Kirkekampen

En form for kirkeligt selvstyre er der fortsat en række uansvarlige kirkefolk, der drømmer om, skønt sceneriet er langt mere oplagt til et mareridt.Det rumler i fundamentet.

Folkekirken lever endnu i forholdsvis trygge rammer. Men der er grund til bekymring for dens fremtid. Der rumles i krogene om en adskillelse fra ægteskabet med staten. Ikke et formelt brud. Naturligvis ikke. Det kræver en grundlovsændring, og en sådan har forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på elegant statsmandsmanér forskånet os for ved at sørge for, at tronfølgeproblematikken ikke bliver aktuel. Men en form for kirkeligt selvstyre er der fortsat en række uansvarlige kirkefolk, der drømmer om, skønt sceneriet er langt mere oplagt til et mareridt.

Det rumler i fundamentet. Den for nylig afgåede biskop over København Stift forsøgte i forbindelse med sin afsked at italesætte en adskillelse eller et selvstyre ved at hævde, at man indenfor folkekirkens rækker må forberede sig på en sådan situation. Der er andre velærværdigheder, der på samme måde drømmer om at slippe den nære forbindelse til den ”onde stat”.

Nu er det uvist, hvad kirkeministeren har i ærmet. Der er spørgsmålet om at omlægge folkekirkens økonomi, så der bliver tale om bloktilskud frem for lønningstilskud. På den måde vil det være langt lettere med en kirkelig selvforvaltning uden ministeriel indblanding. Der er de nye stiftsråd, hvis eksistensberettigelse kan være vanskelig at få øje på, medmindre det er planen, at der oven i hierarkiet skal placeres et magtfuldt landskirkeråd.

Kommer det så vidt, vil vi have et kirkeligt selvstyre med mandat til at gøre folkekirken til en politisk aktør alt efter forgodtbefindende eller demokratiske flertal. Det lyder så smukt, når man presser ordet ”demokrati” ind. Så er der åbent for magtkamp.

Og magtkampene er tilsyneladende gået i gang. Der er spor og krusninger på vandet, og den slags skal man nogle gange være temmelig opmærksom på.

Sagen om Brorsons Kirke er et af dem. Præsten skjuler en flok forbrydere og hævder, at kirkerummet er helligt, skønt den evangelisk-lutherske kristendom for længst har afskaffet slig katolsk tankegang. En række kolleger bakker op om præsten og advarer staten om ikke at blande sig i kirkens sager.



Man kunne overveje, om de pågældende ikke bare selv skulle forlade folkekirken. Men tydeligvis ønsker man at dreje kirken i retning af en særlig opfattelse af flygtningepolitikken i landet. Man taler om næstekærlighed og gode gerninger, så det klistrer som brun sovs på en gammel kartoffel. Men den politiske hensigt er umiskendelig.

Et senere tiltag i retning af magtkampen er opfordringen til fra et organ, der kalder sig for Danske Kirkers Råd (Ja, det lyder som om, at vi allerede har fået et kirkeråd) til, at alle danske kirkesogne skal bimle med kirkeklokkerne den 13. december i anledning af klimatopmødet i København. Det skal gøres som et kald til alarm, håb og handling for skaberværket. Også her er den politiske hensigt tydelig. Der skal bakkes op om FN's klimapolitik og dommedagsprægede fremtidsforudsigelser, uanset hvor meget alt dette er bygget op på tolkning af teorier og mere eller mindre hensigtsmæssige opstillinger af forudsætninger for fremtiden. Der er præcis lige så mange usikkerhedsfaktorer, som der er opstillede forudsætninger.



Det kan da godt være, at FN har ret, men det kan lige så vel være, at det ikke er tilfældet. Der findes masser af andre forskningsmæssige bud på fremtiden, som siger noget andet, og der er de frafaldne forskere fra FN, som hævder, at de tidligere har haft begrænsninger på, hvad de måtte udtale sig om.

