Først Tingbjerg - så Danmark

Hvor mange er egentlig beskæftiget med at integrere hinduer, buddhister, sikher, kristne, tibetanere, kinesere eller latinamerikanere? Uhyre få, for de kommer nemlig ikke til Danmark med en dagsorden om at ville omstyrte vores grundlov og indføre et teokratisk diktatur.

Historien om Tingbjerg er gået landet rundt: I årevis har en bande muslimer forfulgt og chikaneret kirken og den lokale folkekirkepræst, og det så voldsomt, at han har valgt at forlade bydelen. Præsteboligen er sat til salg. Københavns biskop har kendt til forholdene i flere måneder, men har ikke sagt noget. De lokale danskere ved naturligvis alt om situationen, men tør ikke sige noget. For hvad kunne der ikke tilstøde deres børn, hvis "de unge", "banderne" eller "lømlerne", som pressen insisterer på at kalde voldsmændene, ser sig sure på dem? Fra ordensmagten skal de ikke påregne nogen hjælp. Enten fordi myndighederne ikke tør forstå, hvori problemet består, eller fordi ordensmagten simpelthen ikke råder over tilstrækkelige midler til at gøre noget effektivt.

I Bradford i England, Paris' forstæder, adskillige bydele i Berlin, i Malmø, Amsterdam, Rotterdam, Antwerpen, og nu i ghettoerne i København, Odense og udkanten af Århus - overalt det samme billede: Utilpassede indvandrere og efterkommere med muslimsk kultur, som ikke vil integreres, som med afsky vender ryggen til vestlig kultur og vestlige normer, som smider sten mod politi, brandfolk og selv hjemmehjælpere. Af al magt prøver de at smide landets lovlige myndigheder ud af "deres" områder, hvor de i øvrigt efter bedste evne prøver at styre efter islams egen lov, shariaen.

Politikerne og Per Larsen fra Københavns Politi iler med at forsikre, at tildragelserne i Tingbjerg ikke har noget med religion at gøre. Der er tale om almindelig kriminalitet, omend af en særlig type, som kaldes "bandekrig". Så kan vi alle sammen slappe af. Justitsministeriet må have beordret den bortforklaring: volden har sandelig intet med islam at gøre, selv om alle de, der vil have smidt danskerne og den danske folkekirke ud, er muslimer.



Interessant nok er Tingbjerg-præsten Ulrich Vogel af en noget anden mening end politiledelsen, selv om heller ikke han vover at tage tabu-ordet islam i sin mund. Til Kristeligt Dagblad siger han, at nogle "unge indvandrere" har taget hele bydelen som gidsel. De vinder magt ved at sprede frygt. Skolen blev brændt ned i 2008, bybusser bliver ramt med stenkast, danskerne overfaldes.

Og hvad har en sådan tilstand med Per Larsens snak om kriminalitet at gøre? Almindelige kriminelle må vel være interesserede i at tiltrække sig så lidt offentlig opmærksomhed som muligt, så de i fred og ro kan ordne deres narkohandel, hælerforretninger, våbensalg og andre aktiviteter. Al Capone i Chicago og almindelige danske rockergrupper ville ikke opføre sig sådan. De kunne godt finde på at skyde mod konkurrerende kriminelle eller udføre hævnaktioner mod dem, men de ville aldrig åbenlyst terrorisere civilbefolkningen. Det ville forstyrre deres ”forretninger”.

Det er umuligt at opfatte situationen i Tingbjerg og lignende steder over hele Europa som et udslag af almindelig taberopførsel. Indvandrer-"lømlerne" betragter sig tydeligvis ikke som stakler - som vi kan formilde og civilisere med "forbyggende indsats", "dialog" og anden sødesnak. De anser sig som bydelens retmæssige herskere og er parate til at anvende den vold, der skal til for at cementere de nye magtforhold.



Det er lige præcis den opførsel, der anbefales i islams kanoniske skrifter - fra og med Muhammeds befalinger i Koranen - og som islams magthavere (ikke "alle muslimer", men de ideologiske magthavere, der har haft myndighed til at fastlægge trosindholdet og tvinge andre muslimer til at bøje sig for det) har prædiket og praktiseret gennem 1400 år.

