Frihed eller døden

Frihed går langt tilbage og er evigt aktuel, om ikke andet fordi den altid har fjender, skriver kronikøren med afsæt i ny antologi, der samler 56 førstehåndskilder til frihedens historie.

Pressefriheden kom til verden ved en tilfældighed. Det hævder den unge engelske historiker Ben Wilson i en ny bog om frihedens historie i Storbritannien og Amerika med titlen ”What Price Liberty? How Freedom Was Won And Is Being Lost” (Faber and Faber 2009).

Ifølge denne udlægning var friheden ikke et resultat af politisk-filosofisk refleksion. Det var ikke ideen, der befrugtede materien.

Næ, da pressefriheden blev indført i England trods William III's modvilje, skete det netop, fordi et forslag om strengere censur blev rejst i parlamentet i 1695. Dette forslag mødte modstand blandt resterne af de republikanere, der havde henrettet Charles I i 1649, og blandt dem, der nu kaldte sig for whigger. At stramme censuren, det var for galt. Og da skete det, at der pludselig blev flertal for og beføjelse til helt at kvitte den.

Det var med andre ord ikke en ny rettighed, der blev indført, men en gammel restriktion, der blev fjernet. Således blev pressefriheden indført i England.

Nu er England, der i 1707 blev til Storbritannien, ikke et tilfældigt land. Den engelske grad af frihed, som var udstrakt, har længe været berømt og berygtet. Samme William III, der var nederlandsk statsholder og hærfører, før han blev engelsk konge ved landgangen i 1688, klagede snart over englændernes, især de borgerliges mangel på respekt for kongen og de kongelige følelser. Englænderne var uhøflige over for den royale klasse og den nedarvede ærbødighed, der normalt blev samfundets VIP'er til del i resten af Europa.

Hvad var det med de englændere? De mest modige af dem gjorde nar, lavede satire og udgav alle mulige samfundsnedbrydende pamfletter og manifester. I 1640 blev 22 politiske pamfletter udgivet. Blot to år senere var tallet tæt på 2.000.

William III, selv ud af en calvinistisk slægt, forstod det ikke, og kom nok aldrig til at forstå det. Han var en fremmed fugl og allerhøjst en de facto-konge i den forstand, at han måtte finde sig i parlamentet og tilpasse sig den engelske debatkultur, som kun skulle få endnu mere saft og kraft op gennem 1700-tallet og forblive en torn i øjet på kongehuset.

Alligevel er der forskel på begrebet pressefrihed og dets konkrete udspring i den engelske kontekst. Pressefriheden og de andre friheder, vi plejer at nævne i forbindelse hermed, voksede frem over en lang tid og som et resultat af mange vidt forskellige menneskers tanker og handlinger i vidt forskellige sammenhænge. Det skyldes helt generelt, at alle begreber, ideer - og i øvrigt også mennesker - har en historie. Selv Ødipus, forelsket i sig selv, var historie, dvs. var blevet til noget på baggrund af noget andet. På samme måde har pressefriheden i England i 1695 en forhistorie.

Det er denne forhistorie, antologien "Frihedens væsen - fra Perikles til Hirsi Ali" fortæller gennem knap 60 kendte og mindre kendte tekster, der kan læses som førstehåndskilder til frihedens tilblivelse.

Det er frihed forstået som heroisme, frihed til at skrive for andre, frihed som variation, selvværd, viden, demokrati, ligeværdighed, åndelig frihed, frihed som almen lov, frihed som lighed med Gud, selvstyre, sjælsfrihed, frihed til at fejle, frihed som samtale, fri fortolkning af universet, som naturret, frihed til at tvivle, trykkefrihed, tankefrihed, ytringsfrihed, politisk frihed, frihed til at vide offentligt, frihed som uafhængighed, union, borgerlig frihed, moderne frihed, frihed som religionskritik, civilisationskritik, systemkritik, frihed som økonomisk frihed, frihed som litteratur, frihed til at være sig selv og retten til hån, spot og latterliggørelse.

