Kritik af kristendommen

Det generer tilsyneladende ikke, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner, og at europæisk kristendom har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt.

De kristne apologeter Lars Christiansen og Lars Sandbeck udgav i august i år bogen ”Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister” (Informations Forlag 2009).

Bogen præges hele vejen igennem af de to forfatteres beklagelser over de nye ateisters skingre tone, ringe dannelse, generelle tåbelighed og gennemgående tendens til totalitære holdninger, mens forfatterne selv mener at repræsentere begavelse, indsigt, kvalitet og lødighed. Christiansen og Sandbeck sætter de nye ateister i forhold til klassiske ateister som Ludwig Feuerbach, Karl Marx, Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud, som de to forfattere hævder at beundre og respektere netop for deres begavede kritik af religion og kristendom.

Kristne apologeter som Christiansen og Sandbeck har haft et ikke ringe held med at udbrede den tese, at kristendommen ikke blot er verdens bedste og mest tolerante og fredselskende religion, men at den vestlige verden faktisk kan takke kristendommen for mange af de kulturgoder, som vi roser os af:videnskab, respekt for den menneskelige fornuft, sekularisering, adskillelse mellem religion og politik, menneskerettigheder, en ophøjet etik og selve demokratiet. Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt.

Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:

1) Jesus' eskatologiske forhåbningers sammenbrud,

2) udeblivelsen af Jesu genkomst,

3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og

4) kristendommens generelle "kamæleonisering", hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur.

Ad 1) Sammen med mange andre forskere har jeg - senest i min bog: "Den historiske Jesus" (2008) - argumenteret for, at Jesus virkede som en jødisk eskatologisk profet og måske også som messiasprætendent. Han proklamerede det jødiske folks snarlige befrielse fra romerne og genoprettelsen af tidligere tiders uafhængige jødiske stat. Ad 2) På forunderlig vis opstod dog hurtigt efter Jesu død en tro på, at nogle af hans tilhængere havde set ham i live. På dette grundlag blev den overbevisning til, at Jesus ikke længere var død, men at han var vendt tilbage til livet, havde vist sig for flere af sine tilhængere og derefter var faret til himmels. Det er denne religiøse tro, der behersker Det Nye Testamente, dog med den vigtige tilføjelse, at Jesu tilhængere samtidig var sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og - for sine troende tilhængere - (gen)oprette det "gudsrige", som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang.

Ad 3) Kristendommen gennemgik endnu en radikal transformation, da den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion, dvs. en religion vendt bort fra livet her på Jorden og i stedet samlet om et himmelsk endemål. Det fortsatte kristendommen med at være gennem hele oldtiden, middelalderen og nyere tid helt frem til Friedrich Nietzsche og Vilhelm Grønbech, som kritiserede denne form for kristendom sønder og sammen. Med Grønbechs ord kan kristendommen i denne lange periode betegnes som en "pilgrimsmyte": Ved syndefaldet var mennesket blevet fordrevet fra Edens Have. Ved sin stedfortrædende soningsdød havde Jesus i princippet genåbnet porten til Paradis, som de frelste efter deres død, opstandelse og eskatologiske dom kunne vende tilbage til. Men selv for disse frelste var livet på Jorden en træls ventetid og en udlændighed i en jammerdal, som man længtes efter at slippe ud af.

Ad 4) Vore dages danske kirkegængere har selvfølgelig mere end svært ved at acceptere, at denne væmmelse ved livet her på Jorden skulle være det samme som den kristendom, som de i dag møder i præsternes prædikener og apologeternes brandtaler. Har "vi" da ikke i skolen og konfirmandstuen lært det stik modsatte? Jo, det har vi, for efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis. Hvad der kommer efter døden, ved vi ikke, og det er godt det samme.



»Det ligger i guds hånd«, som moderne præster med Johannes Møllehave ynder at formulere det. Hele denne eskatologi er i øvrigt også ligegyldig, for kristendommen handler jo, "som vi alle ved", om noget helt andet, nemlig et bud om næstekærlighed, som vi ganske vist ikke kan opfylde, og så selvfølgelig syndernes forladelse, som i Den Danske Folkekirke generøst drysses ud over alle, hvad enten de vil have den eller ej. Den for få år siden så omdiskuterede Grosbøl-sag har endvidere fået os alle til at indse, at selv det at tro på gud (i en eller anden forstand) i dag er rykket ud i periferien af kristendommen. Jo, Nietzsche har sandelig fået ret: "Gud er død", men kristendommen lever lystigt videre og klarer sig fint uden ham.



Det er denne enestående evne til at tilpasse sig nye omgivelser, som jeg betegner som kristendommens "kamæleonisering".

Dermed er vi ved pointen: kristendommens indhold: Hvad er det nu, kristendommen helt præcist går ud på? Drejer den sig om jødiske eskatologiske forhåbninger? Handler den om en guddommelig lov, de ti bud eller det dobbelte kærlighedsbud? Stiller den overhovedet krav til sine troende? Fokuserer kristendommen på menneskers frelse fra synd, død og djævel? Består den i troen på Jesus, hvad dén så betyder: Hans guddommelighed? Hans død på korset, tolket enten som hans sejr over døden eller som en stedfortrædende soningsdød? Ja, hvem er Jesus egentlig i den kristne religion? En gudsendt profet? Jahves salvede Messias? En politisk befrier? En stor vismand? En etisk lærer og et moralsk forbillede? Eller er Jesus Guds søn, hvordan den titel så skal forstås?



Vanskelighederne ved at besvare disse spørgsmål viser, hvor usikre vi - og ikke mindst de kristne - i dag er på kristendommens indhold. Under alle omstændigheder kan jeg slå fast, at kristendommen i Danmark i dag ikke er identisk med den historiske Jesus' forkyndelse. Den er heller ikke identisk med, hvad vi kan læse af Paulus i Det Nye Testamente. Ej heller svarer den til middelalderens katolske pilgrimsmyte, til reformatorernes "frelse ved tro alene", til pietismens omvendelseskristendom eller til Søren Kierkegaards radikale forståelse af kristendommen som en bogstavelig efterfølgelse af den fattige og lidende Jesus.

Jamen, hvad er den så? Er Jesus i den danske folkekirke først og fremmest et venligt forbillede, som har fået sin faderlige guddommelige magt til at se bort fra alle menneskers fejl? Er kristendommen i dagens Danmark blevet til et statsligt serviceorgan med frit valg på alle hylder? Er den lig med en række frit fortolkelige metaforer? Er den reduceret til klokkeklang og Dannebrog ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse? Er kristendommen hos os endt med at være et hyggeligt kulturklenodie på linje med Dannebrog, guldhornene og Elverhøj? Er det derfor, Dansk Folkeparti er så glad for kristendommen?

P.S. Var det ikke en idé, at de to ateistjægere Lars Christiansen og Lars Sandbeck begyndte at beskæftige sig med disse spørgsmål om kristendommens indhold i stedet for at studere deres fjenders tone, dannelse, holdninger og dumhed?