Det er kernen i vores bog »1400 års krigen». Den handler ikke om alle muslimer, men om dem, der har formået at holde muslimer i en ideologisk og fysisk spændetrøje siden 600-tallet, og som med alle midler har forhindret, at islam udvikler sig til en almindelig religion i nutidig forstand, dvs. som et personligt gudsforhold uden politiske ambitioner.

Islam er og forbliver en erobrerideologi. Det er muslimens pligt med sin person at bidrage til at undertvinge hele verden, indtil "Allahs religion hersker overalt", og indtil ethvert menneske på Jorden bøjer sig for den muslimske nations (umma'ens) overherredømme og accepterer shariaen som eneste lov. Den muslim, der ikke hjælper til, er fortabt og vil ende i helvede, hvis pinsler er udpenslet med sadistisk lyst i de hellige skrifter. Det afgørende for den hellige krig er ikke midlerne eller kampformen, strategien eller taktikken, men målet: Allahs verdensherredømme.



Resultatet kan ses i alle de muslimske diktaturstater, og islam marcherer - også i kraft af befolkningseksplosionen.

Her har vi også forklaringen på, at integrationen af muslimer ikke virker, uanset hvor mange milliarder, vi poster i dette udsigtsløse projekt, og uanset hvor mange nye integrationskonsulenter, dialogformidlerere og mentorer, vi ansætter. Og det er jo underligt, når det går så godt med at integrere stort set alle andre, der er kommet til Vesten fra fjerne egne. Hvor mange er egentlig beskæftiget med at integrere hinduer, buddhister, sikher, kristne, tibetanere, kinesere eller latinamerikanere? Sammenlignet med de uoverskuelige skarer, der tjener til deres udkomme ved ikke at integrere muslimer, er det uhyre få, for alle de andre integrerer stort set sig selv. De kommer nemlig ikke til Danmark med en dagsorden om at ville omstyrte vores grundlov og indføre et teokratisk diktatur.

De danske myndigheders og den meningsdannede klasses reaktion på de nyligt opståede forhold i kongeriget har været en tro kopi af deres reaktion på den tyske besættelse som udtrykt i regeringserklæringen 9. april 1940: »Det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand. ... [vi] opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve.«

I Tingbjerg, i Gellerup, i Vollsmose, på det indre Nørrebro og mange andre steder i Danmark og Europa har vi fået nye besættere, der mener at have en "myndighed at udøve". Regeringen vil, at vi skal udvise en "loyal optræden" over for dem. Ligesom myndighederne i 1930'erne nægtede at udpege nazismen som problemet, slår de i dag syv kors for sig, når nogen udpeger islam som den egentlige årsag til de begivenheder, der udspiller sig i de muslimske lande og nu i Europa.

Ligesom 1930'ernes håndskyhed ikke kunne forhindre landets besættelse, vil ikke nok så megen sødesnak om islam som en kulturberigelse ændre en tøddel ved de islamiske magthaveres planer, snarere tværtimod.

Nazismen og den japanske imperialisme kunne nedkæmpes med militær magt. Kommunismen bukkede under på grund af indre økonomisk og ideologisk sammenbrud. Det er ikke muligt med islam, der vil kunne overleve som undertrykkelsesideologi, så længe imamerne og de skriftkloge kan bilde de troende ind, at Koranens blodtørstige formaninger stammer fra en gud, der vil sende dem i helvede, hvis de ikke retter sig efter hans selvbestaltede jordiske talsmænd.

Den eneste mulige integrationsstrategi er derfor at underminere imamernes indflydelse - i stedet for at styrke den, hvilket indtil nu har været de uvidende danske myndigheders politik. Den ideologiske og finansielle fødekæde fra lande som Iran og Saudi-Arabien må hugges over. Moskeer, hvor der bliver prædiket opstand mod "sædeligheden eller den offentlige orden" - som det så fornuftigt er udtrykt i Grundlovens § 67 - må lukkes, og deres imamer må udvises. Vi må gøre op med alle fordomme om vestlig overlegenhed og racistiske anskuelser om muslimer som stakkels undermennesker og behandle dem som vore ligemænd, dvs. at de har samme rettigheder og samme forpligtelser som alle vi andre. De, som ikke vil integreres, må udvises, og ingen skal kunne undskylde sig med befalinger fra en eller anden blodtørstig gud.

Og så må vi til at forsvare de muslimer, der ønsker at nyde de samme frihedsrettigheder som vi, i stedet for at fedte for deres undertrykkere.