Befri os for kirkelig omklamring

Jeg går da bestemt ind for en klimaaftale, men jeg afskyr tanken om, at der kun skulle findes én ufejlbarlig mening om den sag. Men først og fremmest er klokkebimlen for klimaets skyld en vederstyggelig omklamring af den naturvidenskab, skriver Jens Morten Hansen

Politiske kommentatorer har i de senere år foreslået, at vi - som i USA - skulle blande Gud ind i de daglige politiske beslutninger. Det begyndte med en meget omtalt forelæsning af professor Ole Wæver til Københavns Universitets årsfest i 2005. Og igen for et par år siden, da patriarken af Konstantinopel sammen med Københavns biskop drog til Grønland for at bede for indlandsisens bevarelse. Forleden kunne man se lignende forslag til kirkeligt gøgl i en kronik i Politiken af journalisten Brian Patrick McGuire, der mener, at vi som amerikanske præsidenter skal slå om os med Gud og anden himmelsk herlighed. Og for at det ikke skal være løgn, har et stort antal menighedsråd, præster og biskopper nu foreslået, at vi skal bimle med kirkeklokkerne under topmødet i København.

Det forekommer mig at være et vederstyggeligt brud med folkekirkens upolitiske grundlag. Vi nordeuropæere og ikke mindst vi danskere har af gode grunde forsøgt at holde religion og politik adskilt. Det har vi gjort siden Reformationen, hvor enhver har været sin egen præst, biskop og pave, og hvor folkekirken i modsætning til paverne i Rom har afholdt sig fra at have én ufejlbarlig mening om tidens spørgsmål. Jeg går da bestemt ind for en klimaaftale, men jeg afskyr tanken om, at der kun skulle findes én ufejlbarlig mening om den sag.

Men først og fremmest er klokkebimlen for klimaets skyld en vederstyggelig omklamring af den naturvidenskab, som har opdaget, udforsket og beskrevet klimaforandringerne, og som mere end noget andet har været afhængig af, at forskernes meninger kunne brydes frit, fordi kirken gennem de sidste 473 år stort set har holdt sig til sit eget. På katolsk vis nu at "saligkåre" den fremherskende opfattelse blandt klimaforskerne er ikke alene et brud med en værdifuld tradition, men også det samme som at 'bandlyse' modstridende opfattelser. Det er et skridt på vejen til at genoplive Inkvisitionens meningsterror og bandlysninger, der sendte Bruno på bålet og Galilei i fængsel. Skulle vi så nu hoppe frivilligt i muddergrøften på den anden side af dydens smalle sti og såligkåre en bestemt videnskabelig opfattelse? Nej, den slags helgendyrkelse dur ikke, men undergraver videnskaben uafhængighed lige så meget som Middelalderens bandlysninger.

En af de mest udbredte religiøse idéer er, at mennesket er skabt i Guds billede. Det vil sige skabt i den pågældende kulturs forestilling om, hvad "skaberværkets" højdepunkt er og dermed, hvad det gode er. Hver kulturs religiøse fundamentalister mener derfor, at de repræsenterer Gud og har ret eller endog pligt til at frelse andre. Denne forestilling om at repræsentere det gode (om ikke Gud selv) dominerede Europa under imperialismen i 1800-tallet og under både sovjetkommunismen og fascismen i 1900-tallet.

I dag fylder denne missionerende tankegang meget i det religiøse USA og i adskillige islamiske samfund. Der er derfor ikke nogen grund til at efterligne vores religiøse venner i USA, selv om vi i mange andre forhold har klart sammenfaldende anskuelsesmåder og interesser. I stedet burde vi indse, at det at være skabt i det samme billede (næppe Guds), betyder at alle mennesker er skabt ens og er en del af det samme. Vi er alle af samme art og er en del af naturen. Derfor burde vi selv fra et religiøst synspunkt kunne indse, at ikke kun menneskets krop er en del af et globalt fællesskab, men at dette fællesskab også omfatter vores sjæl, ånd og bevidsthed, eller hvad vi nu kalder grundlaget for tankevirksomhed og følelser. Forskellen mellem os mennesker er ikke vores medfødte krop og psyke, men det vi selv har skabt - dvs. vores forskellige kulturer, ideologier og religioner.

