegner sig en uhensigtsmæssig adfærd. Nutidens børn og unge omgives af et samfund og en kultur som er hurtig, tempofyldt, støjende, skiftende, springende, uforudsigelig, urolig. Ja, netop, de er faktisk fyldt med damp. For at overleve må et moderne barn netop være hurtigt og springende. Således er en del af de såkaldte Dampbørn egentlige tidssvarende børn, som blot er fanget i et lemfældigt net. Forældre, pædagoger, lærere og samfundet er fælles om at producere disse børn, som på en tilsyneladende elegant måde får en diagnose, efterfulgt af en behandling, hvor medicin spiller en central- og nogle gange enerolle. De pågældende medikamenter, med Ritalin i spidsen, er blevet til en slags psykisk antibiotika.

Tænk, hvis alle patienter med feber og hoste uden videre fik diagnosen lungebetændelse og følgende blev behandlet med penicillin. Virkeligheden i børneverden er faktisk den samme - stigende antal børn med uro og dårlig koncentration får på discountmaner en diagnose og en behandling, nemlig Damp + Ritalin med tilhørende bivirkninger. Kvantitet og ikke kvalitet.

Denne kedelige spiral må brydes og stoppes. Vi kan ikke trøste os med, at de samme tendenser ses i andre lande. Damplokomotivet kører i mange lande, hvis samfundet er ligeså børnefjendtligt. De professionelle og deres overordnede instanser må indskærpe kvalitetskravene i stedet for at tale om de endnu ikke opdagede Dampbørn. Alle må være mere kritiske. Der må udvikles og praktiseres flere objektive undersøgelsesmetoder. Men først og fremmest må alle være opmærksomme på den mulighed, at Dampdiagnosen ikke er et symptom på en udviklingsforstyrrelse hos et barn, men et symptom på en uhensigtsmæssig samfundsudvikling. Ikke en sygdom, men et sociokulturelt problem.

Et barn er ofte termometeret i familien. Børn kan også være det i samfundet. Noget tyder på, at der også på det område er en temperaturstigning.