Uligheden i sundhedens verden

Hvis influenzaen blæser os omkuld, så lad os huske, at befolkningen i ulandene lever i en orkan skabt af en bølge af epidemier og langt tungere sygdomsbyrder, skriver dagens kronikører.

I denne tid bliver så mange danskere smittet med influenza A, at det nu betragtes som en betydelig epidemi. Skoler lukker, arbejdspladser bliver ramt, og folk bliver nervøse og bruger tid og kræfter på at orientere sig i informationsmængden og beskytte deres børn mod smitte.

Dansk Arbejdsgiverforening anslår, at epidemien vil øge antallet af sygedage med 2,1 mio. sammenlignet med et normalt år, og Nordea vurderer, at den igangværende influenzaepidemi vil koste Danmark omkring ni milliarder kroner i tabt produktivitet. Så generende som den igangværende epidemi end er for samfundslivet i Danmark, er den meget lidt at regne imod den konstante byrde af både smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme, som hærger udviklingslande.

Børn og voksne i Afrika har en sygdomsbyrde, der er fem gange så høj som i de rige lande og må ofte nøjes med et underbemandet og dårligt uddannet sundhedssystem. Dårligt helbred fastholder store dele af befolkningerne i udviklingslandene i fattigdom, begrænser produktiviteten i både den offentlige og private sektor og sluger investeringer, der burde have været anvendt til landbrugsudvikling og industri.

Heldigvis har de nationale regeringer med støtte fra internationale donorer bidraget til, at sundhedstilstand i udviklingslandene generelt er blevet bedre i løbet af de sidste årtier med væsentlige reduktioner i børnedødelighed og en voksende middellevetid. Men det er helt centralt, at investeringerne i at forbedre sundheden fastholdes, da der stadig er lang vej igen, og vi må ikke stille os tilfredse med de fremskridt, der er opnået. Hver dag dør børn og fødende kvinder i udviklingslande af helt banale sygdomme eller komplikationer, som de ville have overlevet, hvis de havde adgang til elementære sundhedsydelser.

Sygdomsmønstret i udviklingslandene ændres hurtigt, og sundhedssystemet skal tunes til at forebygge og behandle diabetes, trafikulykker, kræft og hjerte/kar- sygdomme og andre sundhedsproblemer, der er på kraftig fremmarch i selv de fattigste lande. Ligeledes er der centralt, at sundhedssystemerne styrkes så de mest udsatte ulande er i en bedre position til at håndtere følgerne af klimaændringer og stigende migration.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs inviterer nu til forhandling om dansk udviklingspolitik.

Efter den stort anlagte Afrika-kommission skal der nu udstikkes nye retningslinjer for en fremtidig »dansk udviklingspolitik i verdensklasse«, som ministeren skriver i udspillet til den folkelige del af debatten, og ikke mindst for de ca. 15 milliarder kroner, som Danmark årligt bruger på udviklingsbistand.

Det ligger i Afrika-kommissionens oplæg, at der skal satses på økonomisk vækst drevet frem af jobskabelse i den private sektor. Desværre er der meget lidt omtale eller fokus på sundhed i regeringens oplæg.

Hvis man tager udgangspunkt i børns ernæring, kan man se eksempler på sammenhænge mellem sundhed og udviklingspotentiale, som ikke synes særligt tydelige i Afrika-kommissionens analyser. En lang række studier og evalueringer - nogle af dem bestilt, betalt og forhåbentlig også læst af Danida selv - påviser, at underernæring og fejlernæring underminerer børns fysiske og kognitive tilstand, så de ikke udvikler sig alderssvarende.

Underernæring kan skyldes den fattigdom, der forhindrer forældrene i at købe tilstrækkeligt med mad af lødig næringsværdi eller mødres manglende viden om, hvordan de opbevarer og tilbereder maden mest hensigtsmæssigt. Det kan også skyldes infektioner med eksempelvis malaria, som gør, at børnenes appetit falder, og de ikke får spist nok til at optage mikro-ernæringsstoffer. En anden forklaring på underernæring kan findes i diarre grundet dårligt drikkevand, dårlig hygiejne og adgang til sanitet. Desuden hænger god ernæring blandt spædbørn også sammen med, om moderen ammer hyppigt.

Der er kort sagt en lang række sundheds- og samfundsmæssige komplekse faktorer på spil, men resultatet af dårlig ernæring er med stor sandsynlighed, at børnene ikke har tilstrækkeligt med fysisk og mentalt overskud til at koncentrere sig i skolen og lære det, der skal til for at blive en produktiv samfundsborger på den lange bane.