Vejen til fælles forståelse og fredelig sameksistens går derfor ikke gennem religiøse og ideologiske manifestationer, som uundgåeligt præges af vores forskellige kulturelle baggrunde, men gennem viden om verdens og menneskets natur. Det vil sige alt det, som enhver kan sanse og forstå uanset kulturel baggrund. Dette er en afgørende forskel på de fleste af os europæere og en meget stor del af amerikanerne. Heri ligner amerikanerne mere en stor del af de mellemøstlige befolkninger. Vi europæere tror først og fremmest på sanserationaliteten - og i langt mindre grad på Gud, Allah, Jahve eller hvad man kalder dét, som hævdes at ligger uden for almindelige menneskers fatteevne, og som himmelske "budbringere" i form af præster, rabbinere, imamer og amerikanske præsidenter så ivrigt fortæller os om.

For at kunne følge den europæiske, rationelle vej mod fælles forståelse, skal vi derfor afholde os fra religiøse manifestationer om videnskabelige forhold og i stedet bygge på naturvidenskabens globalt accepterede bevidsthed om menneskers lighed og fælles, naturlige oprindelse. Men naturvidenskabens globalt accepterede grundlag er under pres af religionerne - ikke kun af islam, men af alle tre patriarkalske religioner: jødedom, kristendom og islam. Kampen står om den tænkemåde, der - lige siden den naturvidenskabelige revolution satte ind i 1600-tallet - har skabt grundlag for ytringsfrihed, kritik og dialog. Afbrudt af nye religionslignende ideologiers ensrettende manifestationer og undertrykkelse af videnskabens frihedsidealer - f. eks. fascismen, nazismen, kreationismen, mccarthyismen, kommunismen, islamismen og talebanismen - har naturvidenskabens uafhængighed af religion og politik skabt grundlag for flere og flere åbne samfund i den del af verden, der tolererer systemkritik samt tanke-, ytrings- og spørgefrihed.

Således har de vestlige landes dobbeltregimente - giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er - i høj grad muliggjort videnskabens krav om frihed og rationalisme. I det meste af Vesten siger vi derfor som den naturligste ting, at vi vil basere samfundets udvikling på viden. Hermed mener vi videnskabelige resultater, tænkemåder og argumentationsformer. Men praksis viser, at også vi vesterlændinge i religiøs henseende har svært ved at leve med "kundskabens træ" og den følelse af ansvar og skyld, som vores viden afføder. Trods fornuftsønsket om at ville det modsatte, lader vi os derfor ofte - på linie med amerikanere og islamister - styre af længsel efter gudhengivelse og ønsker om at tjene "højere sager" end den enkeltes ret til at søge lykken i respekt for de andres ret til at gøre det samme.

Men hvad der gennem århundreder har givet os mere erkendelse, åndsfrihed og velfærd end nogen religion og ideologi har kunnet præstere, omtaler vor tids nyreligiøse nu som f. eks. »bøvet fornuftsateisme« (f. eks. afdøde Ebbe Kløvedal Reich) eller det, der er værre. Her i 150-året for Darwins evolutionsteori skal rationalister stadig vare vores mund og ikke såre de religiøses følelser, mens det modsatte ikke synes at gælde. I P1's utallige religionsprogrammer omtales vi rationalister og ateister i stadig mere nedsættende og fordømmende vendinger uden, at vi får mulighed for at komme til orde. Tværtimod burde man kunne indse, at det eneste, der hidtil har kunnet samle verden, er det forhold, at kun naturvidenskaben har formået at skabe et globalt accepteret forståelsesgrundlag på tværs af alle kulturer.

I modsætning til enhver ideologi og religion har naturvidenskabens erkendelsesgrundlag for første gang i verdenshistorien skabt et globalt grundlag for fælles forståelse. I modsætning til enhver anden påstået fællesforståelse - som f. eks. FN's charter og menneskerettighedserklæringen - deles naturvidenskaben og dens erkendelsesgrundlag af det store flertal af de mennesker, der overhovedet gør sig tanker om verdens grundproblemer. Men en kirkelig "saligkåring" af naturvidenskabens dominerende teorier, f. eks. af klimaforskningens resultater, er lige så skadelig for naturvidenskaben uafhængighed og globale accept som Inkvisitionens meningsterror og dogmet om pavens ufejlbarlighed var før Reformationen.

Det dejligt at have venner, men fri os for disse tvetungede slanger og andre ubudne gæster, der vil sidde lårene af os!