Her er mindst 35 forskellige definitioner. Når man taler om frihed singularis, bliver den meget hurtigt til frihed pluralis. Der har i Europa og Vesten eksisteret et utal af definitioner på frihed, og det er nogle af de mest centrale, omtalte antologi samler og eksemplificerer.

Formålet er ikke at vise, at de 56 forfattere er enige om frihedens væsen. Snarere tværtimod. Men de er enige om, at friheden er elementær, har en pris, og de er villige til at betale den. Således måtte mange af forfatterne søge skjul for magthavere, drage i eksil eller udgive deres skrifter anonymt, for nogles vedkommende efter at være havnet på pavekirkens sorte liste. Sokrates blev forgivet, Jesus korsfæstet, Marsilius jaget, Bruno brændt på bålet, Grotius spærret inde, mens Descartes søgte ly i Holland, hvor Locke nærved blev dræbt, og Voltaire stak af til England, hvor Rushdie måtte leve under jorden, indtil han drog til New York, hvor også Hirsi Ali søgte hen. Alle deres forskelle til trods personificerer de og deres skrifter ideen om det enkelte menneske, som ud fra sin personlige overbevisning og samvittighed tager livtag med tilværelsen, og som har modet til at tænke selv, også i opposition til tidens magter, den enevældige samfundsmagt, den religiøse ortodoksi, grupper af eksperter eller den offentlige mening, dvs. den mening, man offentligt tør udtrykke.

Man skal ikke være nobelprismodtager for at se, at vi i dag stadig er forbundet med disse tekster, som rager op over tilfældighedernes tage og hverdagens mikropolitiske disput. Dette er sådan set makropolitik, dvs. hvad politik egentlig og ret beset må handle om: frihed. Hvordan får vi den - og hvordan sikrer vi den? Sådan spurgte de dengang, og sådan må vi spørge i dag - og sørge for, at friheden overhovedet er et tema i den løbende politiske diskussion. Politikere får alle mulige fikse ideer afhængigt af tidsånd og modeluner. Så vil de skabe tryghed. Så vil de skabe lighed eller sundhed eller lykke eller dialog eller anstændighed. Friheden derimod er altid aktuel, om ikke andet fordi den altid har fjender.

Antologien henvender sig til alle, der interesserer sig for frihed, og er ment som et redskab til undervisning i gymnasiet, på højskoler og landets højere læreranstalter - samt til de mange, der undervejs i det danske uddannelsessystem fik en mangelfuld indføring i disse emner. Bogen henvender sig tillige til indvandrere med interesse for den vesterlandske frihedstradition og til dem, der pr. refleks opfatter demokrati som flertallets ret til at herse med mindretallet. For som flere af antologiens tekster antyder, er demokrati ikke alene flertalsstyre, men kan og må også forstås som et sted og en styreform, der tillader dissens og offentlig polemik, og det endda med vidtrækkende konsekvenser til følge.

Faktisk har en tekstsamling med en lang række af verdens mest centrale passager om frihed manglet på dansk, hvor nærliggende emnet end må siges at være, og den aktuelle politiske situation i Danmark og resten af Europa gør det ikke mindre akut. Hvis vi skal kunne forholde os fornuftspræget til det, der sker i nuet og i mediernes malstrøm, kræver det et vist kendskab til den tradition for frihed, som de vestlige samfund har fostret op igennem århundreder og stadig bygger på. Ikke blot for histori ens skyld, men så sandelig også for nutidens og fremtidens skyld.

Når man læser disse tekster fra Perikles og frem, kan det være svært at forstå, at de for flertallets vedkommende blev skrevet for længe siden, og det er oplagt at drage den konklusion, at fortiden er nutidig, al den stund det grundlæggende spørgsmål til trods for den moderne komforts mange glæder stadig er såre elementært: frihed eller døden.

Mikael Jalving og Lars Hedegaard (red.): "Frihedens væsen - fra Perikles til Hirsi Ali", Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 309 sider, hardback, 299 kr. Udkommer i dag.