Kort sagt: hvis sundhedstilstanden hos børn ikke er i orden, så betyder det ikke så meget, om der er skole og faguddannelse til dem, når de bliver unge, for man risikerer, at de for længst enten er faldet ud af undervisningssystemet eller ikke har kvalificeret sig tilstrækkeligt i løbet af den tid, de har opholdt sig der.

At der er behov for nytænkning i forhold til, hvordan Danmark opnår den mest effektive udnyttelse af sine penge og kompetencer er soleklart. Men at man skal springe væk fra en investering i den sundhedssektor, som Danmark har høstet international anerkendelse for at involvere sig i, er mindre indlysende.

Danmark har over en årrække finansieret brede sundhedssektorprogrammer i Tanzania, Kenya, Mozambique, Uganda, Ghana og Bhutan samt en række store forskningsprojekter inden for f. eks. malaria, hiv/aids, mødresundhed, børnedødelig, ernæring og ikke mindst sundhedssystemer. Desværre er programmet i Uganda i færd med at blive udfaset, som det hedder med en eufemisme for at lukke og slukke en lang række aktiviteter blandt andet til forebyggelse af hiv og aids.

Selvom man kan håbe, at andre lande tager over, hvor Danmark trækker sig, risikerer vi at miste den ekspertise og de kompetencer, som det har kostet danske udviklingsarbejdere, forskere, konsulenter mange år at opbygge i partnerskab med sydbaserede kolleger. Et stærkt fokus på sundhedsfremme vil også bidrage til at fastholde befolkningens opbakning til dansk bistand, da det er et område, hvor behovet er stort, og hvor vi har succeshistorier at vise frem samtidig med at det et område, der må opprioriteres, hvis vi vil leve op til de udviklingsmål, der er besluttet af regeringer verden over.

På bistandsområdet er der en stærk bevægelse hen imod såkaldt "donor-harmonisering", hvor forskellige donorer påtager sig førerrollen og koordineringsansvaret på et enkelt område på vegne af samtlige donorer i et givet udviklingsland samt et ryk hen imod ændrede bistandsmodaliteter i form af direkte budgetstøtte til landenes finans- eller sektorministerier i stedet for øremærkede midler til specifikke projekter eller programmer. Alle disse ingredienser giver god mening, men Danmark må ikke give slip på de kendetegn, der har præget dansk bistand til sundhed, nemlig at primærsundhed, forebyggelse, støtte til det brede sundhedssystem og integrerede sundhedsprogrammer har haft højere prioritet end investeringer i programmer, der sigter på behandling af enkelte højt profilerede sygdomme. En tilgang til sundhed som desværre er blevet mere og mere udbredt blandt mange af de store private fonde og donorer på bistandsområdet.

Vi mener, at såfremt Danmark vil gøre en forskel, når det gælder bekæmpelse af fattigdom, så skal vi målrettet bruge en del af vores bistandsmidler på at reducere sygdomsbyrden blandt de mest udsatte grupper i de fattige lande. En sund befolkning er en forudsætning for at landbrug og erhvervslivet i de fattige lande kan øge produktiviteten tilstrækkeligt til at kæmpe sig ud af den fødevare-, finans- og energikrise, som hærger verdensøkonomien i disse år.

Vi har vænnet os til dramatiske forskelle i liv og død mellem rige og fattige lande, næsten som om det var en slags naturlov hævet over det almindelige politiske råderum, men sommetider bliver forskellene for grelle, som når 148 ud af 1.000 levendefødte børn dør i Afrika syd for Sahara (børn under fem år) mod 25 i de rige lande ifølge Unicef, eller når mødredødeligheden i Sierra Leone er så høj som 2.100 pr.100.000 kvinder, mens det i Danmark drejer det sig om fire kvinder.

Lederen af Verdens Sundhedsorganisation, Dr. Chan, så sig kaldet til på et møde 18. maj i år til at protestere mod den stigende ulighed i global sundhed ved at udtale »Vi er nødt til at tage lighed alvorligt. Vi er nødt til at gøre noget ved spørgsmålet om retfærdighed«.

Hvis vi føler, at influenzeepedimien blæser os omkuld, så lad os huske, at befolkningen i udviklingslande dagligt lever i en evig orkan skabt af en bølge af epidemier og langt højere sygdomsbyrder.

Hvis Danmark virkelig ønsker at stimulere økonomisk vækst og beskæftigelse, er vejen frem at reducere sygdomsbyrden i befolkningen i de fattige lande.