Så hævdes det vistnok, at et flertal af forskere og tilsvarende et flertal af politikere går ind for klimapanelets konklusioner. Men flertal skaber ikke sandhed. Slet ikke i kirkelige eller kristelig henseende. Lad dog endelig forskerne og politikerne falde på halen for klimahysteriet. Og lad dem, der er skeptiske, være det. Men hold kirken udenfor, for den skal ikke optræde som politisk aktør. I samme øjeblik, man lader den gøre det, så lukker man Vorherre ud af kattelemmen. Og det er trods alt ham, der helst skal være myndigheden. Og mon ikke, han nok selv skulle kunne tage hånd om sit skaberværk uden hjælp fra de miljø-korrekte kristne. Hvis endelig han har besluttet, at tiden for dommedag er inde, så burde kirkerne og præsterne vel nok være de sidste til at stritte imod.



Men magtkampen er i gang. Man ønsker, at kirken skal profilere sig på sager af samfundsmæssig relevans. Man glemmer den dybere mening bag Søren Kierkegaards tanke om det opbyggelige i, at vi mod Gud altid har uret. Man vil høres, og man vil have kirken med på vognen, så man på den måde i den politiske debat kan forsøge at jorde de andre med, at det, man mener, at det mener også både kirken og Vorherre. Det kan ende som den rene imam-snak. Det seneste skud på stammen er næsten endnu mere vammelt. Den 6. oktober udsendte Kræftens Bekæmpelse til en række af folkekirkens præster et ønske om en meningstilkendegivelse om, at man er i færd med at udvikle et »nyt og spændende« undervisningsmateriale til brug ved konfirmationsforberedelse. Materialet skal koble, som man skriver, »nogle af de grundlæggende kristne budskaber som skabelse og næstekærlighed til en nutidig sundhedsproblematik, nemlig modermærkekræft«.



Nu er det selvfølgelig al ære og respekt værd at ville bekæmpe modermærkekræft. Jeg er sikker på, at lægevidenskaben gør, hvad den kan. Hvad angår folkene bag Kræftens Bekæmpelse, skal man nok ikke regne for meget med dem, eftersom de ved at moralisere om tobak og alkohol efterhånden har ødelagt deres i tidligere tider så hævdvundne status.

Imidlertid er det vamle, at man vil forsøge at lokke præsterne til at lege sundhedspolitikere. Det er dog ikke kirken, der her står bagved. Tilsyneladende er Kræftens Bekæmpelse klar over, at der er røster i kirken, der gerne vil være politiske, men kirken forkynder syndernes nådige forladelse. Den forkynder ikke sundhedspolitik. Lige så lidt som flygtningepolitik, klimapolitik eller fiskeripolitik. Det næste bliver vel, at Dansk Cyklist Forbund eller Dansk Curling Union vil lave et materiale til konfirmandundervisning.

Banen er kridtet op. Hvis staten slipper sit sunde tag i folkekirken, så ender den som talerør for allehånde politiske budskaber, komiske som den slags er, som kan vinde gehør i en overordnet kirkebestyrelse eller kirkeråd. Den brede befolkning vil flygte. Fuldt forståeligt, for hvem i alverden vil have sit medlemskab af folkekirken gjort til et ideologisk indlæg i den politiske debat, uanset hvor sovset ind i velmente kristne floskler det er. Kirkens forkyndelse er nemlig ikke floskler. Det er tilgivelse, tro og nåde.



Det vil være at jage Herren ud af hans hus. Og det vil være at jage folket ud. Se blot til Sverige, hvor det ovenfor skitserede dommedagsperspektiv allerede er blevet til virkelighed. Som en følge af at sætte skel mellem stat og kirke. Befolkningen flygter væk. Den tidligere svenske statsminister Göran Persson skriver i sine erindringer, at det eneste, han i sin tid som statsminister fortryder, er, at han skilte stat og kirke og dermed tilintetgjorde den sidste rest af sammenhængskaft i det svenske samfund.

Magtkampen er i gang. Der er mange, der gerne vil tilintetgøre den danske folkekirkeordning. Det vil være let at tage den af dage. Men det vil være umuligt at få den tilbage, når man senere hen fortryder. Det er grundlæggende spørgsmålet om kirke eller ej !